Boganmeldelse
Forlaget Gutkind fortjener ros for, med udgivelsen af ”Mænd i solen”, at have trukket den palæstinensiske forfatter Ghassan Kanafani (1936-1972) frem i lyset. For det første fordi Kanafani hører til blandt vor tids store forfattere, og for det andet fordi de fem fortællinger, som bogen indeholder, ulykkeligvis er lige så aktuelle i dag, som da de blev skrevet i 1960’erne.
Kanafani blev født i det nordlige Palæstina, men da Israel blev oprettet i 1948, flygtede familien til Libanon og derefter til Syrien. Som dreng brugte han sin fritid til at tegne, skrive og læse, og det blev hans fremtid.
Efter at have undervist flygtningebørn et stykke tid gik han ind i journalistikken, og ved siden af skrev han romaner, skuespil, essays og artikler, alt sammen hvad man under et kan kalde modstandslitteratur.
I 1972 blev han sammen med en niece dræbt af en bilbombe, som den israelske efterretningstjeneste efterfølgende tog ansvar for at have anbragt.
Kanafani var selv en utrættelig modstandsmand, ikke med geværet, men med pennen.
Vi kan sole os lidt i forfatterens lys, idet hans kone, Anni, er dansker, og det er deres søn, der har oversat den første af fortællingerne.
Men lad os begynde med omslaget, der på en mørk baggrund viser tegningen af en skive af en vandmelon. Det kræver måske for nogle en forklaring: Efter Seksdageskrigen i 1967 blev det forbudt at bruge det palæstinensiske flag i Israel, og det blev derfor afløst af vandmelonskiven, der siden da med sine farver har symboliseret flaget.
Af de fem fortællinger har fire tidligere været udgivet på dansk, men er her nyoversat, mens én er oversat for første gang.
Titelfortællingen handler om tre mænd, der beslutter at rejse illegalt til Kuwait, hvor man kan tjene penge til familien derhjemme. Rejsen ender fatalt, sådan som den også i dag gør det for mange illegale flygtninge.
”Alt hvad I har tilbage” er et stilistisk lidt svært værk om to søskendes samhørighed og adskillelse, hvor tid og sted, og hvem der taler, glider over i hinanden.
”Tilbage til Haifa” foregår efter Seksdageskrigen. Et ægtepar, der i 1948 blev fordrevet fra byen, foretager en tur tilbage til den, hvad der resulterer i en gordisk knude, der ikke kan løses, men udløser en ny indsigt hos ægteparret.
Den sidste fortælling er en hyldest til den palæstinensiske kvinde og mor, her Umm Saad, der med stolthed fortæller om sine to sønner, der er gået ind i modstandskampen med alt, hvad det indebærer. Den ældste, der er blevet fængslet, citerer hun for at havde sagt: ”At være et ordentligt menneske vil sige at kæmpe”.
Netop den sætning er den gennemgående røde tråd i fortællingerne, der med fokus på det enkelte menneske med dets svagheder og styrke skildrer den palæstinensiske historie siden katastrofen (Nakba) i 1948, så tragedien samtidig bliver almenmenneskelig.
Kanafani var selv en utrættelig modstandsmand, ikke med geværet, men med pennen. Han var en stridsmand, men ikke stridbar. Selv har han udtrykt det således: ”Det er ikke nok at hade nogen og tro på fortiden. Lige så vigtigt er det at elske og begynde at se ind i fremtiden, hvis vi skal fuldføre vores frihedskamp”.
At den fremtid skulle blive så fjern, at situationen i dag er om muligt endnu mere dyster end i hans tid, kunne ingen vist have forestillet sig.
Ghassan Kanafani: Mænd i solen – og andre fortællinger fra Palæstina.
Oversat af Fayez Kanafani, June Dahy, Elisabeth Moestrup og Ulla Prien.
Gutkind. 282 sider. 250 kroner.
Bogen kan købes i blandt andet NV Bogcafé, Frederikssundsvej 82 i København, mandag til torsdag mellem klokken 11 og 16.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
