Filmanmeldelse
Stubbekøbing har set bedre tider. Den lille by, der ligger nord for Nykøbing og har omkring 2200 indbyggere, har i de seneste årtier været præget af tilbagegang. Folk er flyttet til større byer, og forretningerne er lukket. Gennemsnitsalderen blandt Stubbekøbings indbyggere er steget støt.
Omdrejningspunktet for byens forfald er den gamle, nedlagte silo, der står uforstyrret ved havnen. En kæmpe cementklods, en hæslighed (som en beboer kalder den), der venter på at blive revet ned. Men hvad nu, hvis vi i stedet for at rive siloen ned gjorde den til symbol på Stubbekøbings fremtidige urbane og økonomiske genfødsel? Hvad nu, hvis vi gjorde den til et kunstværk?
Leif bryder sig ikke om samtidskunst. Han føler intet, når han ser på det.
Dokumentarfilmen “Alle os og siloen” har netop haft premiere på CPH:DOX. For at være helt præcis er premieren i København dens anden premiere, da filminstruktøren Carina Randløv allerede havde vist filmen for beboerne i Stubbekøbing nogle dage forinden. Randløv er uddannet animator fra Den Danske Filmskole, og dette er hendes første samarbejde med det prisvindende dokumentarproduktionsselskab Final Cut for Real, der har base i København.
Randløvs forrige dokumentarfilm fra 2023, med titlen “Farvel uden tak”, fulgte historierne om arbejdere, der blev sendt på pension uden at modtage en ordentlig anerkendelse. I “Alle os og siloen” tager Randløv også arbejdernes parti i Stubbekøbing, hvoraf de fleste er mennesker, der har passeret pensionsalderen, og som føler sig svigtet på samme måde som byen. I en national kontekst, hvor mange filmskabere og kunstnere tager middel- og overklassens – de urbane kreative eliters – behov og problemer op som det universelle udgangspunkt for deres kunstneriske praksis, er Randløvs Ken Loach-agtige dedikation til den danske arbejderklasse alt andet end en selvfølge.
Kejserens nye klæder
Den eneste beboer i Stubbekøbing, der skiller sig ud, er den pensionerede bagermester Leif. Han er en ærlig arbejdsmand med ligefremme holdninger og moral. Det bageri, hvor han tilbragte sit arbejdsliv, står nu efterladt hen. Han kan tydeligt huske de angstanfald, han oplevede i sine senere år, mens han var på arbejde. Samtidig er hans tomme bageri endnu et smertefuldt tegn på byens forfald – og på, at dens indbyggere har forladt den.
Leif bryder sig ikke om samtidskunst. Han føler intet, når han ser på det. Derfor er han naturligvis skeptisk over for Stubbekøbings byråds beslutning om at sætte gang i “projekt 4850”: At omdanne den forladte silo til et omdrejningspunkt for kunst og kultur som et tiltag der skal tiltrække nye investorer, nye beboere og nyt liv til den gamle by.
I spidsen for projekt 4850 er den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo, der får til opgave at arrangere en udstilling i siloen. Vo, der er en af verdens mest anerkendte og bedst betalte kunstnere, bor i et palæ omgivet af grønne områder i udkanten af Berlin. Træt af forfængeligheden i kunstmiljøet i Berlin og Paris beslutter Danh Vo sig for at gøre noget godt for menneskeheden ved at bringe sin kunst ud til befolkningen i Stubbekøbing. Eller i det mindste er det sådan, hans karakter ubevidst fremstår i filmen. Har folk ikke brød? Lad dem da forbruge konceptkunst!
Samtidskunsten minder bagermester Leif om H.C. Andersens eventyr “Kejserens nye klæder”: En fortælling om den forfængelighed, der ligger bag de riges tilsyneladende kulturelle raffinement. Evnen til at værdsætte en ikke-eksisterende beklædning er ikke er ikke kun blottet for enhver form for ægte raffinement, hvad angår haute couture (fransk begreb for “højere skrædderkunst”, red.); snarere bruges denne kollektive løgn som et tvangsmiddel til at overbevise alle om, at eliten har ret til at herske. I slutningen af Andersens eventyr afsløres løgnen gennem et barns bramfrihed. I det virkelige liv får Leif imidlertid gang på gang at vide, at han tager fejl, fordi han ikke “forstår” den sublime skønhed i konceptkunsten.
En ny økonomisk politik?
Den ægte danske historie om Stubbekøbing rækker langt ud over Falster. For at forstå byens nedgang må vi se tilbage til 1970’erne, 80’erne og 90’erne, hvor tung industri og fabriksproduktion blev nedlagt i hele Vesteuropa. Da fabrikkerne flyttede til det globale syd, blev små og store byer, der havde blomstret takket være disse industrier, overladt til en skæbne med urban forarmelse.
Den stigende globale produktion af varer ville dog vise sig at være meningsløs, medmindre der blev skabt overskud gennem køb af den pågældende vare, det vil sige gennem forbrug. Økonomer kalder dette for “overproduktionsproblemet”. For at løse dette problem blev langt størstedelen af den vestlige arbejderklasse omstillet fra en produktionsmodel til en forbrugsmodel i takt med udvidelsen af den tertiære sektor (også kaldet serviceerhvervet, red.).
At skabe overskud gennem forbrug blev den vestlige befolknings opgave, og kulturen blev udpeget til forbrugsområde par exellence (det ypperste, red.). Industribyerne genopfandt sig selv som Europæiske Kulturhovedstæder og tiltrak kapital gennem filmfestivaler, kunstmesser og fashion weeks (modeuger, red.), hvilket skabte en stadigt stigende strøm af mennesker fra landet til byerne. De små byer var derimod mindre heldige.
Kunst i senkapitalismens tid
Gennem sit møde med Danh Vos kunst – antydes det – opdager Leif sin egen kunstneriske side. Han indretter et keramikværksted i sit gamle bageri, hvor han kan eksperimentere kreativt. Carina Randløvs film bruger bagermester Leifs historie til at argumentere for, at kunst og håndværk har en reel økonomisk værdi for fremtiden i forladte samfund som Stubbekøbing. Hvis altså vi er i stand til at komme videre fra vores gamle vaner og forstå vigtigheden af kunst og kreativitet.
Desværre er der en dybere økonomisk virkelighed, som de kulturelle ambassadører fra projekt 4850 forsøger at skjule. Når den kulturelle, kunstneriske forklædning falder, ser vi produktionen for hvad den virkelig er: uproduktivt forbrug. Virkeligheden er, at aktiviteter som kunstnerisk produktion forbruger værdi i et hurtigere tempo, end de skaber.
Lad os tage Leifs keramikværksted som et eksempel på denne økonomiske model – ligesom filmen gør. For at kunne udnytte sin kreativitet på en produktiv måde skal Leif først og fremmest kunne klare sig – det vil sige, han skal have et hus, mad og tøj. Dernæst skal han have tid til at arbejde med keramik og et sted, hvor han kan indrette sit værksted. Endelig skal han kunne forbruge de råvarer, der faktisk kræves til dette håndværk, på en produktiv måde. Ingen af disse aktiviteter kan finansieres af den beskedne indtægt, Leif får fra salget af sine keramiske værker. Tværtimod er hans kreative praksis kun mulig takket være en tilstrømning af økonomisk værdi fra andre kilder.
Hvis vi overfører denne situation fra det individuelle til det nationale plan, bliver spørgsmålet: Hvordan ville et samfund kunne trives alene på baggrund af kulturelle og kreative erhverv, det vil sige gennem uproduktivt forbrug? Svaret, som ingen – endsige denne film – er villig til at give, er, at denne værdi udvindes andetsteds, nemlig fra udnyttede produktive arbejdere i andre dele af verden. Det er deres merværdi, vi udvinder, for at vi kan bruge vores tid på at skabe kunst. Desværre kan ikke alle i verden leve som Danh Vo. I hvert fald ikke på samme tid.
Hvor længe vil denne model, der bygger på uproduktivt forbrug, holde? Længe nok til, at økonomer og investorer kan sælge den til uinformerede borgere under dække af “kultur”. På et eller andet tidspunkt vil dette system dog bryde sammen. Fetichen omkring Kultur (med stort K) er fortroppen for den sene kapitalismes blomstrende krise, og Kunsten er dens mest trofaste soldat.
Middelklassens tvang
Man kunne hævde, at Leifs keramikværksted aldrig var tænkt som en investering, der skulle give afkast. Målet er, at Leif skal opnå anerkendelse og finde en mening med sit liv. Og det er netop pointen.
Den forbrugsbaserede økonomiske model har længe været forbundet med middelklassen. Drevet af velfærdsydelser tvinges denne gruppe til at efterligne de riges forbrugsmønstre for at løse “overproduktionsproblemet” og skabe overskud i samfundet, uden at nyde godt af den økonomiske stabilitet, som eliten har takket være privat ejerskab af produktionsmidlerne.
Til gengæld for at udføre denne vigtige opgave bliver middelklassen solgt ideen om personlig selvrealisering og anerkendelse. Bliv den, du er! Enhver håbefuld kunstners drøm har været det vigtigste produkt, Hollywood har solgt gennem sin mere end 100 år lange historie.
For at overleve i kulturøkonomien må beboerne i Stubbekøbing derfor lære at forbruge – og at forbruge bedre. Leifs aversion mod konceptkunst er mindre et tegn på dårlig smag, men derimod en antisocial adfærd, der må rettes op på, for at økonomien kan fungere korrekt. Hvis beboerne i Stubbekøbing nøjedes med blot bajer og bolle, ville kulturøkonomiens magi ikke virke. I stedet skal vi alle lære et nyt sprog, så vi kan tale flydende vinyasa yoga, italiensk naturvin og – selvfølgelig – konceptkunst.
Alligevel er alle de ovennævnte former for forbrug dyre aktiviteter, der kræver investering i kulturel kapital. Dette er ikke ment som et argument imod værdsættelsen af samtidskunst overordnet – noget, der længe har været et af højrefløjens flagskibe. Det er snarere vigtigt at anerkende, når forestillingen om, at et kunstværk kan og bør forstås af alle, på tværs af samfundsklasser, bliver en fiktion der tjener den herskende klasse til at legitimere dens verdenssyn og skjule dens økonomiske imperativ. Modtagelsen af et kunstværk kan ikke adskilles fra de materielle forhold, der giver anledning til det.
Desværre er det netop denne forvirring, der præger “Alle os og siloen”. Konflikten mellem indbyggerne i Stubbekøbing og en økonomisk model baseret på forbrug af kunst og kultur udforskes med det formål at legitimere sidstnævnte. I sidste ende fremstår filmen som en monolitisk og unuanceret hyldest til senkapitalismens ideologiske distraktioner. Ikke ulig den grimme silo selv.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
