Det kommende valg i Brasilien repræsenterer et afgørende øjeblik for landets fremtid. Den 4. oktober vil brasilianerne vælge medlemmer til parlamentet og senatet, samt guvernørerne i de føderale stater – men vigtigst af alt en præsident.
En anden valgrunde er meget sandsynlig for præsidentposten, da valg kun har været afsluttet i den første runde to gange (i 1994 og 1998) siden bekendtgørelsen af forfatningen fra 1988.
De to mest sandsynlige kandidater til anden runde er Flávio Bolsonaro, søn af den tidligere præsident og nu dømte Jair Bolsonaro, og den nuværende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva.
Kandidaterne
Ligesom ved valget i 2022 er dette et afgørende øjeblik i landets historie, for selvom Flávio Bolsonaro fra Det Liberale Parti (PL) virker bedre uddannet end sin far, deler han den samme neofascistiske retorik og nedtoner for eksempel kupforsøget den 8. januar 2022. Men frem for alt er han involveret i korruptionssager og har stærke bånd til de mest reaktionære elementer af det brasilianske borgerskab og øvre middelklasse, foruden at have lovet brede indrømmelser til USA.
Derfor kan hans sejr kaste Brasilien ud i en kritisk situation, øge landets økonomiske afhængighed og underordning af USA, forværre millioner af menneskers liv og udgøre en potentiel trussel mod mange venstreorienterede aktivisters liv.
Håbet om en mindre dyster fremtid hviler endnu engang på Lula, den nuværende og historiske leder af Arbejderpartiet (PT), der søger sin fjerde periode efter en lunken koalitionsregering, der i stigende grad har fejlet i forsøget på skabe betydelige forbedringer i livet for de fleste brasilianere.
Selvom Brasiliens fremtid i Lulas hænder sandsynligvis ikke er særlig lovende, kan faren for en Bolsonaro-sejr ikke undervurderes, og venstrefløjen og de progressive kræfter skal igen forenes omkring denne karismatiske leder, i det mindste i anden runde, for at forhindre endnu en magtovertagelse af neofascistiske kræfter i Latinamerika.
Lula bliver venstrefløjens vigtigste leder
For at forstå dette øjeblik er det nødvendigt at analysere de kræfter, der formede den moderne brasilianske venstrefløj.
Den radikale venstrefløj blev systematisk ødelagt under militærdiktaturet, der regerede landet fra 1964 til 1985. Ifølge Brasiliens Nationale Sandhedskommission (CNV) blev 434 modstandere af regimet officielt bekræftet som dræbt eller forsvundet af staten. Når man medregner bønder og oprindelige folk, overstiger antallet dog 10.000 ofre.
Det pragmatiske skift reddede ikke PT og den hegemoniske venstrefløj fra den dybe politiske krise, der fulgte.
Desuden findes der selv i dag ingen velfunderet analyse af politiets undertrykkelse gennem “dødspatruljer” (grupper af politibetjente og statsagenter, der handlede uden for loven for at torturere og henrette mistænkte for almindelige forbrydelser i periferierne og fattige byområder). Under denne undertrykkelse faldt den radikale venstrefløj, men PT opstod, og arbejderpartiet allierede sig med de genopståede arbejderbevægelser og ledede dem fra slutningen af 1980’erne og fremefter.
Blandt disse bevægelser var den historiske strejkebølge i ABC-regionen i São Paulo, der mobiliserede over 160.000 arbejdere alene i 1979, den største strejke siden kuppet i 1964. I spidsen for denne bevægelse var Lula, daværende formand for metalarbejdernes fagforening, som formulerede arbejdernes krav om lønjusteringer og bedre arbejdsforhold, samtidig med at han etablerede bånd til civilsamfundet, studentergrupper og progressive elementer inden for kirken.
Strejkerne sikrede ikke kun metalarbejderne betydelige materielle gevinster, men tjente også som et stærkt udtryk for modstand mod diktaturet og forvandlede Lula til venstrefløjens vigtigste leder og en indflydelsesrig stemme for demokratisering.
Med militærjuntaens fiaskoer og de alvorlige økonomiske kriser i slutningen af 1970’erne, der kulminerede i hyperinflation i 1980’erne, kunne militæret ikke længere opretholde magten. Tvunget til en forhandlet overgang med de politiske og økonomiske eliter banede regimet vejen for den sjette republik, hvor PT positionerede sig som venstrefløjens vigtigste kraft og kilden til folkets håb om radikale reformer, der kunne forbedre de brasilianske arbejderes liv.
Vejen til magten ændrede dog fundamentalt PT. Efter tre mislykkede præsidentkampagner blev Lulas sejrrige kampagne i 2002 bygget på en platform af moderation. Partiet, der tidligere var defineret af sin modstand mod neoliberalisme og sine krav om radikale reformer, ændrede pragmatisk sit fokus.
Brevet til bankfolkene
Det berømte “Brev til det brasilianske folk”, også kendt som “Brevet til bankfolkene”, beskrev i detaljer den type regering, PT ville søge. Et manifest, der blev offentliggjort af Lula i juni 2002 under sin præsidentkampagne, havde til formål at berolige finansmarkedet, erhvervsledere og investorer, der frygtede et potentielt økonomisk kollaps, hvis han blev valgt.
I brevet lovede Lula tre nøglepunkter. For det første at respektere alle nationale og internationale kontrakter underskrevet af den tidligere regering. For det andet at overholde principperne om finanspolitisk ansvarlighed og inflationskontrol. For det tredje lovede han social forandring gennem gradvise reformer, det vil sige at de dybtgående sociale forandringer, som partiet lovede, ville blive implementeret gradvist, forudsigeligt og uden institutionelle eller økonomiske omvæltninger.
Under råvareboomet placerede stærk økonomisk vækst regeringen i en komfortabel position til at forhandle forbedringer med borgerskabet, såsom at hæve mindstelønnen langt over inflationen, programmer mod sult, overførselsindkomst, kvoter for etniske minoriteter og mere.
Men med tiden begyndte regeringen at give flere indrømmelser til markedet. Kort sagt, med “lulisme” (en indrømmelsesbaseret regeringsform ledet af Lula), blev PT og de progressive kræfter i regeringen regulatorer af et system, de engang søgte at transformere, ved at skabe små, men vigtige sociale programmer, samtidig med at de opretholdt makroøkonomisk ortodoksi for at tilfredsstille markedskræfterne.
Dette pragmatiske skift reddede ikke PT og den hegemoniske venstrefløj fra den dybe politiske krise, der fulgte. Befolkningen, især unge mennesker, var dybt utilfreds med den træge vækst i den brasilianske økonomi og andre uløste problemer, hvilket førte til massive protester over hele landet i juni 2013.
Disse protester blev fortolket (og ses stadig af nogle på den brasilianske venstrefløj) som et højreorienteret oprør snarere end en bevægelse, der kunne være blevet koopteret og kanaliseret af venstrefløjen for at lægge pres på borgerskabet og potentielt fremme reelle politiske og økonomiske reformer.
Dilma Rousseff
Dilma Rousseff fra PT udnyttede dette belejlige øjeblik og genopstillede i 2014 med en af de mest venstreorienterede kampagner i landets nyere historie, hvor hun endda trak på sin fortid som guerillakæmper mod diktaturet og talte for radikal social forandring.
Disse løfter viste sig dog at være stort set retoriske. De konkrete handlinger i hendes anden periode fortalte nemlig en anden historie: Hun udnævnte Joaquim Levy, en bankmand med et ry for finanspolitisk ortodoksi, til at lede Finansministeriet for at håndtere afslutningen på råvareboomet og de vedvarende virkninger af den globale finanskrise i 2008.
Levy implementerede nedskæringer, herunder udgiftsnedskæringer og et primært overskudsmål, mens centralbanken hævede den ledende styringsrente fra 11,25 procent i 2014 til 14,25 procent i 2015 i et forsøg på at inddæmme inflationen.
Disse kontraktive politikker bremsede yderligere en allerede svækket økonomi, forværrede recessionen og udhulede regeringens politiske støttebase. Udhulingen af denne base var fundamental for succesen med det parlamentariske kup, der førte til Dilmas rigsretssag i 2016 og banede vejen for Jair Bolsonaros efterfølgende fremgang.
Jair Bolsonaro
Bolsonaros valgkampagne i 2018 var bygget på åbenlyst fascistisk retorik: en “collage” af ultraliberal økonomi og ekstrem konservatisme, gennemsyret af autoritarisme og militarisme. Dette resonerede med utilfredsheden hos mange brasilianere i arbejderklassen.
Da han var ved magten, fortsatte hans regering politikken med at fryse de offentlige udgifter (en finanspolitisk regel skabt efter kuppet i 2016), hvilket begrænsede væksten i de føderale udgifter til det foregående års inflation.
Miljøbeskyttelse blev systematisk afviklet, idet regeringen åbent opmuntrede til landbeslaglæggelse og ejendomsspekulation samt ødelæggelsen af Amazonas-regnskoven, som han notorisk erklærede “åben for forretning”.
Bolsonaro promoverede privatiseringen af strategiske nationale aktiver og solgte omkring en tredjedel af de statsejede virksomheder, herunder Eletrobras, det største elselskab i Latinamerika, det tiendestørste i verden og det fjerdestørste rene energiselskab på planeten.
Den mest katastrofale arv fra hans regering var imidlertid dens håndtering af corona-pandemien. Gennem benægtelse, promovering af behandlinger uden videnskabeligt bevis og aktiv sabotage af vaccineindkøb holdes hans administration ansvarlig for over 700.000 brasilianeres død (et dødstal, der placerer ham blandt verdens værste ledere til at håndtere pandemien).
Bolsonaro blev efterfølgende idømt 27 års fængsel af Højesteret for at organisere et kupforsøg. Den grusomme ironi i dette øjeblik er, at selvom han blev straffet for at konspirere mod staten, er han aldrig blevet holdt ansvarlig for de mange tab af menneskeliv under pandemien, som han var ansvarlig for.
Denne korte opsummering viser den fare, vi står over for, når en venstreorienteret regering ikke formår at opfylde (eller i det mindste kæmpe for) arbejderklassens drømme og håb: Det åbner et vakuum, som den yderste højrefløj ivrigt udfylder, og når de først er ved magten, omgør de ikke bare små indrømmelser; de nedbryder dem systematisk, mens de udløser ødelæggende angreb på arbejderklassen.
Lula vandt i 2022
Det var en enorm lettelse for venstrefløjen og de progressive kræfter at se Lula vinde valget i 2022 og dermed besejre Jair Bolsonaro i en tæt anden valgrunde. Sejren var med en ekstraordinært snæver margin, 50,90 procent mod 49,10 procent, og landet forblev dybt splittet.
Under valgkampen brugte Lula igen den samme taktik med at love reel forandring, lovede at afslutte privatiseringen af statsejede virksomheder som Eletrobras, og appellerede endda til den folkelige stemning med politiske slogans om, at brasilianerne skulle vende tilbage til at “grille og drikke øl” under hans regering.
Da han kom til magten, blev de fleste af disse løfter dog ikke opfyldt. Der var dog vigtige forbedringer, såsom at skovrydningen i Amazonas faldt dramatisk med næsten 50 procent i 2023 sammenlignet med året før (og nåede sit laveste niveau i ni år), og antallet af brasilianere, der lider af sult, blev reduceret betydeligt.
Hvis Lula vinder, skal den radikale venstrefløj benytte denne mulighed til at vokse sig meget stærkere.
På den anden side implementerede regeringen en ny finanspolitisk ramme, der, selvom den var mindre rigid end Bolsonaros udgiftsloft, begrænsede den årlige reelle stigning i de fleste offentlige udgifter til et interval mellem 0,6 procent og 2,5 procent over inflationen. Denne begrænsning, kombineret med øgede obligatoriske omkostninger inden for sundhed og uddannelse, satte regeringen i en vanskelig økonomisk situation.
Som følge af pensionsreformen i 2019 reducerede nye bidragsregler adgangen for nogle arbejdstagere, og tusinder blev udelukket fra pensionsfonden på grund af en teknikalitet, der forhindrede ældre og mennesker med handicap i at få adgang til sociale ydelser.
Desuden nåede Brasiliens reelle rente et af de højeste niveauer i verden på 9,5 procent i 2025 – selv med inflationen under kontrol, hvilket kvæler investeringer og økonomisk vækst.
Ingen virksomheder blev nationaliseret. I stedet forfulgte regeringen adskillige offentlig-private partnerskaber: Langtidskontrakter på op til 30 år, der, selvom de ikke var direkte privatiseringer, i praksis placerede havne, motorveje, fængsler og endda floder (sidstnævnte heldigvis stoppet af modstand fra oprindelige folk) under privat forvaltning.
Regeringskoalitionen, der består af PT, kommunistpartiet PCdoB og syv andre partier, tilskriver denne politiske immobilit det mest konservative parlament i brasiliansk historie. Og de har ret: millioner af brasilianere stemmer på Lula som præsident, mens de vælger højreorienterede og endda højreekstreme medlemmer af Kongressen. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at størstedelen af befolkningen er trætte af at se deres levevilkår stagnere efter tre perioder med Lula og halvanden periode med Dilma.
Flávios skandaler
Efter denne historiske gennemgang bliver det klart, hvorfor brasilianerne er i samme knibe for tredje gang. Men denne gang er situationen gået ud over farce. Jair Bolsonaro sidder i fængsel, så modstanderen er hans søn, Flávio Bolsonaro, en mand, der mangler sin fars karisma, er en forfærdelig kommunikator og, vigtigst af alt, er involveret i en række skandaler.
Flávio Bolsonaro ejede en chokoladebutik i et storcenter, der genererede langt flere indtægter end forventet for sådan en forretning. Han bor i et palæ, hvis værdi langt overstiger hans selvangivelser og ville være umulig at købe med en politikers løn. Han er anklaget for at have underslået en del af lønningerne til sine kontoransatte. For nylig er han blevet sat i forbindelse med Daniel Vorcaro, bankmanden i centrum for den største finansskandale i brasiliansk historie, et bedrageri, der potentielt kan løbe op i 15 milliarder kroner.
Flávio har angiveligt bedt Vorcaro om 77 millioner kroner i forbindelse med produktionen af en film om sin fars liv, selvom efterforskere har mistanke om, at midlerne kan være blevet brugt til andre formål, herunder at opretholde sin brors livsstil i USA. Flávio har gentagne gange benægtet kontakt med Vorcaro, kun for at blive taget i løgn efter løgn, efterhånden som beviser dukkede op, herunder optagede samtaler, hvor han kærligt kaldte bankmanden for “bror”, mens han bad om penge.
Trods alt dette er Flávio ifølge de seneste meningsmålinger teknisk set lige med Lula i en potentiel anden runde (Lula med 46 procent mod Flávios 44 procent). For bare et par uger siden var Lulas føring en smule mere komfortabel på 47 procent mod 43 procent, men forskellen er altså blevet mindre.
Årsagen til Bolsonaros søns fremgang synes at være forankret i en kynisk, men effektiv fortælling: At hele den politiske klasse er ligeligt involveret i den samme skandale. Dette giver et argument for dem, der, selvom de er dybt forargede over Flávio Bolsonaros korruptionsniveau, finder en bekvem begrundelse for at sidestille Lula med de samme moralske fejl, hvilket skaber en falsk ækvivalens, der giver dem mulighed for at stemme på den kandidat, de foretrækker, mens de foregiver at have intet andet valg.
PT’s skandaler
I modsætning til sin sandsynlige modstander har Lula ikke været direkte involveret i nogen korruptionsskandale. Og i den nuværende Vorcaro-undersøgelse optræder hans navn ikke i nogen af bankmandens beskeder.
Mange af hans nærmeste allierede er dog dybt involveret. Senator Jacques Wagner, medlem af PT og regeringens leder i Kongressen, samt erklæret zionist, bliver efterforsket for angiveligt at have modtaget økonomiske fordele fra Vorcaro, herunder adgang til private jetfly, en lejlighed og andre frynsegoder.
Endnu mere bekymrende er sagen om højesteretsdommer Alexandre de Moraes, en nøglefigur i regeringens kamp mod den yderste højrefløj.
Moraes spillede en central rolle i domfældelsen af Jair Bolsonaro og andre deltagere i optøjerne den 8. januar (en rolle, der, omend vigtig, burde have været suppleret ved at mobilisere arbejderklassen og demokratiske organisationer til at konfrontere den neofascistiske trussel direkte). Men Vorcaro-skandalen har også nået hans dørtrin.
Hans kones advokatfirma underskrev en kontrakt til en værdi af 165 millioner kroner med Vorcaros bank Banco Master, og metadata fra kontrakten viser, at den blev redigeret af en bruger identificeret som “Minister Alexandre de Moraes”. Firmaet bekræftede, at Moraes blev konsulteret om kontrakten og redigerede den, men hævder, at dette blot var for at kontrollere for juridiske hindringer, og at han aldrig dømte nogen sag, der involverede banken.
Desuden udvekslede Vorcaro beskeder med Moraes, hvor bankmanden endda spørger, om han skal flygte fra landet.
Som svar på disse afsløringer har regeringen og PT-lederne forsøgt at afvise beskyldningerne som et komplot orkestreret af dommer André Mendonça (en højesteretsdommer udpeget af Bolsonaro, som også er involveret i Vorcaro-skandalen).
Lula har indtaget en forsigtig offentlig holdning. I en tv-transmitteret tale udtalte han vagt, at “sandheden tager tid, men den svigter aldrig”, hvilket hentydede til skandalen uden at nævne nogen, og sagde, at alle har ret til en retfærdig rettergang. Han argumenterede også for, at det ville være farligt for demokratiet at tillade sådanne historier at sprede sig uden ordentlig efterforskning, og insisterede på, at det føderale politi skal udføre sit arbejde uden pres udefra.
Modsætningen er imidlertid åbenlys: Hvordan kan det føderale politi efterforske frit, når dets generaldirektør er mål for mistanker i sagen, anklagemyndigheden er viklet ind i det samme spind, og nøglemedlemmer af højesteret selv er kompromitteret?
Brasilien er blevet et plutokrati
Den brasilianske republik er blevet et plutokrati, hvor magten udøves af og for de velhavende. Dette har været tilfældet siden kapitalismens begyndelse. Som Marx og Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest:
“Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der forvalter hele bourgeoisiklassens fælles affærer.”
Denne virkelighed bliver stadig tydeligere for arbejderklasser verden over, efterhånden som de er vidne til de skandaløse interaktioner mellem den ene procent (eller, i mere marxistisk terminologi, bourgeoisiet) og de politiske og retslige klasser.
Folk overalt anerkender, at demokrati, eller rettere sagt borgerligt demokrati, favoriserer kapitalistiske interesser frem for det store flertals interesser. Og i Brasilien har denne skandale nået sådanne proportioner, at den har potentiale til at blive brugt til at ødelægge netop de institutioner, der gavner den herskende klasse.
Historisk set havde Lenin og bolsjevikkerne taktisk deltaget i det russiske parlament Dumaen før Februarrevolutionen i 1917. Efter tsarismens fald og Kerenskijs katastrofale provisoriske regering erkendte Lenin imidlertid, at en ny historisk mulighed havde åbnet sig.
I sine aprilteser konkluderede Lenin, at det nu var et skridt tilbage at gå ind for en borgerlig parlamentarisk republik, og at bolsjevikkerne og sovjetterne i stedet burde afvise parlamentarisk demokrati og opbygge en ny form for folkedemokrati baseret på sovjetter af arbejder-, soldat- og bonderepræsentanter, en statsstruktur, der ville placere magten direkte i hænderne på arbejderklassen og dens revolutionære organisationer.
Det er vigtigt at bemærke, at jeg ikke har nogle vrangforestillinger om en revolution i Brasilien her og nu. Forholdene i Brasilien er langt fra modne til et sådant skridt. Det, jeg tager med mig fra dette historiske eksempel, er erkendelsen af, at når institutioner tydeligvis er rådne og falder fra hinanden, bør venstrefløjen udnytte denne kendsgerning til at fremme reel forandring.
Ved at anerkende dette kunne Lula for det første mobilisere store dele af arbejderklassen, som er trætte og vrede over diverse skandaler. For det andet, og vigtigst af alt, kunne han lede en bevægelse for at skabe en ny republik på et andet grundlag for retssystemet: Et system, der er mere demokratisk, hvor dommere ikke modtager lønninger, der er snesevis eller hundredvis gange højere end almindelige borgeres, hvor de vil blive straffet for at mødes og have tætte forbindelser til kapitalister og lobbyister, og frem for alt et system, hvor dommere vælges demokratisk for faste perioder, hvilket tvinger dem til at repræsentere arbejderklassen.
Som marxist ved jeg selvfølgelig, at dette ikke er et revolutionært skridt. Men under de nuværende forhold kunne en sådan reform lære arbejderklassen meget, forbedre betingelserne for klassekampen i Brasilien betydeligt og bringe den et skridt tættere på en systemisk overgang.
Trods alt det, der er blevet sagt, er det tydeligt, at Lula ikke vil foretage sig sådanne handlinger. Han har aldrig mobiliseret befolkningen til at tage politiske skridt i egen hånd, sådan som Hugo Chávez berømt gjorde i Venezuela.
I stedet har Lula allerede i praksis mødtes med den mest magtfulde højesteretsdommer, Gilmar Mendes (kendt for sine angreb på arbejdstagerrettigheder og sit kontroversielle årlige forum i Lissabon, hvor dommere mødes med lobbyister og forretningsmænd), for at styre situationen oppefra og ned.
Lula er sandsynligvis bange, ligesom mange på venstrefløjen, for at den yderste højrefløj, især nu med Trumps opbakning, vil gribe magten uden institutionernes støtte. Desuden mener højrefløjen, at det er for risikabelt at involvere befolkningen i sådanne sager, enten fordi de mener, at arbejderklassen er for svag, eller fordi det ikke ville være den “korrekte demokratiske” tilgang.
Trump støtter højrefløjen i Brasilien
På ét punkt har de bestemt ret: Trumps støtte til den yderste højrefløj er alarmerende stærk. USA’s regering udgav for nylig sin nationale sikkerhedsstrategi for 2025, som introducerer “Donroe-doktrinen”, et udtryk, der bruges til at beskrive en aggressiv opdatering af Monroe-doktrinen fra det 19. århundrede, der hævder USA’s dominans på den vestlige halvkugle.
Dette er blevet demonstreret i praksis ved kidnapningen af Venezuelas præsident Nicolás Maduro, den massive økonomiske støtte fra Javier Milei for at sikre, at hans allierede vandt Argentinas midtvejsvalg, og endda de økonomiske og politiske angreb rettet mod Grønland og Canada.
I Brasiliens tilfælde bliver situationen endnu mere alvorlig, når man ser på Flávio Bolsonaros taler. Bolsonaro har åbent udtalt, at hvis han bliver valgt, vil han uddybe de økonomiske og politiske bånd med USA, støtte Israel ubetinget og endda sælge “Pix” (det brasilianske system til øjeblikkelige betalinger udviklet af centralbanken, som er blevet utrolig populært blandt borgerne, men har gjort store tech-virksomheder vrede, da de har mistet et lukrativt marked for gebyrer for finansielle transaktioner) til amerikanske virksomheder.
Disse målsætninger vil være ødelæggende for de fleste brasilianere og for planeten som helhed, da skovrydningen i Amazonas sandsynligvis vil accelerere igen med katastrofale konsekvenser for det globale klima.
Derfor er Lulas valg afgørende, og venstrefløjen og de progressive kræfter skal arbejde hårdt for at få det til at ske. Lula hjælper dog bestemt ikke ved at forsøge at vinde ved at afpolitisere valgdebatten og forsøge at regere ved at styre et system, der allerede har fejlet. Dette er en enorm risiko, især da flere og flere brasilianere bliver trætte af den nuværende situation og enten vælger ikke at deltage eller beslutter sig for at stemme på den værste mulighed i det forfængelige håb om, at noget andet kan ske.
Jeg kan kun håbe, at et snævert flertal stadig forstår risiciene og stemmer for at holde neofascistiske kræfter ude af magten i endnu en periode. Men det er ikke nok: Hvis disse forhold fortsætter, vil brasilianerne om fire år befinde sig i samme knibe igen.
Den brasilianske venstrefløj, og dette gælder i lige grad for Danmark, må erkende, at systemet er ved at smuldre. Vores opgave er ikke at reparere det, men at rive det ned og bygge et nyt: Et ægte demokratisk, bæredygtigt system, der sætter arbejderklassens interesser over alle andre. Med andre ord, socialisme.
Hvis Lula vinder, skal den radikale venstrefløj benytte denne mulighed til at vokse sig meget stærkere og om fire år, når valg og andre kriser uundgåeligt kommer, skubbe kampen et skridt videre.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
