Læserbrev
I 1961 blev Pablo Picasso (1881-1973) gift for anden gang med Jacqueline Roque (1927-1986). Hans første ægteskab var i 1918 med Olga Khoklova (1891-1955), som han forlod i 1935 men først blev skilt fra, da hun døde.
Samtidigt flyttede de nygifte fra ejendommen ”La Californie” ved Cannes til ”Notre-Dame-de-Vie” i det naturskønne Mougins nord for Cannes. Picasso ønskede på sine gamle dage at få mere ro til at arbejde og at skærme sig fra pressen og ubudne gæster, og modtog kun besøg af få udvalgte venner og bekendte.
På mange måder boede han i selvvalgt isolation og bevægede sig sjældent uden for Mougins. Hans kone fungerede som privatsekretær, organisator, husmor med videre.
Han besøgte kun Paris en enkelt gang i 1965 for at blive opereret, men blev væk da Paris by åbnede en stor udstilling i anledning af, at han blev 85 år i 1966. Det samme skete i 1971, da der var en udstilling på Louvre, som præsident Georges Pompidou åbnede.
Udeblivelserne skyldtes, at han i mange år var blevet boykottet af franske museer. Måske skyldes de også, at han tidligere havde fået afslag på at blive fransk statsborger på grund af sine politiske holdninger, og da man endelig i 1958 tilbød ham dette, sagde han nej tak og beholdt sit spanske statsborgerskab.
I de sidste 12 år af sit liv skabte Picasso over 3.000 værker – malerier, tegninger og grafik – hvilket svarer til næsten et om dagen. Han ændrede stil mange gange i sit liv, og det gjorde han også i den periode.
Som Herluf Bidstrup har udtrykt det, har han uhæmmet ”leget med de kunstneriske udtryksmidler[…] han bevarede hele livet barnesindets fabulerende fantasi.”
Mennesket var i centrum i hans arbejder og især kvinderne. Picasso lagde aldrig skjul på, at han var glad for kvinder, både som mand og kunstner. Erotiske værker fra den sene produktion var måske en kompensation for manglende evne til at dyrke sex.
Mens han levede, var der megen kritik af hans arbejder. En af hans tidligere beundrere gik så vidt, at han i juli 1973, efter Picassos død, skrev om dem, at ”de er usammenhængende kradserier lavet af en halvgammel hønisse i dødens forgemak”. Men holdningerne ændrede sig, da vi nåede frem til 80’erne.
Der er nu muligt på udstillingen ”Late Picasso” på Kunsten i Aalborg at se cirka 60 værker, malerier, grafik og keramik fra 1961-73. Det er den største udstilling (med Picasso i Danmark, red.) siden 1988, da Louisiana udstillede cirka 80 værker fra samme periode. Udstillingen er arrangeret i tæt samarbejde med Picassos barnebarn, Bernard Ruiz Picasso, som deltog i åbningen.
Det skal dog tilføjes, at Galerie Marya, Bredgade 37/4 (bemærk adressen (som engang var avisen Land og Folks, red.)) allerede i slutningen af 1962 viste en udstilling med hans grafiske tryk. I Land og Folk skrev Otto Gelsted om den, at det var ”legende og fabulerende linoleumssnit med op til otte farver.” De grafiske blade hører til højdepunktet i Picasos sidste fase og blev skabt i samarbejde med brødrene Lioro og Ala Crommelynck, der havde indrettet et grafisk værksted i et gammelt bageri i Mougins for at hjælpe ham, ligesom de havde gjort i Paris.
Kunsten, Aalborg: Late Picasso. Slutter 6. september.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
