Kommentar
Der er noget mærkeligt ved den måde, vi taler om menneskerettigheder på.
Vi omtaler dem som universelle, ukrænkelige og som principper, der gælder alle mennesker.
Men i praksis opfører vi os ofte, som om de også har en udenrigspolitisk nationalitet.
De gælder ubetinget, når overgreb begås af vores modstandere, men bliver pludselig mere komplicerede, når de begås af vores strategiske partnere.
Derfor er den 5. august 2019 ikke kun en dato i Kashmirs historie. Den er også en dato i Europas.
Den dag besluttede den indiske regering under Narendra Modi at ophæve Jammu & Kashmirs særlige forfatningsmæssige status.
Regionen blev samtidig sat under en hidtil uset nedlukning.
Kommunikation blev afbrudt, politiske ledere blev tilbageholdt, pressefriheden blev stærkt begrænset, og millioner af mennesker mistede fra den ene dag til den anden mulighed for frit at kommunikere med omverdenen.
Alligevel udløste begivenhederne ikke den internationale reaktion, som tilsvarende indgreb sandsynligvis ville have gjort andre steder. Ikke fordi omfanget var ubetydeligt, men fordi landet var Indien.
Det er værd at standse op ved. For hvis vores reaktion på et indgreb afhænger mere af, hvem der udfører det, end af hvad der bliver gjort, har vi allerede forladt princippet om universelle rettigheder. Så har vi erstattet det med geopolitik.
Kashmir er en kompleks konflikt med en lang og smertefuld historie. Der findes historiske, juridiske og sikkerhedspolitiske dimensioner, som fortjener en seriøs debat.
Dobbeltstandarder
Netop derfor bør Europas rolle ikke være at vælge en bestemt national fortælling, men at holde fast i de principper, som vi hævder gælder alle.
For principper er først principper, når de også gælder de lande, vi samarbejder med. Vi har de seneste år med rette understreget betydningen af folkeretten i Ukraine.
Vi har fordømt angreb på civile og insisteret på, at internationale regler ikke må tilsidesættes af stormagter.
Det er en nødvendig holdning. Men den bliver vanskeligere at forsvare, hvis verden oplever, at vores engagement afhænger af, hvilket flag der vajer over den stat, der kritiseres.
Kommunikation blev afbrudt, politiske ledere blev tilbageholdt, pressefriheden blev stærkt begrænset, og millioner af mennesker mistede fra den ene dag til den anden mulighed for frit at kommunikere med omverdenen.
Den dobbelte standard er ikke kun et moralsk problem; den er også et strategisk problem. Når Vesten beskyldes for hykleri, skyldes det ikke altid propaganda.
Nogle gange skyldes det vores egen inkonsekvens.
Dermed svækker vi vores vigtigste politiske aktiv: troværdigheden.
Det betyder ikke, at Kashmir er identisk med Ukraine, eller at alle konflikter skal behandles ens. Historien, folkeretten og de sikkerhedspolitiske forhold er forskellige.
Men det ændrer ikke ved det afgørende spørgsmål: Er vores principper universelle, eller er de situationsbestemte? Hvis svaret er det sidste, bør vi holde op med at kalde dem universelle.
Så er de blot politiske præferencer. Jeg har gennem årene mødt mange mennesker med rødder i Kashmir.
Usynlige
Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig, er ikke først og fremmest deres frustration over konflikten, men deres følelse af usynlighed.
At deres historie sjældent finder vej til de internationale forsider. At deres bekymringer sjældent bliver genstand for de store europæiske debatter.
At millioner af menneskers hverdag kan forandre sig dramatisk, uden at den internationale opmærksomhed følger med.
Man behøver ikke tage stilling til alle konfliktens historiske og politiske aspekter for at kunne insistere på ét enkelt princip: at menneskerettigheder ikke må afhænge af, hvem der krænker dem.
Det burde være den mindst kontroversielle påstand i et liberalt demokrati. Alligevel er den blevet en af de sværeste at efterleve.
Den 5. august 2019 handler derfor om mere end Kashmir.
Den handler om, hvorvidt Europa fortsat ønsker at være en normativ magt, eller om vi er blevet endnu en aktør, der pakker sine interesser ind i værdier. Det valg bliver ikke truffet i store taler eller højtidelige erklæringer.
Det bliver truffet i de øjeblikke, hvor det er politisk besværligt at holde fast i sine egne principper. Den 5. august 2019 var et af de øjeblikke. Og det var ikke Kashmir, der fejlede. Det var os.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
