Læserbrev
Vi taler ofte om forældres ansvar, når børn mistrives. Men hvornår taler vi om systemets ansvar, når hjælpen kommer for sent?
Jeg er mor til fem børn.
I årevis kæmpede jeg med konsekvenserne af en opvækst præget af omsorgssvigt, senere voldelige relationer og alvorlige traumer. Jeg fortæller ikke dette for at få medlidenhed. Jeg fortæller det, fordi min historie rejser et spørgsmål, som langt flere familier burde stille: Hvad sker der, når mennesker beder om hjælp i årevis, men ikke får den støtte, fagfolk anbefaler?
Vi skal selvfølgelig beskytte børn. Men vi skal også turde tale om, hvordan vi bedst hjælper forældre, før familier bryder sammen.
Når børn mistrives, bliver fokus naturligt rettet mod forældrene. Det skal det også være. Forældre har et ansvar for deres børn.
Men et velfærdssamfund har også et ansvar.
Jeg bad om hjælp, længe før mine børn blev anbragt. Jeg fortalte om volden. Jeg fortalte om traumerne. Jeg fortalte om mine børns udfordringer. Jeg fortalte, at jeg var ved at knække.
Alligevel oplevede jeg igen og igen, at den hjælp, jeg blev anbefalet af fagpersoner, ikke blev bevilget.
I dag spørger jeg mig selv: Hvor mange gange skal et menneske række hånden op, før nogen lytter?
Et af de mest smertefulde eksempler handler om min søn.
Allerede i børnehaven oplevede jeg, at han var anderledes. Gennem hele hans opvækst blev der beskrevet udfordringer, som pegede i samme retning. Jeg kæmpede for at få ham undersøgt og udredt.
Først som 17-årig fik han diagnosen autisme. Ikke fordi tegnene pludselig opstod som teenager. Men fordi udredningen først kom dér.
Hvor meget frustration, konflikt og mistrivsel kunne være undgået, hvis hjælpen var kommet tidligere?
Hvor mange familier står i samme situation i dag?
Vi taler ofte om tidlig indsats som en af de vigtigste investeringer, vi kan lave for børn. Men tidlig indsats kræver, at nogen reagerer, når bekymringerne opstår. Ellers er det ikke tidlig indsats. Så er det brandslukning.
Gennem flere år klagede jeg over den støtte, jeg modtog. Jeg forklarede, at den ikke svarede til mine behov. Jeg henviste til faglige anbefalinger. Jeg bad om hjælp til at håndtere de traumer, som påvirkede min hverdag og min forælderevne.
Afslag fulgte afslag, mens tiden gik. Mens børnene voksede op. Mens belastningen steg.
Først efter flere klager og en alvorlig personlig krise blev der handlet. På det tidspunkt var konsekvenserne allerede enorme.
Jeg havde mistet troen på, at nogen ville hjælpe. Og det er måske det mest alvorlige ved hele problemstillingen. Ikke kun for mig, men for alle de mennesker, som langsomt mister håbet, fordi de igen og igen får at vide, at deres problemer ikke er alvorlige nok til den hjælp, de søger.
Vi skal selvfølgelig beskytte børn. Men vi skal også turde tale om, hvordan vi bedst hjælper forældre, før familier bryder sammen.
For når et menneske med traumer, ADHD, autisme eller psykisk sygdom kæmper for at få støtte i årevis, er det ikke kun den voksne, der betaler prisen. Det gør børnene også.
Derfor bør debatten om anbringelser handle om mere end skyld. Den bør handle om forebyggelse, om rettidig hjælp, om retssikkerhed, om hvorvidt vi som samfund faktisk lytter, når mennesker siger, at de er ved at knække.
For hjælp, der kommer flere år for sent, er ikke en succes. Det er et tegn på, at noget gik galt undervejs.
Hvis vi virkelig ønsker færre børn i mistrivsel, færre sammenbrudte familier og færre anbringelser, må vi begynde at investere langt mere i den hjælp, der gives, før krisen bliver uoprettelig.
Det skylder vi børnene. Og det skylder vi de familier, der stadig kæmper for at blive hørt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
