Kræver afinvestering
Videooptagelser fra 1. august viser, at politiet vælger at skyde flere gange på en person i Tingbjerg, som er på vej væk fra dem. Det er blot den seneste episode, hvor det danske politi viser hæmningsløs brutalitet og dyb foragt for de mennesker, som de påstår at beskytte.
Hver gang politiet begår vold, forsøger politiet og medierne at overføre skylden til de mennesker og lokalmiljøer, der udsættes for den.
Med tiden bliver det, der engang ville have udløst demokratisk oprør, til endnu en nyhed i den daglige nyhedsstrøm.
Længe før fakta er fastslået, før omstændighederne er undersøgt, og før en eventuel “uafhængig undersøgelse” har nået nogen som helst konklusioner, er en ny fortælling allerede i gang.
Opmærksomheden flyttes væk fra politiets handlinger og over på den person, der blev skudt, eller – som i tilfældet med skyderiet mod den unge mand i Tingbjerg – over på selve bydelen.
I dagene efter skudepisoden skiftede medierne hurtigt fokus væk fra selve skudepisoden til et politiseret narrativ om “optøjer” affødt af episoden, mistænkeliggørelse af offeret – de “kriminelle” lokale unge og det “dysfunktionelle” lokalmiljø.
I stedet for at spørge, om politiets magtanvendelse var berettiget – det er den aldrig! – problematiserede den offentlige debat boligområdet Tingbjerg i et pinligt forsøg på at retfærdiggøre politivolden.
Politiets ret til vold bliver indlejret i en moralsk ramme, der portrætterer den som forståelig, nødvendig og uundgåelig. Mediernes afdækning skaber denne ramme og flytter dermed ansvaret fra statens voldelige arm over på individer og kollektiver, der udsættes for den – endda på hele boligområder.
Tingbjerg og andre ghettoiserede områder har i årevis indtaget en særlig plads i den politiske diskurs. Tingbjerg blev opført i 1950-1960’erne som en del af velfærdsstatens almene boligbyggeri, oprindeligt tænkt som et selvforsynende arbejderkvarter; men gennem årene er området i stigende grad blevet racialiseret i den politiske diskurs.
Tingbjerg blev sat på “ghettolisten” i 2010 – en klassificering, der fulgte i kølvandet på årtier med moralsk panik over de såkaldte “indvandrerghettoer” og “parallelsamfund”.
Gennem statens “ghettolov” blev området underlagt ekstraordinære juridiske foranstaltninger, saneringsplaner, strategier for politikontrol og intensiveret overvågning, begrundet med påstanden om, at området er et billede på fejlslagen integration i stedet for årtier med socioøkonomisk marginalisering.
Som Jumana El Subaihi, bestyrelsesformand i fsb 1-50, Tingbjerg II, har påpeget, er saneringen i praksis gået ud over de konkrete rum, der bandt beboerne sammen – børnenes legepladser, de grønne gårdrum, de handicapvenlige rækkehuse – ryddet med den begrundelse, at “ingen brugte” dem, mens beboernes gentagne høringssvar og henvendelser systematisk er blevet overhørt.
Den samme oplevelse af at blive overvåget og mistænkeliggjort går igen i politiets tilstedeværelse: El Subaihi beskriver, hvordan unge, der sidder fredeligt ved bænkene i timevis uden at genere nogen, pludselig bliver visiteret og bedt om at vise ID — og at politiet ligefrem bruger Tingbjerg til at “øve sig”.
Skydningen kan ikke adskilles fra den genopblussede nationalistiske debat om boligområder, hvor personer “af dansk herkomst” udgør et numerisk mindretal.
Efter offentliggørelsen af nye tal fra Danmarks Statistik beskrev regeringspartierne områder med demografiske ændringer som en trussel mod den sociale sammenhængskraft, mens Dansk Folkeparti eksplicit har hentet dette som argument for deres remigrationsdagsorden.
I disse racistiske dagsordener fremstilles “indvandrere og deres efterkommere” som problemer i sig selv, og racialiserede boligkvarterer bliver ikke fællesskaber, der fortjener investering og demokratisk ansvarlighed, men områder, der skal forvaltes eller omformes gennem eksklusion.
Politiets brug af tjenestevåben kan derfor ikke forstås isoleret fra den politiske kontekst, hvori den fandt sted. Den udspillede sig i et politisk miljø, der systematisk har racialiseret bestemte boligkvarterer og deres beboere og fremstillet dem som befolkningsgrupper, der skal styres og kontrolleres – frem for borgere med ret til et frit liv.
Sådan fungerer institutionel racisme: Gennem kumulative virkninger af love, administrative kategorier, politipraksis, politisk retorik og mediefremstillinger, der gentagne gange definerer visse befolkningsgrupper som undtagelsesvise, problematiske og potentielt truende.
Vi forstår politivolden den 1. august som et skræmmende, men forventet led i forvaltningen af befolkningsgrupper, som man fra politisk side har placeret uden for de imaginære grænser for det nationale fællesskab.
Det handler om langt mere end den person, der blev skudt, og den politibetjent, der trykkede på aftrækkeren. Det handler om forholdet mellem alle samfundets borgere og statsmagten, for hver gang grænserne for acceptabel politivold udvides, så afføder det en stiltiende forandring af selve forståelsen af vores samfundsstruktur og sammenhængskraft.
Undtagelsen rykker således gradvist tættere på reglen. Historisk tages disse skridt aldrig pludseligt, men gradvist gennem subtile ændringer i, hvad samfundet er villigt til at tolerere. Politivolden bagatelliseres som et “isoleret tilfælde”, som en “ekstraordinær omstændighed” eller retfærdiggøres som et “nødvendigt indgreb”. Med tiden bliver det, der engang ville have udløst demokratisk oprør, til endnu en nyhed i den daglige nyhedsstrøm.
Vi anklager staten og dens væbnede arm for deres morderiske hensigter.
Vi anklager medierne for at skabe samtykke til volden.
Vi står i solidaritet med enhver, der overfaldes eller myrdes af politiet.
Vi står i solidaritet med de racialiserede fællesskaber og med mennesker, der udsættes for statslig vold.
Kilder
https://ekstrabladet.dk/krimi/article11247630.ece
Morgen, Bendsen og Kleis (2020) Tingbjerg – vision og virkelighed
https://www.information.dk/debat/2010/10/ghettoen-moralske-fjende
http://Integrationsbarometer.dk
https://www.socialdemokratiet.dk/det-vi-mener/indvandring
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
