Baggrund
Et nyt land har sluttet sig til krigen mod USA og Israel, nemlig Irak. Selvfølgelig ikke officielt. Den irakiske stat har ikke erklæret krig over for nogen, ej heller har den signaleret direkte deltagelse i den konflikt, som Washington og Tel Aviv startede for en måned siden med deres feje angreb på Iran.
Hver eneste amerikansk base, der ødelægges eller lukkes, er et slag mod den imperialistiske tilstedeværelse i regionen. Det er endnu et skridt på vejen mod de arabiske og islamiske folks endelige befrielse.
Men den irakiske stat er ikke specielt relevant for formålet med denne artikel. Dette skyldes, at Irak ligesom Libanon i mere end et årti har oplevet en slags dobbeltmagt: Staten repræsenteret ved sine institutioner, som kontrolleres af de dominerende klasser, det nationale bourgeoisi, de store jordbesiddere samt bureaukraterne, der er allierede med USA; og på den anden side en ekstremt magtfuld, bevæbnet folkelig organisation: Folkets Mobiliseringsstyrker (FMS) (1).
Samtidig med at den irakiske hær brød sammen, spillede de shiitiske militser en afgørende rolle i modstanden mod den amerikanske besættelse og i Islamisk Stats nederlag for næsten ti år siden, på samme måde som Hizbollah var ansvarlig for at smide den israelske hær ud af Libanon i 2006. Og ligesom Hizbollah i Libanon vandt FMS en enorm autoritet som følge af den rolle, de spillede under den nationale befrielseskrig.
Til forskel fra Hizbollah udgør de en fælles front bestående af forskellige organisationer, men samtidig er de shiitter og repræsenterer således de mest undertrykte befolkningsgrupper i landet; de eksisterer takket være general Qassem Soleimanis koordinering og er i et vist omfang integrerede i det irakiske statsapparat: En del af dem er paramilitære grupper, der er underlagt de væbnede styrker, og deres politiske organer er repræsenteret i parlamentet og selv i ministerier.
Dette viser FMS’ernes styrke. Staten blev tvunget til at integrere dem i sin struktur for at kunne kontrollere dem. Men i virkeligheden er der sket det, at de er i gang med at vinde hjerter og sind i selve hæren takket være deres eksempel på selvopofrelse i kampen mod det irakiske folks og de arabiske og islamiske folks fjender: imperialismen og zionismen.
Siden starten på folkemordskrigen i Gaza og operationen ’Diluvio de Al-Aqsa’ (2) har FMS’ krigere gennemført en række militære aktioner mod mål i Israel og amerikanske militærbaser i Irak og Syrien. De amerikanske angreb på de irakiske militser – enten udefra, i strid med Iraks suverænitet, eller indefra, i strid med aftalerne med regeringen om troppernes tilstedeværelse – har skabt spændinger i forholdet mellem den irakiske stat og imperialismen.
Selv om de irakiske institutioner i første omgang frygtede at gå imod USA (for eksempel beordrede retsvæsenet anholdelse af de ansvarlige for angrebet på flybasen Ayn al-Assad i august 2024), tvang USA’s vedvarende manglende respekt for det irakiske folk og territorium myndighederne til at skifte holdning: Regering, parlament og hær begyndte at modsætte sig den amerikanske militære tilstedeværelse.
Snarere end et egentligt holdningsskift var de tvunget til at indtage denne position for ikke at miste endnu mere terræn over for FMS, som det irakiske folk betragter som den vigtigste bastion i kampen for national suverænitet. Hæren kunne for eksempel ikke forblive passiv, mens styrker under dens kommando gentagne gange blev angrebet af en fremmed magt – den samme, der invaderede, ødelagde og underlagde sig landet i mere end et årti.
Afvikling af den internationale koalition i Irak
I slutningen af 2024 vedtog den irakiske regering og det irakiske parlament således at afvikle den internationale koalition, som USA havde påtvunget landet under påskud af at bekæmpe Islamisk Stat. Tropperne forlod først den føderale enhed i januar 2026. Ligeledes udviste Irak FN’s bistandsmission, der blev oprettet i 2003 med det formål at omstrukturere landet til fordel for imperialistisk udnyttelse.
Ikke desto mindre opererer tropper fra USA og de europæiske imperialistiske lande fortsat på irakisk territorium – mindst 2500 i den autonome region Kurdistan – og krænker dermed Iraks integritet og suverænitet. Det forventes, at de trækker sig tilbage inden september, og premierminister Mohammed Shia al-Sudani (frem til 14. maj 2026 – han blev efterfulgt af Ali al-Zaidi, red.) har givet udtryk for, at de bør forlade landet endnu tidligere.
Hans argument er, at et Irak uden udenlandske tropper ville gøre det lettere at afvæbne modstandsgrupperne, som ikke længere ville have nogen grund til at forblive bevæbnede – en afbalanceret holdning, der dog afslører statsapparatets og den herskende klasses ubehag ved en bevæbnet befolkning, men som alligevel er mere moderat end den libanesiske regerings, idet denne forsøger at afvæbne Hizbollah med magt, samtidig med at den overgiver landets territorium til Israel. Sudani og hans regering har haft svært ved at kontrollere FMS, selv efter sidste års reform, der havde til formål at indskrænke deres autonomi.
Efter adskillige overtrædelser begået af de amerikanske væbnede styrker og tilsvarende gengældelsesaktioner fra FMS’ side gav de irakiske myndigheder – helt sikkert under enormt pres fra befolkningen – alle landets sikkerhedsstyrker, herunder FMS, tilladelse til at “handle i henhold til princippet om ret til gengældelse og selvforsvar” mod ethvert angreb på deres stillinger. Godkendelsen kom umiddelbart efter, at et amerikansk luftangreb dræbte 15 krigere, herunder ledere, i FMS’ hovedkvarter i Anbar-provinsen. Den Fælles Operationskommando gav direkte USA og Israel skylden.
Dette markerer et vendepunkt både for den irakiske væbnede modstandsbevægelse og for hele den regionale Modstandsakse. Den irakiske stat selv blev tvunget til at anerkende FMS’ autoritet, som nu har stort momentum. Samtidig med at de kan øge deres popularitet blandt masserne og blandt de lavere og mellemste (eller endda øvre) lag i statsbureaukratiet, forpligter de også den irakiske stat selv til at forsvare landet — hvilket indebærer et yderligere skridt mod en position, der er i opposition til USA og Israel.
Ifølge det proamerikanske medie Alhurra har kilder tæt på premierministeren oplyst, at han stod over for “internt pres” for at få pro-FMS-tilladelsen vedtaget, og at flertallet i det nationale sikkerhedsråd støttede den.
De mest reaktionære regimer blandt golfstaterne forstår situationen. Det jordanske monarki, som er imperialismens og zionismens vasal og fjende af Iran samt de arabiske og islamiske folk, opfordrede Bagdad til at følge den libanesiske marionetregerings eksempel og tage afstand fra modstandsbevægelsens handlinger. Denne opfordring vil ikke blive efterkommet. Det er allerede lidt for sent til det.
Modstandsaksen styrkes
Med FMS’ indtræden i den antiimperialistiske krig styrkes Modstandsaksen betydeligt. I 2022 havde FMS 230.000 medlemmer, og det tal er sandsynligvis steget markant. Ligeledes kan deres popularitet vokse endnu mere med denne opbakning fra den irakiske regering, og deres antal kan blive mangedoblet. Takket være iransk støtte omfatter deres arsenal kampvogne, missiler, morterer, raketter, droner og meget mere.
Den irakiske modstandsbevægelses indtræden i krigen opmuntrer også andre kræfter i regionen. Der er rapporter om, at den islamiske modstandsbevægelse i Jordan også skulle have angrebet en amerikansk base i begyndelsen af denne uge, hvilket er første gang, den har handlet siden krigens begyndelse. Houthi-bevægelsen har for sin del også officielt meddelt, at den gik ind i konflikten i sidste weekend.
Det, der er tilbage af den amerikanske tilstedeværelse i Irak, var allerede blevet angrebet af FMS, herunder Victory-basen i Bagdad og flybasen i Erbil i Kurdistan. Selv den amerikanske diplomatiske tilstedeværelse er under pres: På USA- og Israel-angrebets første dag, da de gjorde Khamenei og 160 iranske piger til martyrer, forsøgte en menneskemængde at storme Den Grønne Zone i Bagdad, hvor de vigtigste regeringsbygninger og de vestlige ambassader ligger. Dette område og Hotel Al-Rashid blev også ramt af droner. I Erbil blev mindst én fransk soldat dræbt og andre såret under en modstandsaktion mod invasorerne.
Nogle organisationer inden for FMS gennemførte også angreb mod amerikanske mål i de golfstater, der styres af regimer, der er marionetter for imperialismen. Gruppen Saraya Awliya al-Dam, der står bag en del af disse angreb, advarede om, at enhver yderligere udsendelse af amerikanske tropper til Mellemøsten “vil få os til at intensivere operationerne mod den amerikanske tilstedeværelse i hvilket som helst land”.
Takket være FMS-styrkerne var imperialismen nødt til at afslutte sin officielle besættelse af Irak efter år med ødelæggelse, der begyndte med invasionen i 2003. Takket være dem blev Islamisk Stat – som tjente de imperialistiske interesser i regionen – besejret for omkring ti år siden. Takket være dem påtvang den irakiske regering tilbagetrækningen af amerikanske og allierede tropper i slutningen af sidste år. Og nu, takket være dem, kan det være, at det, der er tilbage af den imperialistiske tilstedeværelse i Irak, må se sine dage talte.
Dette er en stor gave til det irakiske folk og alle folk i Mellemøsten, da hver eneste amerikansk base, der ødelægges eller lukkes, er et slag mod den imperialistiske tilstedeværelse i regionen – et slag mod undertrykkelsen af disse folk. Det er endnu et skridt på vejen mod de arabiske og islamiske folks endelige befrielse.
Noter
1) På andre sprog møder man andre forkortelser. I Danmark vil man let kunne møde den engelske: PMF (Popular Mobilization Forces).
2) Ordret: ’Al-Aqsa oversvømmelse’, som er et palæstinensisk navn for angrebet på Israel den 7. oktober 2023.
3) Mohammed Shia al-Sudani var premierminister frem til den 14. maj 2026 – han blev efterfulgt af Ali al-Zaidi.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, juni 2026. Artiklen er publiceret på diario-octubre.com den 3. april 2026 og oversat fra spansk af Flemming Larsen (støttet af DeepL).
Eduardo Vasco er brasiliansk journalist. Han har specialiseret sig i international politik og har blandt andet skrevet bogen ”Bloqueio: A guerra silenciosa contra Cuba” (Blokaden: Den tavse krig mod Cuba). Artikler af Vasco på engelsk kan findes på www.worldanalytics.press.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
