Baggrund
I en tid, hvor mistrivslen blandt børn og unge kræver mere end blot flere flotte ord, viser Trivselsalliancen for børn og unge en ny vej.
I denne artikel vil jeg beskrive, hvordan nødvendige velfærdsændringer kan skabes, ved at borgerne selv går i gang og handler sig frem til nye virkningsfulde løsninger.
Vi ønsker at koble viden om mistrivsel med pædagogiske og sociale praksisser, der skaber tryghed, deltagelse og handlekraft.
Jeg vil tage udgangspunkt i de nyskabelser, som Trivselsalliancens medlemmer er lykkedes med at realisere i løbet af tre år, og beskriver perspektiverne for de kommende år.
Mange årsager til mistrivsel hos børn og unge
I 2010’erne så vi de første tegn på en stigende mistrivsel hos børn og unge. Det skete ikke kun i Danmark, men i hele den vestlige verden. Og som noget nyt ramte mistrivslen også børn fra middelklassen, hvis familier sædvanligvis har større mulighed for at få opmærksomhed end de familier, der traditionelt og i årevis har været i mistrivsel.
Et af symptomerne på mistrivslen ses blandt andet i, at flere og flere børn ikke magter at gå i skole. I 2024-25 havde 21 procent af folkeskoleeleverne mere end 10 procent fravær. Omkring 25.000 elever havde et fravær på over 40 skoledage årligt, og for børn med neurodivergens(*) oplever knap halvdelen (46,7 procent) ufrivilligt fravær.
Skolerne har ikke ressourcer til at løse problemerne. Der mangler både kompetencer og økonomiske midler. Inklusionsloven fra 2022 og skolereformen fra 2014 har bidraget til at øge mistrivslen.
Det er dog ikke den eneste årsag. Mistrivslen er et såkaldt “vildt problem”, hvilket betyder, at årsagerne er komplekse og mangfoldige. Løsninger skal derfor også være komplekse og mangfoldige. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at fjerne skærmene eller forbyde børn adgang til SoMe, som vi hører nogle ministre antyde.
Center for Ungdomsforskning, DPU, VIVE og Rockwool Fonden er blot nogle af de forskningsinstitutioner, hvis viden Trivselsalliancen læner sig op ad for at forstå og kunne handle på kompleksiteten.
Sager der Samler som inspirator
I 2015 fik jeg problemet helt ind på livet, da et barnebarn på ni år ikke magtede at gå i skole, og jeg oplevede, hvordan mistrivsel gennem flere år påvirker en hel familie.
Da jeg havde kendskab til Sager der Samler (aarhusiansk forening og platform for selvorganiserede initiativer fra borgere, red.) der siden 2012 har været fødselshjælper for over 100 sager, var det naturligt, at jeg henvendte mig til en af initiativtagerne, Paul Natorp, for at få råd til, hvordan vi etablerede en SAG, der kunne bidrage til at mindske den stigende mistrivsel. Det førte til, at en mindre gruppe forældre/bedsteforældre, der alle havde børn/børnebørn, der mistrivedes, mødtes i efteråret 2022.
Gruppen fik mulighed for at mødes hos Sager der Samler og arbejdede ud fra organisationens tre dogmer:
1. Tag udgangspunkt i egen virkelighed
Vi starter hjemme hos os selv. Som aktive medborgere og hverdagsaktivister skaber vi forandring med udgangspunkt i vores egen livssituation. Hvis der er noget, som mangler i min verden, kan jeg være med til at skabe det – til gavn for mig selv og for andre.
For Trivselsalliancen var målet klart: Vi ønskede ikke, at andre familier skulle gennemgå den samme afmagt, som vi selv havde mærket på egen krop. Vi vidste, hvordan det føles at være fanget i en konstant venteposition præget af daglige bekymringer og en udmattende, kontinuerlig kamp med systemerne. En kamp, hvor man som forælder ikke blot står med fravær fra arbejdspladsen, men også risikerer at blive påført en uretfærdig følelse af skyld og skam.
2. Øjenhøjde
Vi gør ikke noget “for nogen” – vi gør noget med hinanden. Aktivt medborgerskab og hverdagsaktivisme handler ikke om målgrupper, og vi har ikke noget for på hinandens vegne. Gensidighed og øjenhøjde er forudsætningen for at danne et fællesskab, der kan skabe en forandring.
Initiativtagerne tog udgangspunkt i egne virkeligheder og fandt sammen med andre forældre og pårørende, der var i lignende situationer. Initiativtagerne var samstemte om at handle sig til nye tiltag, der kunne fremme børn og unges trivsel.
3. Frihed
Vi starter med at handle der, hvor vi ikke skal spørge om lov og ikke bede om penge. Her ligger handlekraften og friheden. Vi styrker vores ansvar og autoritet som politiske aktører i samfundet. Derfor skaber vi løsninger, hvor vi har størst indflydelse – gennem vores egen hverdag.
Der ligger enorm magt og frihed i bare at kunne gå i gang. Da mange af initiativtagerne havde erfaringer med, at børn og unge ventede urimeligt længe (op til flere år!) på at få hjælp, var første handling at lave en åben og gratis forældrerådgivning, hvor forældre kan få hjælp, så snart den første bekymring opstår.
I Trivselsalliancen er vi af den opfattelse, at det ikke er muligt for en offentlig myndighed at etablere en alliance bestående af forældre, børn, NGO’ere og faglige organisationer, der samtidig kan få nye ideer og hurtigt gennemføre disse.
Visionen som rettesnor
Efteråret 2022 gik med at få vision/formål og den første strategi på plads.
Den overordnede vision for Trivselsalliancen formulerede vi således:
”Foreningens formål er at arbejde for et samfund, hvor børn og unge trives, og med muligheden for at barnet, den unge eller familien får den nødvendige hjælp, når der opleves mistrivsel. Vi vil gøre det ved at skabe en folkebevægelse, der involverer borgere, virksomheder, civilsamfund, organisationer, politikere, eksperter og ISÆR BØRN OG UNGE OG DERES FAMILIER.”
Skal vi lykkes med at forbedre trivslen, skal alle de organisationer, der på forskellig vis arbejder for børn og unge, samarbejde på tværs, og et af Trivselsalliancens mål er at samle alle disse organisationer om den fælles sag.
I Trivselsalliancens strategi valgte vi at arbejde på to måder:
1) Vi skaber ALLIANCER ved at samle de faglige organisationer, hvis medlemmer arbejder med børn og unge, og de NGO’ere, der har fokus på netop børn og unge. Opgaven for Trivselsalliancen var at samle de mange forskellige organisationer om den fælles interesse, som er at nedbringe den stigende mistrivsel. Hvis organisationerne står sammen, er chancen for at opnå lydhørhed større.
2) AKTIVISME. Stifterne oplevede, at der var mange flere ord end forslag til handlinger i den eksisterende mistrivselsdebat. Derfor ville Trivselsalliancen vise vejen ved at sætte forsøg i gang, da børnene og de unge ikke kan vente. I samarbejde med børn, unge og forældre ville vi gennemføre hurtige forsøg. Virkede de efter hensigten, kunne vi skalere. Fungerede ideerne ikke i virkelighedens verden, blev de droppet med det samme.
Hvordan kan civilsamfundet bidrage?
Det er vigtigt for Trivselsalliancens stiftelsesgruppe, at vi ikke betragter os som frivillige i gængs forstand. Det betyder, at vi ikke løser de opgaver, som det offentlige gerne vil overlade til mennesker, der byder sig til. I stedet omtaler vi os som hverdagsaktivister. Vi er ikke aktivister på den måde, at vi lænker os fast til hegnet på Rådhuspladsen og nægter at gå, før problemet er løst. I stedet består vores aktivisme i, at vi selv går i gang med at demonstrere, hvordan problemerne kan løses. Trivselsalliancens medlemmer er således frivillige innovationsaktivister.
Vi hører med mellemrum fra (fag)politikere, at Trivselsalliancen tror, at vi kan “privatisere sig ud af problemerne”. Vi ville ønske, at den offentlige sektor kunne løse problemerne uden brug fra civilsamfundet, men da vi i vores dialog med ledere og politikere er blevet klar over, at de store fagbureaukratier ikke magter innovationsopgaven, har vi for børnene og familiernes skyld kastet os ud i opgaven.
Vores håb er, at den offentlige sektor vil lade sig inspirere af vores løsninger, da det aldrig bliver Trivselsalliancens opgave at skalere og implementere løsningerne. Det er imidlertid en større udfordring at oversætte nye løsninger, der er udviklet af civilsamfundet, til en driftsorganisation. Og dén udfordring mangler vi stadig svar på.
Vi gik bare i gang
Trivselsalliancens første initiativ var at etablere en rådgivning for nybekymrede forældre. Hvad nu hvis forældre fik hurtig hjælp i stedet for at skulle vente i flere år? Ja, så viste det sig, at pædagogiske fif fra en rådgiver til både forældre og fagprofessionelle havde en så god effekt, at mange problemer ikke behøvede at udvikle sig til mistrivsel.
Den åbne og anonyme forældrerådgivning drives af frivillige og har åben alle hverdage. Ingen forløb er ens, da familiernes problemstillinger er forskellige. Til gengæld følges alle familier, indtil de selv siger, at de er klar til selv at gå videre.
Da vi havde kendskab til mange børn, der ikke kunne gå i skole og ofte i årevis havde været overladt til sig selv – måske med en forælder på tabt arbejdsfortjeneste – var ufrivilligt skolefravær den næste opgave, vi kastede os over. Mange af de kommunale tilbud havde fokus på at få børn tilbage i skole hurtigst muligt, men da børnene i den grad havde slået sig på det kommunale system, var vi af den overbevisning, at disse tilbud til familier ikke kan stå alene. Nye tiltag er nødvendige.
Derfor opfandt vi Klub Fristedet
Klub Fristedet er et trygt, frivilligdrevet fællesskab for børn i mistrivsel, herunder langvarigt skolefravær. Børnene har mulighed for at mødes hver dag, hvor de øver sig i at “komme ud i verden igen”. Tirsdag og torsdag findes der et onlinefællesskab, så de børn, der ikke er i stand til at deltage fysisk, også tilbydes et fællesskab med andre i lignende situation. Der er ingen krav om deltagelse, ingen registrering af fravær, og ingen fokus på hvornår barnet skal tilbage i skole.
Omkring 80 familier er tilknyttet Fristedet, og efter sommerferien 2025 begyndte ti børn igen i skole.
Klub Fristedet findes nu også i Aalborg og Jammerbugt, samtidig med at vi får henvendelser fra forældre i mange andre kommuner, der er interesserede i at etablere deres eget lokale fristed.
Friskolen Vildskud
I dag forventes det ofte, at barnet tilpasser sig folkeskolens eksisterende rammer. Men for mange børn med særlige behov bliver denne forventning en belastning: De “slår sig” på de moderne skolemiljøer, der mange steder er blevet så store og uoverskuelige, at bare det at være til stede i disse rammer bliver overvældende og en belastning.
Da vi erkendte, at kommunen ikke var indstillet på at etablere et alternativ, der kunne rumme børnene, stod valget mellem at kæmpe videre i folkeskolen eller barnets trivsel. Valget var ikke svært for den enkelte familie, og det førte til, at en gruppe forældre etablerede Friskolen Vildskud. Her er det rammerne, der retter sig ind efter barnets behov, og ikke omvendt.
Ensomme, sårbare unge vil gerne ind i et fællesskab
I 2024 var 44.600 unge mellem 15 og 24 år uden uddannelse og beskæftigelse. Tallet har været stabilt i mange år, men siden 2023 er der set en svag stigning på trods af mange målsætninger om det modsatte.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråds undersøgelse om unge uden arbejde og uddannelse (5. november 2025) konkluderes det, at vi som samfund har mange chancer for at hjælpe de unge, men at der skal nye tilgange til, hvis vi skal lykkes.
Der er allerede en del tilbud til den beskrevne målgruppe, men da de unge kun sjældent benytter tilbuddene, gennemførte Trivselsalliancen i 2024 en interviewundersøgelse med repræsentanter fra målgruppen. Hovedspørgsmålet var: “Hvordan kan frivillige og offentlige tilbud bygge bro til unge i svær ensomhed?” Flere af de unge gav udtryk for, at de aldrig tidligere var blevet spurgt om, hvad de havde behov for, ej heller om de havde gavn af de eksisterende tilbud.
Mange unge fortalte, at de oplevede barrierer mellem dem selv og det system, der skulle hjælpe dem videre, idet de sagde, at de “havde slået sig” på det offentlige hjælpesystem. De unge gav udtryk for, at tilbuddene i nogle tilfælde forværrede deres mistrivsel, i og med de sjældent oplevede, at medarbejderne lyttede til deres behov og ønsker.
For at et fællesskab skal give mening for de unge, pegede interviewpersonerne samstemmende på tre afgørende faktorer – de tre T’er, tilgængelighed, tillid og tryghed, hvis de skal kunne bruge tilbuddet.
Tilgængelighed handler i denne sammenhæng om mere end blot de fysiske døre. Der er behov for nærhed, tydelig information og en aktiv indsats for at støtte den unge ind i fællesskabet. Samtidig opbygges tilliden gennem kontinuitet og nærvær, hvor de unge oplever, at de kan regne med medarbejderne, mens trygheden opstår, når den unge møder forudsigelighed og en oprigtig relation.
De unge er samtidig en gruppe med en høj grad af selvbevidsthed og selvfortællinger, som bindes op på sårbarhed og negative erfaringer med socialt samvær, som skaber usikkerhed og barrierer for at indgå i nye sammenhænge. Der skal skabes nærhed, både geografisk og socialt. Hvis et tilbud ligger langt væk, har uklare informationer eller kræver for mange ressourcer af den unge, bliver det uoverskueligt. Derimod øges oplevelsen af tilgængelighed, når tilbuddet aktivt følger op, tager kontakt og støtter den unge med at træde ind i fællesskabet.
Viden omsættes til handling
I forbindelse med undersøgelsen er det lykkedes Trivselsalliancen at få kontakt med en kerne af unge fra målgruppen, der har mod på at arbejde med at finde nye løsninger. På den måde bliver de unge medskabere af nye ideer, der kan omsættes til handlinger. De unge bidrager således som erfaringseksperter.
I ungeprojektgruppen arbejder vi derfor med at etablere ungepaneler, hvis mål er, at unge på kanten af samfundet får en stemme i den offentlige debat. Mange unge oplever at slå sig på det offentlige system, hvilket forværrer den unges situation. Der lyttes ikke nok til de unges behov for trædesten i retning af bedre trivsel. Ligeledes er der behov for et mere fleksibelt uddannelsessystem og arbejdsmarked.
På samme måde som vi med Klub Fristedet etablerede en øvebane, der fører til, at børn får lyst til at gå i skole igen, forestiller vi os, at vi sammen med de unge gennemfører forsøg, der kan give dem mod til at indgå i andre former for fællesskaber.
Mobilisering af forældre
Når forældre kontakter Trivselsalliancen, tegner der sig ofte et tydeligt mønster af, at de lever i en hverdag, hvor de oplever at stå uden for indflydelse, uden handlemuligheder og uden adgang til den nødvendige hjælp. Denne vedvarende oplevelse af afmagt har vidtrækkende konsekvenser for hele familien. Det resulterer ofte i en negativ spiral med daglige bekymringer, stressreaktioner, isolation og økonomiske udfordringer, alt imens forældrene gradvist mister fodfæstet på arbejdsmarkedet, og børnenes får det tiltagende dårligere.
På den baggrund valgte Trivselsalliancen at samle forældre/familier for dels at bidrage til, at de får en magtfuld stemme i debatten, dels at iværksætte relevante initiativer og i det hele taget hjælpe familier ud af den oplevelse af afmagt, de er blevet bragt i.
Fra afmagtsforskningen på Aarhus Universitet ved vi, at man kan minimere afmagten på forskellig vis:
- Når man deler afmagtsfortællinger i grupper, er man med til at skabe håb.
- Fællesskaber gør, at afmagten kan overvindes.
- Afmagt kan også aktivere og blive til en ressource.
De familier, Trivselsalliancen er i kontakt med, fortæller, at de i årevis har været i krig med “systemet”. En krig, hvor de gang på gang oplever, at deres ønsker om hjælp både ignoreres og bagatelliseres med udsagn om, at “de bare skal tage sig sammen”.
I begyndelsen af marts 2026 afholdt vi det første forældrepanel, hvor ti forældre mødtes for at skabe fundamentet for en kommende mobilisering. Det forberedende arbejde fortsætter frem til sommerferien 2026. Herefter er vi klar til for alvor at starte arbejdet i en større sammenhæng. Der er foreløbig to spor i projektet:
- Hvordan bliver forældre til børn i mistrivsel en magtfuld stemme i debatten? En stemme der lyttes til?
- Hvilke tilbud skal Trivselsalliancen udvikle til pressede forældre?
Trivselsalliancen er i kontakt med to forskere, der arbejder med forældres oplevelse af afmagt. Deres arbejde vil blive inddraget i projektet, og vi vil inddrage deres viden i kommende temamøder.
Hvad har vi lært?
Trivselsalliancens arbejde med børn og unges trivsel tager afsæt i en grundlæggende forståelse af, at mistrivsel ikke kan reduceres til individuelle problemer, men må ses i sammenhæng med relationer, systemer og livsbetingelser. På tværs af vores projekter arbejder vi strategisk med at udvikle nye måder at møde børn, unge og familier på – med større lydhørhed, ligeværd og faglig dybde. Vi insisterer på, at vejen til trivsel går gennem forståelse, fællesskab og reel inddragelse, og at løsninger skal skabes ligeværdigt sammen med dem, det handler om.
Vi arbejder ud fra en tilgang, hvor mistrivsel ses som meningsfulde reaktioner på belastninger i liv, relationer og systemer – og ikke som individuelle problemer og diagnoser. Vi ønsker at koble viden om mistrivsel med pædagogiske og sociale praksisser, der skaber tryghed, deltagelse og handlekraft.
Med udgangspunkt i nogle af Trivselsalliancens dogmer er vi blevet klogere på følgende:
Det er handling, der gi’r forvandling. Ved ikke at vente på at andre løser problemet, skaber borgere nye løsninger, der inspirerer andre til at gå i gang. Måske lykkes vi i sidste ende med, at borgere kan være en innovationsmotor for de dele af den offentlige sektor, der står over for at skulle løse komplekse problemer. De store fagbureaukratier er gode til mange ting, men innovation er ikke en af dem.
Samskabelse mellem system og borgere hyldes af langt de fleste organisationer, men det sker sjældent i praksis. Borgere inddrages på skrømt. Mange af de børn, unge og familier, Trivselsalliancen er i kontakt med, er aldrig blevet spurgt om, hvad de kunne have brug for. Hvorfor ikke? Fagbureaukratier ved ofte bedst, og derfor er det ikke nødvendigt at spørge. Desuden er det ofte sådan, at hvis borgerens ønsker ikke findes i servicekataloget, så er det bare ærgerligt.
Man trives bedre som aktør end som offer. Mange forældre føler sig fanget i systemets snævre ramme og oplever, at de er i “krig med systemet”. Det kan de færreste holde til i årevis, og flere oplever, at familien falder fra hinanden, når forældre giver op. I Trivselsalliancens forældrepanel bliver forældre aktivister. De oplever, at handlemulighederne giver både glæde og mere energi.
Sammenfatning og perspektivering
Centralt i vores strategiske tilgang står følgende temaer:
Afmagt som afsæt for forandring
Vi tager afsæt i de erfaringer af afmagt, som mange børn, unge og forældre står i – og arbejder med at omdanne afmagt til handlekraft gennem fællesskaber, videndeling og organisering.
Inddragelse og samskabelse i øjenhøjde
Børn, unge og forældre skal ikke blot høres, men være medskabere af løsninger. Vi udvikler formater, hvor deres erfaringer og perspektiver får reel betydning.
Fællesskaber som vej til trivsel
Vi styrker inkluderende fællesskaber – både sociale og kulturelle – som modvirker isolation og skaber nye muligheder for deltagelse og tilhør.
Fleksible og meningsfulde veje i uddannelse og arbejdsliv
Vi arbejder for systemer, der kan rumme forskellighed og skabe reelle trivselsfokuserede trædesten for unge, der befinder sig på kanten af uddannelse og beskæftigelse.
Helhedsorienteret støtte til familier
Trivsel for børn hænger tæt sammen med familiens situation. Derfor arbejder vi med at styrke forældrene og skabe tilbud, der adresserer hele familiens livsvilkår.
Trygge og bevidste digitale liv
Vi udvikler indsatser, der understøtter digital dannelse, trivsel og tryghed i børn og unges onlinefællesskaber – i tæt samspil med deres nære voksne, idet den tillidsfulde relation er central.
Perspektiver
I Trivselsalliancen har vi fundet metoder til at minimere mistrivsel for børn, unge og familier. Og det vil vi blive ved med. Vi arbejder på at mobilisere alle, der er ramt af den stigende mistrivsel, og vi vil gøre det ved at handle os frem til metoder, der har effekt – og altid i samarbejde med dem, det handler om.
Vores vision er en landsdækkende tilstedeværelse, hvor lokale Trivselsalliancer kan skabe forandringer tæt på – og sammen med – borgerne.
Drømmer du om at være med, så tag kontakt med os via hjemmesiden www.trivselsalliancen.dk
Redaktionel note
*Neurodivergens (eller neurodiversitet) er en samlebetegnelse for, at menneskers hjerner fungerer forskelligt. Det dækker over neurologiske forskelle, hvor sanseindtryk, adfærd og tankemønstre afviger fra den gængse “normale” (neurotypiske) hjerne.(redaktionen)
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, juni 2026.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
