Godt og rigtigt sagt og skrevet.
I januar skrev Arbejderen på denne lederplads:
“Iranerne skal bestemme deres egen fremtid, deres egen udvikling. Alle former for intervention, bomber eller agitation fra særligt USA og Israel, men også fra andre magter, som vil udnytte situationen, skal modstås.”
I forgårs, den 28. februar 2026, gik det nye forsøg på et regimeskifte så i gang, da USA og Israel bombede mål inde i Iran. Flere hundrede meldes dræbte i angrebene, blandt andre over 100 elever på en grundskole for piger. Også Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei er blevet dræbt i angrebene.
Siden da er situationen kun eskaleret, Iran angriber USA-baser i hele regionen, Israel angriber Hizbollah i Libanon, og bomberne regner fortsat over Iran. Det er lige præcis det kaos, som mange antiimperialistiske stemmer har advaret mod hele vejen igennem de fornyede trusler mod Iran.
Et angreb vil kunne kaste hele regionen ud i en storkrig. Det er det, vi ser ske nu, og det vil kun lede til flere dræbte og mere armod.
En venstrefløj, som faktisk kerer sig om antiimperialistiske principper, burde utvetydigt tage afstand fra de her angreb – uden forbehold. Hvad der ellers menes om styret i Iran er sagen uvedkommende.
USA og Israels angreb er ulovlige, kujonagtige og et udtryk for en mentalitet, hvor der blæses på alle internationale regler og systemer. Præcis som det sås med USA’s ulovlige angreb på Venezuela, så er verden gået ind i en tid, hvor USA’s militære overlegenhed sættes ind uden tøven, hvis et land ikke makker ret.
Det burde skræmme alle og enhver og burde være det eneste fokuspunkt for en venstrefløj, som kerer sig om fred. Alligevel har de politiske reaktioner fra særligt den parlamentariske venstrefløj i form af Enhedslisten været skuffende for at sige det mildt.
Selv om der er fordømmelser af USA og Israels angreb, skal det også altid påpeges, at Khamenei og hans regering ikke var engle. På den måde retfærdiggøres narrativet om angrebenes nødvendighed. Fordømmelserne bliver hule og tilnærmelsesvis intetsigende.
Alt sammen imens statsminister Mette Frederiksen siger, “at det er for tidligt at sige”, om danske soldater skal tage til Iran, hvis USA kalder. Det er den trussel, vi står overfor lige nu, truslen om endnu en meningsløs og hovedløs krig i Mellemøsten, hvor Danmark kan komme til at bidrage til drabene.
En venstrefløj, som faktisk kerer sig om antiimperialistiske principper, burde utvetydigt tage afstand fra de her angreb – uden forbehold. Hvad der ellers menes om styret i Iran er sagen uvedkommende. Retten til selvbestemmelse for iranerne, retten til ikke at blive bombet af verdens største militærmagt og dens folkemorderiske proxy, er og bliver førsteprioriteten for alle, der vil have en fredelig verden.
Hvis ikke venstrefløjen holder de principper for øje og aktivt kæmper for dem, så vil USA’s krigeriske røvertogter kun fortsætte, med alle de katastrofale konsekvenser det medfører.
Ligesom Irak i 2003 er det her en krig for imperialistisk dominans. Lad os ikke falde for de samme løgne som dengang, lad os modstå krig i alle dens former, andet kan verdenssamfundet ikke være tjent med!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.