Længe ventet pensionsudspil
Lyt nu til dem, det handler om i stedet for at lade som om
Det nytter ikke, at man kommer leflende for at få stemmer fra hjemløse, som man bagefter vil bruge til at stemme på endnu flere skattelettelser til de rige, sænkning af kontanthjælpen, lukning af herbergspladser, modarbejde opførelsen af billige boliger, og hvad vi ellers har set fra politisk hånd de sidste mange år, skriver Henrik "Mas" Nørgaard Christensen.
|
Der er langt fra Borgen til bænken.
Ikke desto mindre er nogle af de indgreb vi ser fra Borgens side i denne tid temmelig indgribende for folk på bænken og for folk tæt på livet på bænken. Eksempelvis kontanthjælpsreformen, der giver nogle af de allerfattigste betragteligt mindre at leve for. Så lidt at de ikke længere har råd til husleje.
Selvom politikerne på Borgen blev advaret mod, at reformen ville betyde flere hjemløse, og at den ville gøre det sværere for hjemløse at komme i egen bolig, sked man højt og flot på “stemmer fra bænken” og de organisationer, der kender dem. Hvis folk har problemer med at få et arbejde, må de mærke det på den hårde måde: De skal piskes, til de finder sig et arbejde, og de skal ikke have økonomisk støtte til at blive i deres bolig. Sådan er dansk socialpolitik anno 2026.
Fire år med spildte møder – fordi politikerne åbenlyst ved meget bedre end hjemløse og dem, som til dagligt arbejder med hjemløse.
Der er også ved at blive rullet en stort anlagt værdighedsreform ud. At vi overhovedet skal reformere den måde, vi behandler udsatte grupper på, siger jo en del, men netop fordi det er reformer, der har en direkte konsekvens for folks liv og livskvalitet – her forhåbentlig til det bedre – er det af afgørende betydning, at man tager nogle af dem, det handler om, med på råd og vel at mærke indretter sin politik efter de råd.
Der findes både lokale, regionale og sågar også et nationalt udsatteråd.
I forbindelse med en anden stor reform, hjemløsereformen, nedsatte man et partnerskab: Det Nationale Partnerskab mod hjemløshed, der fra 2022 til 2025 skulle følge den planlagte omlægning af hjemløseindsatsen. Det skulle give feedback til den brede kreds af forligspartier, der stod bag reformen. Opholdstiden på herberger skulle ned. Hjemløse skulle hurtigere i egen bolig og have en ny og bedre bostøtte. For at skubbe på denne udvikling skulle der “tilvejebringes”, som det så fint blev formuleret, 4000 almene boliger. Alt hvad der kunne fremme eller blokere de gode intentioner, skulle behandles af Partnerskabet, der bestod af repræsentanter fra kommuner, regioner, organisationer, NGO’er; en masse vidende mennesker.
I min egenskab af at være formand for SAND – De hjemløses landsorganisation var jeg en del af Partnerskabet. Gennem alle årene problematiserede vi manglen på betalbare boliger. Selv i dag er vi ikke i nærheden af at nå målet på 4000 boliger. Tværtimod forsvinder der 4000 billige boliger til under 3500 kroner i husleje per måned.
Den absolut største advarsel om, at vi var på forkert kurs, gav vi, da regeringen sagde, at den ville fjerne den særlige støtte, som er et økonomisk tilskud til folk, der har en højere husleje, end de reelt kan betale. En ordning der, ifølge Københavns Kommune, er blevet brugt i 75 procent af de tilfælde, en hjemløs er kommet i egen bolig, og som 15-18.000 borgere fik glæde og husly af om året.
Jeg spørger bare: Hvorfor nedsætter man partnerskaber, hvor man skal komme med sine bekymringer og erfaringer, og så sidder der efterfølgende nogle typer og ved bedre?
Som en del af Partnerskabet havde Rådet for Socialt udsatte fået til opgave at interviewe hjemløse for at gøre folk klogere og få delt nogle erfaringer. Men når man ser de færdige resultater af for eksempel love og reformer, kan man blive i tvivl, om de overhovedet har forholdt sig til de vidnesbyrd i ministeriet. Har de delt det med forligspartierne?
Konsekvensen, når man hverken tager hjemløses – eller hjemløseaktørernes – gode råd for gode varer, er, at man får implementeret love og tiltag, der ikke virker eller i værste fald ligefrem gør skade. Dette kan selvfølgelig godt være selve formålet med loven, som med kontanthjælpsreformen. Men kunne man så ikke tone rent flag i stedet for at hive erfaringsstemmer ind, som man efterfølgende ikke lytter til? Det er ikke for sjov, at man som erfaringsekspert udtrykker sin bekymring.
Brugerperspektivet er en trykprøvning af virkeligheden. Der er ting, der ikke virker eller giver mening, når de skal overleve rejsen fra skrivebordet og ud i virkeligheden. Det bør respekteres.
Reformerne kommer i denne tid som perler på en snor. Men formålene er uklare. Og når man ikke gør det for at forbedre forholdene for dem, der har de sværeste livsvilkår, hjemløse og andre udsatte grupper, kan tilliden til, at politikere og embedsmænd har den mindste respekt for borgerne, meget let smuldre. Så nytter det ikke, at man kommer leflende for at få stemmer fra hjemløse, som man bagefter vil bruge til at stemme på endnu flere skattelettelser til de rige, sænkning af kontanthjælpen, lukning af herbergspladser, modarbejde opførelsen af billige boliger, og hvad vi ellers har set fra politisk hånd de sidste mange år.
Så fire år med spildte møder – fordi politikerne åbenlyst ved meget bedre end hjemløse og dem, som til dagligt arbejder med hjemløse.
Kære politikere. I pynter jeg med lånte fjer. Og de klæder jer ikke.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. marts 2026 | 06:50
