Reportage
Mens verden fokuserer sin opmærksomhed på andre konflikter, er Cuba blevet scenen for en hidtil uset kommunikationsoffensiv. Bemærk, vi taler ikke om en invasion i stil med det sidste århundrede; denne fjendtlighed er mere subtil og måske af den grund mere farlig. Det er en krig designet til at forme opfattelser, så tvivl og fabrikere en virkelighed.
Tre teknikker anvendes grundlæggende med kirurgisk præcision mod øen: Rammesætning, dagsordenssætning og psykologisk manipulering (gaslighting) med det formål at forurene verdensopinionen, men også – og dette er nøglen – forsøge at bryde det cubanske folks modstand indefra.
Lad os sætte dette i kontekst. I slutningen af januar 2026 udstedte USA’s regering en bekendtgørelse, der erklærede Cuba for en “usædvanlig og ekstraordinær trussel”.
Ingen manipulationskampagne kan besejre Cuba, dets historie eller dets folk.
På denne baggrund blev der mellem 1. og 15. februar iværksat en voldsom digital kampagne rettet mod Cuba; fyldt med opfordringer til vold og civil ulydighed. Ifølge Cubadebate Media Observatory (der arbejder med at følge og kommentere på sociale medier i Cuba, red.) genererede operationen en del støj, men skabte ikke reel mobilisering i landet.
Lad os derfor analysere, hvordan disse tre teknikker fungerer. George Lakoffs framing-teori lærer os, at den, der definerer rammen, vinder debatten. I den nuværende offensiv mod Cuba er denne framing klar og afspejler en bevidst strategi.
Internationalt er Trumps bekendtgørelse ikke blot en administrativ foranstaltning. Den er i sig selv en større framing-operation. Ved at betegne Cuba som en “usædvanlig og ekstraordinær trussel” og ved at forbinde Cuba med Hamas, Hizbollah, Kina og Rusland aktiverer den en allerede eksisterende mental ramme i den vestlige forestillingsevne: “ondskabens akse”, “terrortruslen” og “geopolitisk fare”.
Som The Black Alliance for Peace rammende påpeger, afspejler denne retorik “de dehumaniserende fortællinger, der bruges mod Venezuela og Iran”. Og den har et meget specifikt formål: “at vinde samtykke til aggression ved at præsentere Cuba som en ondsindet aktør”.
Rammesætningen fungerer; den beskæftiger sig ikke med de konkrete fakta, den engagerer sig ikke i debat om Cubas uafhængige udenrigspolitik eller landets internationalistiske solidaritet. Nej. Hvad den gør, er at omplacere alt inden for en større, letfordøjelig fortælling om “krigen mod terror” og “inddæmningen af Kina”.
Indenrigspolitisk i Cuba søger denne rammesætning at udbrede ideen om, at løsningen på økonomiske og sociale problemer ikke ligger i kollektiv indsats og modstand, men i voldelig brud, i udenlandsk intervention for at opnå “regimeskifte.”
Den cubanske virkelighed beskrives som en blindgyde, hvorfra den eneste flugt er gennem kollaps, og benægter dermed de mange former for daglig modstand, principperne, de revolutionære institutioner og den samfundsorganisation, der holder nationen i live.
At beslutte hvad man skal tale om
McCombs og Shaws (medieforskere ved University of North Carolina, red.) dagsordensættende teori minder os om, at medierne ikke fortæller os, hvad vi skal tænke, men snarere hvad vi skal tænke over. Indtil videre i 2026 har vi set en tydelig indsats for at påtvinge en dagsorden, der fokuserer debatten på kollaps, vold og kaos.
En rapport fra Cubadebate Observatory dokumenterer, hvordan de analyserede kampagner søger at skabe en følelse i Cuba af et forestående kollaps. Strategien er klassisk: Insisterende at gentage, at “Cuba brænder”, at “folket rejser sig”, at “enden er nær”.
Og samtidigt lykkes det internationale medier og sociale netværk – ved at sprede og forstærke disse budskaber – at gøre den globale offentlige dagsorden om Cuba til en fortælling præget af ustabilitet, krise og forestående social eksplosion.
Men – og her er et afgørende punkt – konkluderer rapporten selv: På trods af støjen omsatte ingen af disse opfordringer til handling sig til reel mobilisering i landet.
Kløften mellem mediedagsordenen og den materielle virkelighed er afslørende. Dette viser, at denne teknik til mobilisering ikke fungerer. Men bemærk: Den kan godt forgifte den offentlige mening.
Faktisk taler Observatoriet om en “mediefeedback-loop”, der fungerer sådan her: Informationer, som er nemme at tilbagevise, spredes. De skal være provokerende nok til, at myndigheder og medier forholder sig til dem og reproducerer dem – dermed får de forvrængede informationer legitimitet og algoritmisk rækkevidde.
På den måde bliver en marginal publikation, der er skabt i en digital hule, et offentligt anliggende. Dagsordenen forvrænges. Vi ender med at tale om det, de vil have os til at tale om, ikke hvad der virkelig sker.
At få cubanere til at tvivle på deres egen virkelighed
Vi er kommet til den mest lumske af de tre: gaslighting. Dette fungerer ikke på overfladen, men på et dybt psykologisk niveau. Dets mål er ikke at overbevise. Det er at få offeret til at tvivle på dets egne opfattelser.
I den nuværende cubanske kontekst manifesterer denne manipulation sig på subtile, men ødelæggende måder. Fordi moderne kognitiv krigsførelse ikke altid sigter mod at fremprovokere en øjeblikkelig eksplosion, dens mål er mere grundlæggende: At så tvivl. At fremkalde kollektiv angst.
At gøde jorden for fortællinger, der senere legitimerer diplomatisk pres eller eksterne interventioner. Denne “erosion af tillid” er essensen af gaslighting.
Cubaneren, der står over for reelle økonomiske vanskeligheder, en konsekvens af den økonomiske krig mod Cuba, bliver samtidig bombarderet med beskeder, der fortæller ham: “Din regering lyver for dig.” “Revolutionen er mislykkedes.” “Alt er værre, end du tror.” Han begynder at undre sig: “Er det, jeg oplever, ikke virkeligt? Skjuler de sandheden for mig?”
Denne mekanisme for kollektiv manipulation fungerer således ved at benægte legitimiteten af de fælles oplevelser. Folk får i bund og grund at vide, at det, de føler og oplever, ikke er sandt, at de tager fejl, at de burde tænke anderledes.
Platons hulelignelse (om at mennesker både kan ledes og vildledes, red.) får en tragisk og håbefuld dimension her. Manipulatorerne ønsker, at cubanerne skal fortsætte med at se på de skygger, som manipulatorerne projicerer på væggen: Skygger af vold, kaos og fortvivlelse.
Men virkeligheden – virkeligheden i nabolagene, virkeligheden i lokalsamfundene, virkeligheden af den daglige modstand – forbliver uden for hulen, oplyst af solen. Ingen manipulationskampagne kan besejre Cuba, dets historie eller dets folk.
Forfatter: Raúl Antonio Capote | informacion@granmai.cu – 30. marts 2026
Kilder: Cubadebate, The Black Alliance for Peace.
Oversat af Sven-Erik Simonsen fra originalen i Granma
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
