Udtalelse
Venezuelanere i nyhederne: Om morgenen den 26. marts 2026 samledes to menneskemængder uden for den føderale domstol i Manhattan, hvor præsident Nicolás Maduro og førstedame Cilia Flores sad og ventede på deres retssag, der skulle begynde klokken 11 samme dag.
På den ene side stod en gruppe demonstranter samlet bag et stort gult banner med teksten “Frigiv præsident Maduro og Cilia Flores”. På den anden side, adskilt af en metalbarriere, stod en mindre gruppe, hovedsageligt bestående af venezuelanere, der heppede på anklagemyndigheden.
Næsten hele pressen befandt sig på den side, der var imod Maduro: Omkring det tidspunkt, hvor retssagen skulle begynde, og i de to timer op til, var der omtrent én journalist for hvert medlem af oppositionen fra medier som CNN, AP News, The Guardian og BBC.
“Jeg spekulerer på, hvor mange af de mennesker [der støtter Maduro], der rent faktisk er engageret i denne sag på lang sigt”, sagde The Guardians reporter til mig, efter at jeg tilfældigt havde spurgt, hvem hun rapporterede for, og om hun havde talt med begge sider.
Da jeg nævnte, at jeg var vendt tilbage fra 3,5 måneder i Venezuela dagen før, og at jeg var i Venezuela under bombningen af Caracas den 3. januar, sagde hun straks, at hun var nødt til at “komme lidt mere rundt”, og skyndte sig væk for at tale med flere medlemmer af den side af protesten, der var imod Maduro.
Rotten, bananen og højrefløjens vold
I centrum af demonstration imod Maduro stod en dukke af præsidenten klædt i orange fangedragt, med en kæde om hænderne og halsen; røde, udstående, rotteagtige øjne; og overdimensionerede hænder med spidse fingre, der næsten lignede en gnavers.
I dukkenes håndjern var der proppet en banan, ikke ulig det racistiske billede, som USA’s præsident Donald Trump for nyligbrugte til at nedgøre den tidligere præsident og førstedame Barack og Michelle Obama. Sidstnævnte blev mødt med forargelse, men den abelignende rekvisit, der prydede Maduro, gik stort set ubemærket hen – eller blev ikke rapporteret – af pressen.
Denne form for symbolik taler sit tydelige sprog: Det, som Maduro og Chávez før ham repræsenterer for den venezuelanske elite, er en proces, hvorigennem de fattige og arbejderklassen rejste sig for at kræve ikke blot adgang til grundlæggende menneskerettigheder såsom læse- og skrivefærdigheder og sundhedspleje, men også værdighed og medbestemmelse om retningen for deres land. For dem er Maduro, en tidligere buschauffør, en abe med en banan, en mindrebegavet art, der burde være blevet i det kvarter, han kom fra.
“Jeg er fra Venezuela! De [er] ikke fra Venezuela!” råbte en mand, der holdt den lænkede Maduro og bananen. Andre slog dukken i øjnene, kvalt den om halsen og hængte den op i et træ, mens andre jublede og lo. Den ivrige vold, der udøves mod denne dukke, er ikke blot symbolsk: Den er et kendetegn ved Venezuelas højrefløj.
I guarimbas, voldelige højrefløjsprotester, der fejede hen over landet i 2004, 2014 og 2017 og blev anført af oppositionslederen María Corina Machado og andre, blev chavister – eller enhver, der blev antaget for at være chavist, hvis de var mørke nok eller så fattige nok ud – angrebet, halshugget, stukket ned, skudt og endda brændt levende. (Det er værd at bemærke, at Corina Machados rolle som leder af denne vold er en af grundene til, at hun ikke var valgbar som præsident). Retslige domme for sådanne forbrydelser – eller selv almindelige forbrydelser, hvis de begås af højrefløjen – fremstilles af det ‘internationale samfund’ som autoritær undertrykkelse.
William Camacaro, en pro-Maduro-aktivist fra Venezuela, der demonstrerede foran retsbygningen torsdag, fortalte mig om den historiske straffrihed, som eliten i Venezuela nyder, og om, hvordan retssystemet har ændret sig i løbet af revolutionens 26 år. Før revolutionen, sagde han, “var det en sport at suspendere forfatningsmæssige rettigheder … Folk blev myrdet på gaden uden at nogen blev stillet til ansvar – selv da staten dræbte tusinder af venezuelanere under Caracazo-oprøret, herunder tre af hans fætre. Siden Chávez’ valg i 1998″, fortsatte han, “har der været grove overgreb fra oppositionens side. Der har været besættelser, ildspåsættelser, folk er blevet brændt levende. De har gjort alt, og alligevel er de forfatningsmæssige garantier ikke blevet suspenderet.”
Social gæld
Revolutionen markerede en betydelig forandring, ikke kun i forhold til elitens langvarige straffrihed, men også i forhold til at betale den ’sociale gæld’, som eliten skyldte den venezuelanske befolkning som helhed. Og også i forhold til at demokratisere samfundet, hvilket gjorde det muligt for historisk marginaliserede befolkningsgrupper at blive drivkræfterne i skabelsen af et nyt, demokratisk samfund.
Mens den venezuelanske elite tidligere havde været de primære modtagere af indtægterne fra landets oliereserver (de største i verden), blev 75 procent af de offentlige udgifter efter valget af Hugo Chávez i 1998 rettet mod sociale investeringer til befolkningen som helhed.
En række sociale missioner fokuserede på at løfte befolkningen ud af fattigdom: Mission Robinson lærte tre millioner mennesker at læse og skrive og sikrede 100 procent læse- og skrivefærdighed i landet, mens Mission Sucre uddannede over 600.000 akademikere fra universiteterne;
Mission Vivienda tildelte over fem millioner boliger til familier over hele landet; Mission Barrio Adentro byggede sundhedsklinikker over hele landet; og Mission Milagro genoprettede synet for omkring 300.000 venezuelanere, samtidig med at én million fik foretaget øjenoperationer.
Snesevis af missioner fokuserede på forskellige aspekter af velfærd, som længe havde været uden for rækkevidde for størstedelen af venezuelanerne. Ud over de tjenester, de leverede, var missionerne også en måde for arbejderklassen at tage en ledende rolle i udviklingen af den nye vision for deres land og den organisatoriske struktur til at opretholde den, for eksempel ved at sende venezuelanere til Cuba for at lære af landets enormt succesrige alfabetiseringskampagne og lede kampagnen derhjemme.
- Lørdag den 3. januar 2026 klokken 02 lokal tid angreb USA Venezuela.
- USA bombede militære anlæg i og omkring hovedstaden Caracas, en lufthavn samt flere civile bygninger og boligkvarterer.
- Under angrebet blev Venezuelas præsident Nicolás Maduro lettere såret.
- De amerikanske invasionsstyrker kidnappede Maduro og hans hustru Cilia Flores og bragte dem til USA.
- Her vil USA’s justitsministerium anklage parret for narkoterrorisme ved en domstol i New York.
- Selv sagde USA’s præsident Donald Trump på en efterfølgende pressekonference: “Nu er Venezuelas olie vores, og ingen kan udfordre vores hegemoni på den vestlige halvkugle”.
Alligevel har disse programmer lidt enormt under USA’s sanktioner, hvor Venezuela oplevede en “dyb forværring af indikatorerne for sundhed, ernæring og fødevaresikkerhed… [som afspejlede] det største økonomiske sammenbrud i fredstid siden 1950”, som den venezuelanske økonom og oppositionsstøtter Francisco Rodríguez rapporterede. I marts 2020 anslog den tidligere FN-specialrapportør Alfred de Zayas, at 100.000 venezuelanere døde som følge af sanktionerne.
Uden for retsbygningen den 26. marts var denne lidelse et almindeligt diskussionsemne, men det var de faktorer, der forårsagede den, ikke. Der var heller ingen omtale af, hvordan livet var for flertallet før 1998.
Den dag – som det ofte er tilfældet i diskussioner om Venezuela i USA – kom temaet, der centrerede sig om “det venezuelanske perspektiv”, op igen og igen. Oppositionsstøtterne hævdede at tale på vegne af alle venezuelanere, en fortælling, som pressen ivrigt udbyggede.
Ikke nok med at pressen tilsyneladende kun interviewede venezuelanere på den ene side af barrieren foran retsbygningen, så udelod pressedækningen også stemmerne fra venezuelanerne i Venezuela.
Så hvad mener venezuelanerne i Venezuela? Hvad ville de have fortalt journalisterne?
Frihed
I løbet af de sidste tre og en halv måned har jeg spurgt venezuelanere over hele Venezuela, hvad de mener om diasporaen i USA’s påstande om, at de repræsenterer deres lands stemme i fejringen af friheden efter diktaturets fald, som mange foran retsbygningen gav udtryk for.
“Hvis dette er et diktatur”, sagde Andreína Álvarez, en ung afro-venezuelansk kvinde, til mig på dagen for den kommunale høring den 8. marts, “ved jeg ikke, hvad man kalder de egentlige diktaturer i verden, som undertrykkerne og, ja, imperiet, ikke [siger noget om]”. “Det diktatur, som de … statsløse mennesker taler om, som ikke engang er her i vores land for at kæmpe kampen – det er en ren opdigtelse”, fortalte Jenifer Lamus, en mor og leder af Maizal-kommunen, mig. “Os, der er her, arbejder, og vi lægger vores hjerte og sjæl i hver eneste organisatoriske proces.”
En taxachauffør i Caracas, der aldrig har stemt på Chávez eller Maduro og heller ikke støttede nogen af dem, fortalte mig med rædsel, hvordan det var at blive vækket klokken 2 om natten, mens hundredvis af helikoptere svævede ind over hans by. Anaís Marquez, mor til tre og medlem af 5 de Marzo-kommunen, fortalte: “Da [bombardementet] begyndte, var jeg sammen med mine børn, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre. De spurgte mig: ’Mor, hvad sker der?’. Min yngste datter er syv år gammel, og hun troede, det var en tsunami eller et jordskælv. Jeg omfavnede dem og sagde, at de skulle være stille, bevare roen og klæde sig på, så vi kunne finde ud af, hvad der foregik.”
Var det det værd? spurgte jeg hende? Følte hun, at hun var blevet befriet, som mange venezuelanere i udlandet hævdede? Hendes stemme rystede af vrede. “Vi er ikke et undertrykt folk; vi er et frit og suverænt folk, og vi kæmper … for vores præsident Nicolás Maduro og for vores [første] kæmper Cilia Flores … Og nu, mere end nogensinde, [for] at Trump skal ud af Venezuela.”
Det stod klart for mig, at venezuelanerne i Venezuela – både dem der støtter, og dem der er imod revolutionen og præsident Maduro – var overvældende forfærdede over USA’s handlinger og ønsker retten til at bestemme deres egen vej og til at løse deres egne interne modsætninger uden udenlandsk indblanding. “Kugler er ligeglade med, om du er en chavista“, var en sætning, jeg hørte igen og igen.
Venezuelanere på tværs af det politiske spektrum havde hver deres historie om det kollektive traume, som bombningen og bortførelsen den 3. januar påførte dem, lige fra at passe deres børn, der ikke længere kunne sove uden at blive vækket af mareridt, til den fælles oplevelse af at springe op ved hver eneste lyd, usikre på, om det var en motorcykeludstødning eller endnu et missil, der faldt. På trods af år med udenlandsk indblanding – fra ulovlige amerikanske sanktioner og direkte tvangstiltag til en informationskrig og amerikansk finansiering af oppositionsgrupper – er støtten til USA’s handlinger i landet et marginalt fænomen, der blæses op af vestlige medier.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren: Celina della Croce er forfatter, redaktør og publikationschef ved Tricontinental: Institute for Social Research. Hun har i over ti år været en af de drivende kræfter bag internationalistiske, antiimperialistiske og arbejderklassens kampe i USA.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
