Musik med formål
64 social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, husassistenter og ufaglærte fra fire plejehjem i Faaborg-Midtfyn Kommune vil, at politikerne ikke kun lytter, men gør noget for at skabe forandringer i ældreplejen. Både for de ansatte og de ældres skyld.
Det, vi skal sige, gør ondt at sige højt, men det er nødvendigt: Vi arbejder på plejehjem, men flere af os ønsker ikke, at hverken vores forældre eller vi selv skal bo på plejehjem en dag.
For på plejehjem oplever både de ældre og de ansatte svigt. Det har vi selv oplevet.
Vi har brug for reelle handlinger.
Vi er 64 social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, husassistenter og ufaglærte fra fire plejehjem, og vi skriver dette, fordi vi er desperate.
Vi går hjem med dårlig samvittighed og følelsen af ikke at have slået til hver eneste dag. Ikke fordi, vi ikke vil vores arbejde, men fordi vi ikke længere kan udføre det fagligt forsvarligt.
På et af vores plejehjem står hver aftenvagt med ansvaret for ni beboere. På et andet har to nattevagter ansvaret for 58 beboere. Samtidig bor der mennesker med svær demens, dobbeltdiagnoser og udadreagerende adfærd, som ofte kræver to medarbejdere ad gangen.
Alligevel bliver vi færre hænder. Og det går ud over de ældre.
Hvis bare én kollega melder sig syg, vælter hele vagten. Så løber vi mellem afdelingerne for at være der for alle, men det er umuligt.
Og det er svært, for vi ved, hvad der virker. Vi ved, at en urolig borger ofte falder til ro, hvis man sætter sig ned hos dem i 10 minutter. Vi ved, at relationer skaber tryghed.
Men tiden er der ikke. I stedet løber vi videre til den næste, der skal have medicin, hjælpes på toilettet eller tilbage i seng.
Vi oplever beboere, der går rundt og leder efter os på gangene, fordi vi er for få. Vi oplever demente, der kalder på deres mor, fordi de er bange og utrygge. Vi har ledt efter borgere, som er forsvundet fra afdelingen, og det har gjort, at vi går på arbejde med en reel frygt for, at nogen en dag går ud i frostvejret eller ender i søen.
Vi ved godt, at økonomien er presset, og vi ved godt, at vores ledere også er under pres. Men når der skal spares, rammer det igen og igen os på gulvet – og i sidste ende de ældre.
Men hvis vi ender med at forlade ældreplejen, er det ikke, fordi vi er ligeglade. Tværtimod, så er det, fordi vi ikke længere kan holde ud at svigte de ældre. Og at svigte os selv.
Vi føler ikke, at der bliver lyttet til de løsninger, vi kommer med. For vi har faktisk forslag.
Vi har bare brug for, at I, kære politikere, ikke kun lytter – men også gør noget. Vi har brug for reelle handlinger.
Vi har brug for flere kolleger – særligt i aften- og nattevagter, hvor presset er størst.
Vi har brug for større overlap mellem vagterne, så beboerne ikke bliver utrygge, og medarbejderne ikke begynder dagen med kaos.
Vi har brug for tid til relationer, omsorg og faglighed.
Tid til dokumentation uden overarbejde.
Tid til ordentlig oplæring af elever.
Tid og mulighed for efteruddannelse.
Vi har også brug for, at praktiske opgaver ikke bliver ved med at vokse, mens hænderne bliver færre.
Og vi har brug for, at vores erfaringer fra hverdagen bliver taget alvorligt, når beslutningerne bliver truffet.
Vi er desperate, og der er brug for forandring. Men vi arbejder her endnu, for vi elsker stadig vores fag.
Det er stadig det hele værd, når en beboer lyser op og siger: “Ej, er det dig i dag?”
Ingen af os blev social- og sundhedsmedarbejdere for at løbe fra mennesker. Vi blev det for at skabe tryghed, omsorg og værdighed.
Men værdighed kræver tid, og omsorg kræver hænder. Lige nu mangler vi begge dele.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
