Uprovokeret krig
Inden for de senere år han man kunnet læse en del mere eller mindre selvbiografiske romaner om de problemer, der kan være forbundet med at bevæge sig fra en klasse til en anden i opadgående retning. Didier Eribons (født 1953) klasserejse, “Tilbage til Reims”, adskiller sig ved ikke at være i romanform, men en samling essays, der går dybere ind i emnet politisk og sociologisk.
Eribon kommer fra en fattig og dysfunktionel arbejderfamilie i Reims. Faderen måtte på et tidspunkt have to jobs samtidig, moderen gik ud og vaskede tøj for folk, og i hjemmet var der en evig strid og kævl. I skolen klarede han sig godt fagligt, men ikke blandt kammeraterne, der, før det gik op for ham selv, fik færten af, at han seksuelt var til “den forkerte side”, og lod ham høre for det.
Hans gode evner førte til, at man fra skolens side opfordrede forældrene til at lade ham læse videre, og sådan blev det, især fordi moderen gik stærkt ind for det. Det betød, at han i en tidlig alder og med stor glæde kunne forlade miljøet og familien, som efter hans mening var primitiv, racistisk og homofobisk.
Men den nye verden, han bliver en del af, er han lige så fremmed overfor; det er som at komme til et andet land, hvor han skal lære sproget, sætte sig ind i en ukendt kultur og må spille teater for ikke at falde igennem. Ingen må vide noget om hans baggrund, som han skammer sig over, og på et tidspunkt bryder han helt med familien.
Mange år senere, da Eribon er blevet en kendt sociolog og filosof, dør hans far, og det fører til, at han genoptager forbindelsen med moderen og foretager denne rejse tilbage til Reims, der både er en analyse af arbejderklassen før og nu og en smertefuld selvransagelse.
Hans forældre var kommunister, og han forstod som ung ikke, hvordan de samtidig kunne være så fremmedfjendske og intolerante over for minoriteter. Selv følte han sig også som kommunist og meldte sig ind i trotskistisk ungdom uden at indse, at hans idealisering af arbejderklassen var virkelighedsfjern. Dengang som nu var den et offer for kapitalistisk udbytning, og der var ikke overskud til at dele med andre eller i det hele taget overskud til noget.
Når arbejderne, både i Frankrig og mange andre steder, i stadig højere grad lader deres stemme gå til ekstreme højrepartier, mener Eribon, at det er en naturlig følge af, at disse partier forstår at tale deres sprog og deres sag langt bedre end lederne fra venstrepartierne, der har mistet forbindelsen med arbejdernes virkelighed og fortrængt alt om klassekamp.
For sit eget vedkommende må han erkende, at han på flere måder har været på vildspor. I mange år skrev han bøger om de homoseksuelles problemer uden at erkende, at om man er bøsse eller arbejder, så er man offer for det samme sociale hierarki, og kampen skal føres i fællesskab.
Noget, der fylder meget i selvransagelsen, er skam, ikke mindst over hans forræderi over for familien. Måske kunne meget være gået anderledes, hvis han ikke havde været så egoistisk og i stedet havde brugt sine muligheder for at hjælpe dem, og hvis han bare havde prøvet at tale med sin far, kunne de måske have fået et bedre forhold til hinanden.
Bogen er ikke en læse-let-sag, man skal give sig tid til den, og så meget desto mere forbløffende er det, at den i 2016, da den udkom i Tyskland, kom på Spiegels bestsellerliste, der ellers plejer at udgøres af værker fra den lettere afdeling. Det, at den både er blevet dramatiseret og filmatiseret, vidner også om, at det er en bog til tiden.
Didier Eribon: Tilbage til Reims.
Oversat af Anna Wolf.
Forlaget Republik. 240 sider. 259 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
