Baggrund
I oktober 2011 blev Libyens leder Muammar Gaddafi dræbt med aktiv støtte fra NATO-styrker. Drabet på ham begrundes typisk med hans tilknytning til global terrorisme, med historier om, hvordan han holdt det libyske folk fanget, og endelig med refrænet om, at “Gaddafi dræber sit folk”.
Disse negativt ladede adjektiver, der beskriver Gaddafis adfærd og personlighed, var en tendens, lige siden han tog magten i 1969.
Begivenhederne i Libyen i 2011 viser Vestens tilgang, når det gælder om at sikre markeder for deres transnationale selskaber.
Mainstreammedierne benytter sig af gentagelsesstrategier, når de skal forme den offentlige opinion om en person, der er i opposition til vestlige interesser. Derfor gav pressen kun få oplysninger om nationaliseringen af olie- og gassektoren tilbage i 1970. Heller ikke oplysninger om Gaddafis fordrivelse af amerikanske og britiske militære installationer fyldte meget i medierne.
Man kan dog formode, at det udgør grundlaget for de vestlige magters fjendtlighed over for Gaddafi under hans 42-årige styre i Libyen.
- Folketinget vedtog den 19. marts 2011 enstemmigt B89 “ om et dansk militært bidrag til en international militær indsats i Libyen”.
- Også Enhedslisten stemte for, efter at partiets hovedbestyrelse dagen før havde vedtaget en udtalelse, hvor Enhedslisten støtter den FN-sanktionerede NATO-intervention for at beskytte den libyske civilbefolkning, hvis en række forudsætninger er opfyldt. Beslutningen skabte stort røre i og omkring Enhedslisten.
- Danmark støttede således klart NATO’s intervention i Libyen og var faktisk et af de lande, der forholdsmæssigt leverede flest bombetogter i forhold til landets størrelse. Danske F-16 kampfly gennemførte op mod 600 missioner og kastede 900 bomber ned over Libyen.
- I 2024 afslørede Altinget sammen med The Guardian og Airways, at danske kampfly også dræbte civile. “Forsvaret har i årevis hemmeligholdt en række rapporter, der ifølge eksperter med al sandsynlighed viser, at danske kampfly dræbte op mod 14 civile i Libyen tilbage i 2011,” skrev Altinget 25. januar 2024.
- Arbejderen har dækket Libyens situation omfattende. Læs mere på: arkiv.arbejderen.dk/tags/libyen
Fjendebillede Gaddafi
De amerikanske præsidenter synes at have konkurreret om, hvem der kunne komme med den værste beskrivelse af den libyske præsident:
Præsident Bush beskrev ham som en “egomaniker, der ville udløse tredje verdenskrig for at skabe overskrifter”. Præsident Carter omtalte Gaddafi som et “undermenneske”. Præsident Gerald Ford sagde, at Gaddafi var en “tyran” og en “kræftsvulst”, og præsident Nixon omtalte Gaddafi som en “ørkenrotte” og “en international lovløs”.
Præsident Reagan var besat af Gaddafi. For ham var han samfundets fjende nummer ét. Selv om Gaddafi langt fra var en fundamentalistisk islamisk leder, blev han stemplet som sådan af Reagan, der altid omtalte ham som “Mellemøstens gale hund”.
Da NATO intervenerede i Libyen den 31. marts 2011 under sloganet Operation Unified Protector, blev interventionen kaldt humanitær a la den, der havde fundet sted 20 år tidligere i Irak. Det billede, som medierne havde tegnet af Muammar Gaddafi gennem de sidste 40 år, var ikke uden virkning. Der var ingen offentlige protester, da han blev dræbt den 20. oktober samme år nær byen Sirte. Tværtimod lykønskede vestlige ledere hinanden med resultatet.
Men nu, 15 år senere, er landet stadig i kaos og splittet.
Som det fremgår af denne artikel, er det let at vende offentligheden mod en fjende af den neoliberale ideologi, der påvirker dagligdagen for befolkningerne i vestlige lande og andre steder. Dette sker dagligt, når pressen bruger negativt ladede ord til at beskrive den fjende, der er målet, for eksempel ved at identificere terrorgrupper.
Den offentlige opinion var gentagne gange blevet fortalt, at Gaddafi ikke kun var en terrorist, men at han også finansierede terrorisme og var parat til at lemlæste og dræbe i vestlige hovedstæder. Størstedelen af befolkningen i vestlige lande var uvidende om Gaddafis bedrifter med at omdanne Libyen til en socialstat baseret på principper om lighed og folkelig deltagelse i landets regeringsførelse.
Gaddafi konfronterede Vesten
Vestlige nationer, anført af USA, vil bruge alle nødvendige midler for at bevare deres dominans og kontrol over afrikanske lande, så længe det tjener deres interesser. Afrika skal forblive åbent for investeringer fra vestlige virksomheder for enhver pris. Så Vesten kunne ikke tillade, at Gaddafi forsøgte at danne en samlet front af afrikanske ledere mod neoliberale interesser.
Siden USA i 2007 oprettede sin regionale militære kommando for Afrika, kaldet AFRICOM, blev der gjort adskillige forsøg på at finde et afrikansk land, der var villigt til at huse dette nye amerikanske militære kommandocenter. Gaddafi advarede imidlertid afrikanske ledere mod AFRICOM, da dets mål stod i modsætning til Afrikas afkoloniserings- og selvstændighedsbestræbelser.
Det demokratikoncept, som Gaddafi praktiserede i Libyen, og de initiativer, han iværksatte for at forbedre sit folks velfærd, nyder ingen anerkendelse. Men jeg vil påstå, at Gaddafi implementerede en mere ægte form for folkelig deltagelse i Libyens regeringsførelse end den, der praktiseres i de vestlige liberale demokratier. Hans forståelse af “god regeringsførelse” indebar ikke blot et rituelt valg hvert fjerde eller femte år. I stedet involverede Gaddafi befolkningen gennem lokale komitéer.
Præsentationen i denne artikel bygger i vid udstrækning på kildemateriale, fremlagt af den canadiske forsker Maximilian C. Forte (1). Han baserede sine observationer på hemmelige dokumenter fra den amerikanske regering, som blev afsløret af WikiLeaks og Hillary Clintons e-mails.
Disse informationer viser, at forberedelserne til det, der kom til at hedde “det libyske arabiske forår”, sandsynligvis begyndte flere år før, det faktisk brød ud i Tunesien. CIA og den franske efterretningstjeneste havde ydet støtte til oprørske jihadistiske grupper, der var imod Gaddafi, allerede før begivenhederne i 2011.
Frankrigs beskidte rolle
Den franske præsident Sarkozy var særligt motiveret for at fjerne Gaddafi, da han udgjorde en personlig trussel mod ham. For Sarkozy skulle op til præsidentvalget i 2007 have modtaget ulovlige midler til sin præsidentkampagne fra Libyen (2). Sarkozy vidste, at hans skæbne ville have været beseglet, hvis Gaddafi var blevet i live.
Det er derfor ganske plausibelt, at han gav grønt lys til, at en agent fra den franske efterretningstjeneste, forklædt som oprører, dræbte Gaddafi i oktober 2011. Det er usandsynligt, at et aktivt medlem af den franske efterretningstjeneste ville henrette en udenlandsk, legitim regeringsleder uden godkendelse fra højeste niveau.
Sarkozy havde imidlertid ikke kun personlige grunde til at bringe Gaddafi til tavshed. Han var også motiveret til at eliminere ham på grund af Gaddafis mål om at etablere et afrikansk monetært system, der blev kontrolleret og drevet af afrikanere og støttet af den libyske nationalbanks finansministerium.
Hvis dette blev gennemført, ville det betyde den såkaldte CFA-francs undergang og dermed enden på det franske finansministeriums kontrol over økonomierne i Vest- og Centralafrika.
Gratis sundhed, lighed og uddannelse
De adjektiver, som Vesten bruger til at beskrive Gaddafis personlighed, står i skarp kontrast til de resultater, han opnåede for det libyske folks velfærd.
Det, Gaddafi forsøgte at opbygge i Libyen, svarer til det, der generelt betegnes som en velfærdsstat, der sikrer en levefod, anstændig sundhedspleje, offentlige arbejder, investeringer i skoler, børnepasning, boliger til fattige og en række andre vigtige sociale ressourcer.
Men de vestlige magter bryder sig ikke om at efterlade beviser på succeshistorier fra stater, der anvender regulering og andre former for styring end markedsdrevne.
Siden han tog magten i 1969, udviklede Gaddafi Libyen til en slags velfærdsstat baseret på princippet om lighed. Ligestilling mellem kønnene var således en betydelig landvinding under Gaddafis styre. Mens han var ved magten, gik flere kvinder på universitetet og havde betydeligt flere beskæftigelsesmuligheder end i andre arabiske lande.
Hans Revolutionære Kommandoråd (RCC) indledte en proces med at afsætte midler til uddannelse, sundhedspleje og boliger til alle. Offentlig uddannelse i landet blev gratis, og grundskoleundervisning var obligatorisk for begge køn.
FN-anerkendte fremgange
Data fra FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) viser, at landet klarede sig godt med hensyn til voksenalfabetisering. Alfabetiseringen steg til 95 procent for mænd og 78 procent for kvinder.
Sundhedspleje blev gjort tilgængelig gratis. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har peget på, at alle libyske borgere nød godt af gratis sundhedstjenester under Gaddafi. Mellem 1969 og 2010 steg den forventede levetid fra 51 år til 74 år. Nygifte par fik et rentefrit lån, så de kunne stifte familie sammen. Den gennemsnitlige indkomst steg til at blive den femtehøjeste i Afrika.
Hans mest betydningsfulde infrastrukturprojekt, den store menneskeskabte flod, forvandlede tørre regioner til Libyens kornkammer. Dette projekt, der kostede 33 milliarder dollars, blev finansieret rentefrit og uden udenlandsk gæld gennem Libyens statslige bank. Projektet sikrede 75 procent af libyerne adgang til vand.
Et andet demokratikoncept
Hans politiske tanker var domineret af en vision om en verden, hvor folket havde direkte indflydelse på deres dagligdag – ikke via valg af repræsentanter, men via direkte deltagelse i folkekomitéer. Dette system med direkte folkelig deltagelse minder om det schweiziske kantonsystem.
Folkekomitéerne begyndte at fungere i 1970. I 1973 praktiserede mere end 2000 sådanne komitéer konceptet med direkte demokrati. Idéen var at skabe en ny politisk struktur bestående af folkekongresser, som blev samlet i Den Generelle Folkekongres.
Den regeringsstruktur, som Gaddafi etablerede, strider mod den traditionelle opfattelse af en diktator, som de fleste vestlige ledere betegnede ham som.
Frihed fra kolonialisme og imperialistisk dominans
Lige fra Gaddafi blev Libyens leder i 1969, var hans tænkning præget af overbevisningen om, at de vestlige magter havde for stor kontrol på globalt plan, og at deres dominans kun kom en lille elite til gode. Han mente, at de vestlige magter kun var interesserede i at udnytte Afrikas naturressourcer og havde ringe interesse i disse nationers suveræne udvikling.
Fra starten modsatte hans Revolutionære Kommandoråd sig alle former for kolonialisme og imperialisme.
Med disse antiimperialistiske synspunkter blev han en af de største trusler mod de markedsdrevne kræfter i den neoliberale ideologi.
Først i slutningen af 1990’erne opgav han sine bestræbelser på at forene de arabiske stater. Han indså, at de fleste arabiske ledere havde solgt deres sjæl på bekostning af deres folks værdighed.
Gaddafi så Vesten som bestående af koloniale og imperialistiske magter, der definerede frihed ud fra transnationale selskabers perspektiv.
Dette verdenssyn fik ham til at støtte frihedsbevægelser overalt i verden, hvor libysk støtte kunne gøre en forskel i form af at lette de restriktioner, der var pålagt som følge af vestlig kolonialisme. Han kom således til at støtte ikke kun den palæstinensiske sag, men også den baskiske separatistbevægelse ETA mod den spanske regering og IRA mod den britiske regering. Han støttede den antiamerikanske regering i Nicaragua og andre regeringer i Sydamerika, der kæmpede for uafhængighed fra amerikansk indblanding.
Alt dette fik USA og dets vestlige allierede til at klassificere Libyen som en stat, der støttede terrorisme.
Bombningen af Tripoli i 1986, beordret af præsident Reagan, gjorde Gaddafi meget bitter, hovedsageligt fordi hans datter blev dræbt i angrebet. Han flyttede nu sin kamp mod amerikansk imperialisme til USA, hvor han ydede økonomisk støtte til sorte organisationer, der kæmpede for lige rettigheder. Han var en stærk tilhænger af ANC’s kamp for frihed fra den hvide apartheidregering.
Udfordring af CFA-francen
Gaddafi opgav at forene de arabiske lande om den palæstinensiske sag og rettede derefter sin opmærksomhed mod Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU). Han var overbevist om, at OAU skulle modstå Vestens økonomiske og kulturelle dominans.
Den holdning øgede kun Vestens had mod Libyen under Gaddafi. Siden hans tale til OAU i juli 1999 i Algier blev han opfattet som en hindring for vestlige virksomheders frihed og en trussel mod deres fortsatte adgang til afrikanske markeder og udnyttelsen af kontinentets naturressourcer.
Gaddafi gav OAU nyt liv og banede vejen for oprettelsen af Den Afrikanske Union i 2002. Gaddafi udnyttede effektivt Libyens olie- og gasindtægter til at bidrage til udviklingsinitiativer i mange lande syd for Sahara og foreslog at bruge Libyens rigdom som sikkerhed for oprettelsen af et afrikansk monetært system, der var uafhængigt af vestlige banker og IMF.
På denne måde blev han en udfordring for den franske regering, som havde skabt CFA-franc-zonen, da de franske kolonier i Afrika blev uafhængige. Truslen mod det franske monetære system skulle vise sig at blive det sidste søm i hans kiste.
Med menneskeret som påskud
Vestlige regeringer havde imidlertid svært ved selv at finde de nødvendige begrundelser for at fjerne Gaddafi. De havde brug for støtte fra organisationer, som i offentligheden blev opfattet som neutrale og trofaste forsvarere af menneskerettighederne.
På kort tid blev der lanceret en historie om, at Gaddafi havde til hensigt at dræbe sit folk. Den primære kilde til denne opdigtede information var The Libyan League for Human Rights, der var knyttet til The International Federation for Human Rights.
Den 21. februar 2011 iværksatte generalsekretæren for The Libyan League for Human Rights en underskriftsindsamling i samarbejde med UN Watch (3). Allerede kort efter, i marts 2011, beskrev Human Rights Watch, hvad organisationen betragtede som “en samordnet kampagne, hvor tusindvis af mænd er blevet drevet fra deres hjem i det østlige Libyen og slået eller arresteret”.
Udsagnene fra menneskerettighedsorganisationerne vejede tungt på FN og dets Sikkerhedsråd, da det skulle træffe beslutning om en resolution, der kunne forhindre Gaddafis formodede blodbad på sit folk.
Inddragelsen af menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International og Human Rights Watch, viser de indbyrdes forbundne relationer mellem disse nonprofitmenneskerettighedsorganisationer og den amerikanske regerings interesser.
Sensationelt nok kunne den amerikanske forsvarsminister Robert Gates og hans højtstående militærofficerer imidlertid ikke bekræfte presseforlydender om Gaddafis folkemordslignende adfærd eller oplysningerne om Gaddafis massakre på civile, sådan som de blev rapporteret af menneskerettighedsgrupper.
Denne mangel på bekræftelse står i skarp kontrast til udtalelser fra præsident Obama, der i en tv-tale til det amerikanske folk udtrykte sin frygt for en regional katastrofe på grund af konsekvenserne af Gaddafis massakre på sit folk.
Udgangen blev, at FN’s Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der havde til formål at håndhæve en flyveforbudszone for at beskytte libyske civile. Rusland og Kina undlod at stemme. FN’s Sikkerhedsråds resolution og de efterfølgende humanitære interventioner fra NATO var baseret på ren spekulation.
En længe forberedt intervention – og regimeskifte
Lige siden Gaddafi kom til magten, havde især USA haft overvejelser over, hvordan han kunne fjernes.
Henry Kissinger henviser således til, at der kort efter magtovertagelsen i 1969 blev holdt møder om muligheden for at fjerne ham. Årsagen var på det tidspunkt Gaddafis radikale arabiske nationalisme og hans indgriben over for USA’s og Saudi-Arabiens kontrol med OPEC’s politik. Lige siden Gaddafi overtog magten i Libyen, havde vestlige virksomheder været yderst bekymrede for at genvinde adgangen til olie- og gasmarkedet.
I oktober 2004 satte den amerikanske lobbyorganisation National Foreign Trade Council, som også rummer selskaberne Bechtel, Chevron og Halliburton, ind for at erobre 20 lande i Mellemøsten og Nordafrika, herunder Libyen. Målet var at udvikle et frihandelsområde i Mellemøsten. Men delvis på grund af modstand fra Gaddafi måtte man begrænse omfanget til bilaterale handelsaftaler med udvalgte lande.
Da det arabiske forår brød ud i Libyen i 2011, var Frankrig og dets NATO-allierede hurtige til at gribe chancen. Historien blev hurtigt domineret af, at Gaddafis hær havde vendt sig mod sit folk. I begyndelsen af 2011 vedtog FN’s Sikkerhedsråd to resolutioner: resolution 1970 og resolution 1973. Deres erklærede formål var at beskytte civilbefolkningen.
Frankrig, med støtte fra Storbritannien og USA samt flere NATO-lande, brugte imidlertid resolutionen til at gennemføre et regimeskifte, forklædt som en humanitær intervention for at redde civile – selv om ikke engang de amerikanske efterretningstjenester altså havde været i stand til at bekræfte rygterne om, at Gaddafi havde til hensigt at myrde sit folk.
Oppositionsgrupper i Libyen var allerede blevet trænet på forkant, hovedsageligt koordineret af The National Endowment for Democracy og The International Republican Institute. Sammen fandt de frem til utilfredse individer og grupper, der kunne spille en rolle i et regimeskifte i Libyen og overtage administrationen, når regimeskiftet var gennemført.
Parallelt hermed leverede Qatar, med støtte fra Frankrig, Storbritannien og USA, militær træning til fremtidige oprørere i Egypten ved grænsen til Libyen.
På baggrund af Sikkerhedsrådets resolution nummer 1973 mobiliserede Vesten NATO, som på det tidspunkt blev ledet af generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, den tidligere danske statsminister, der var ivrig efter at bevare og styrke sit venskab med den amerikanske præsident, George W. Bush.
Under hans ledelse stoppede Operation Unified Protector ikke bombningen af Libyen, før Gaddafi den 20. oktober 2011 blev myrdet.
Selv om der ikke kan være megen tvivl om Gaddafis panafrikanske visioner og håb for kontinentet, gjorde Den Afrikanske Union kun beskedne forsøg på at stoppe NATO’s aggression mod et suverænt medlemsland.
Den Afrikanske Union gjorde kun ringe modstand mod FN’s Sikkerhedsråds resolution 1973. Årsagen hertil er sandsynligvis indflydelsen fra Jean Ping, formand for Den Afrikanske Unions Kommission og tidligere udenrigsminister i Gabon. Dette centralafrikanske land var primært domineret af Frankrig og er den dag i dag en af de få tidligere kolonier, der stadig har et kontingent af fransk militærpersonale.
Fra håb om et befriet Afrika til regional kaos
NATO’s bombekampagne blev indstillet kun to dage efter drabet på Gaddafi, hvorefter hele verden ventede på, at der nu skulle indføres en form for vestligt demokrati. Men siden 2012 har Libyen været et splittet land med stammebander og jihadistiske grupper, der strejfer rundt i landet. Siden 2022 har det formelt været styret af to regeringer, hvoraf den ene er anerkendt af FN.
En bestemt begivenhed er et sigende eksempel på NATO’s “humanitære interventioners” umenneskelighed: destruktionen af Libyens vandinfrastruktur. NATO-styrkerne ødelagde ikke kun installationerne, men også to fabrikker, der producerede rør til vedligeholdelse af systemet.
Denne begivenhed var i alvorlig modstrid med FN’s Sikkerhedsråds resolution, som kun godkendte beskyttelse af civilbefolkningen. Operation Unified Protector overskred det mandat, der var fastsat i FN’s Sikkerhedsråds resolution, som ikke omfattede regimeskifte.
Kritikere har længe stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor en voldelig intervention var nødvendig i Libyen. Hillary Clintons nyligt offentliggjorte e-mails bekræfter, at det i mindre grad handlede om at beskytte befolkningen mod en diktator end om penge, bankvæsen og forhindring af afrikansk økonomisk suverænitet. NATO’s voldelige intervention handlede ikke primært om befolkningens sikkerhed. Den handlede om sikkerheden for den globale banksektor, penge og olie.
I en af Hillary Clintons 3000 e-mails, dateret 2. april 2011, står der blandt andet:
“Gaddafis regering besidder 143 tons guld og en tilsvarende mængde sølv. Dette guld blev akkumuleret før det nuværende oprør og var beregnet til at blive brugt til at etablere en panafrikansk valuta baseret på den libyske gulddinar. Denne plan var udtænkt for at give de fransktalende afrikanske lande et alternativ til den franske franc (CFA).”
WikiLeaks-filerne og Hillary Clintons e-mails er det stærkeste og mest pålidelige bevis på amerikanske og vestlige bestræbelser på at fjerne Gaddafi, ikke for at beskytte civilbefolkningen, men for at sikre de vestlige banksystemers sikkerhed.
Et årti senere var omkring en halv million libyere internt fordrevet ud af en befolkning på seks millioner, og mere end en million var flygtet til udlandet. Militære depoter faldt i hænderne på våbenhandlere, der brugte byttet til at bevæbne terrorgrupper i nabolandene, såsom Burkina Faso, Mali og Niger, og dermed skabe regional ustabilitet.
Der er håb forude
Den dagsorden, der blev holdt skjult for langt størstedelen af verdens befolkning vedrørende NATO’s “humanitære” intervention, gik ud på at sikre, at Afrika forbliver splittet, så vestlige transnationale selskaber fortsat har adgang til dets ressourcer. I den henseende sejrede NATO-magterne. Afrikanerne tabte! De vil fortsat være underlagt de vestlige magters udnyttende kræfter i mange år fremover. Oprettelsen af et forenet, uafhængigt Afrika, herunder en fælles valuta, er sat på pause.
Begivenhederne i Libyen i 2011 viser Vestens tilgang, når det gælder om at sikre markeder for deres transnationale selskaber. Men der er en modsætning mellem de vestlige magters retorik og virkeligheden på stedet. Vesten hævder, at interventioner har til formål at indføre ordninger, der vil føre til bedre levevilkår. Og neoliberalismen proklamerer, at kapitalisme og demokrati er synonyme, og tilslører dermed den betydelige ulighed, der eksisterer i lande, der domineres af markedskræfterne.
Befolkningerne i både Vesten og Afrika er stærkt påvirket af medierne, som kontrolleres af en håndfuld globale virksomheder, der styrer nyheder, sociale medier og filmindustrien. Deres programmer præsenteres under en demokratisk paraply med fortællinger, der er krydret med fine ord om menneskerettigheder, hvilket gør det vanskeligt at kritisere dem.
Den gode nyhed er, at der er håb forude. Et stigende antal afrikanere, især unge afrikanere, ønsker ikke længere den type demokrati, som de vestlige nationer tilbyder. Dette var vi vidne til ved præsidentvalget i Senegal i begyndelsen af 2024. Det erkendes i stigende grad, at vestligt demokrati indebærer accept af værdier, der er forbundet med den neoliberale ideologi med deraf følgende forarmelse og ydmygelse af det afrikanske folk.
Følgende citat fra en artikel i New Left Review opsummerer perfekt de underliggende værdier i Vestens strategi for at sikre økonomisk vækst på sine egne territorier på bekostning af andre kulturer:
“Europa herskede over verden i århundreder og påtvang sin orden med misogynt patriarkat, slaveri og racisme, vilkårlig kolonialisme, religiøs intolerance, undertrykkelse af tankefrihed og ødelæggelse af miljøet i den økonomiske udbytnings tjeneste.”
Afrika venter spændt på en leder, der vil være i stand til at forene kontinentet til gavn for dem, der kalder det deres hjem.
Noter:
1. Maximilian C. Forte: Slouching Towards Sirte. NATO’s War on Libya and Africa, Baraka Books, Montreal. 2012.
2. Siden er Sarkozy i september 2025 blevet kendt skyldig i “ulovlig finansiering” af præsidentkampagnen og dømt til fem års fængsel. Dommen er appelleret.
3. UN Watch er en international NGO (ikke-statslig organisation), der overvåger og kritiserer FN’s arbejde. Ifølge organisationen selv er formålet at holde FN ansvarlig over for FN-pagtens principper, fremme menneskerettigheder og bekæmpe racisme, antisemitisme og det, de ser som anti-israelsk bias i FN-systemet.
Artiklen, som har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, juni 2026, er oversat fra engelsk og lettere forkortet. Den kan i fuld længde og med alle noter læses her.
Arbejderen har dækket Libyens situation omfattende. Læs mere på: arkiv.arbejderen.dk/tags/libyen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
