Europæisk militarisering bør ikke ses som en simpel defensiv reaktion på en mere ustabil verden. Den skal forstås som en del af en større forandring: den relative nedgang i vestlig magt og bestræbelserne på at håndtere denne nedgang gennem stærkere militære alliancer og ekspansion.
I denne situation betyder opfordringer til europæisk militarisering, forklædt som en uafhængig udenrigspolitik, ikke nødvendigvis reel uafhængighed. I stedet risikerer disse opfordringer at styrke et transatlantisk projekt, der søger at opretholde USA’s globale dominans under nye forhold.
Vi ønsker allierede, der er stolte af deres kultur og arv.
Marco Rubio, USA’s udenrigsminister
Marco Rubio, USA’s udenrigsminister, gjorde i en tale ved Sikkerhedskonferencen i München denne retning usædvanlig tydelig. Her roste han åbent Vestens historiske ekspansion:
– I fem århundreder, før afslutningen af Anden Verdenskrig, havde Vesten ekspanderet – dens missionærer, pilgrimme, soldater og opdagelsesrejsende strømmede ud fra dens kyster for at krydse oceaner, bosætte sig på nye kontinenter og opbygge store imperier, der strakte sig over hele kloden, sagde Rubio.
Når man lytter til talen – og den entusiastiske applaus, der fulgte – er det svært at ignorere den politiske baggrund for den europæiske militarisering. Uanset hvordan europæiske politikere formulerer det – herunder de selvudnævnte venstrefløjspartier som Enhedslisten, der taler om at “genopbygge det defensive territorialforsvar” og samtidig forblive forankret i NATO – er logikken uændret. Det er stadig en del af et bredere imperialt projekt.
EU’s økonomi er stærkt afhængig af ulige globale handelsforhold og privilegeret adgang til markeder, ressourcer og værdikæder. I dag er de globale magtforhold under forandring. Landene i det globale syd overvinder i stigende grad de økonomiske og politiske barrierer, som Vesten længe har pålagt dem. Som følge heraf beskytter den såkaldt “regelbaserede orden”, som Vesten skabte efter Anden Verdenskrig, ikke længere fuldt ud de vestlige interesser. I denne sammenhæng bliver militær magt et mere afgørende middel for at opretholde dominans.
Rubio fremstillede ikke dette som en advarsel. Han fremstillede det som noget at være stolt af og som en del af en fælles tradition. Når sådanne ord modtages med bifald fra de europæiske eliter, tyder det på mere end høflig enighed. Det tyder på et ønske om fornyet geopolitisk dominans.
Ønsker ikke skyld og skam
Rubio fortsatte med at beskrive denne ekspansionistiske historie som en fælles vej fremad:
– Dette er den vej, som præsident Trump og USA har slået ind på. Det er den vej, vi beder jer her i Europa om at følge os på. Det er en vej, vi har gået sammen før, og som vi håber at gå sammen igen.
Den “vej”, han beskriver, er ikke en vej med ligeværdigt samarbejde eller fælles udvikling. Det er en tilbagevenden til en model, hvor vestlige magter koordinerer deres styrke for at bevare deres globale førerposition. De europæiske nationer opfordres til at binde sig til et aftagende amerikansk imperium som juniorpartnere eller, hvad der er langt mere sandsynligt, som vasaler – og denne opfordring blev mødt med stående bifald.
Den vestlige dominans’ tilbagegang er ikke kun retorisk. Den kan ses i målbare økonomiske forandringer, tendensen til at forsøge at kontrollere flere områder, end de kan understøtte, industriel svækkelse, fremkomsten af nye magtcentre og voksende interne sociale spændinger.
Artiklen fortsætter…
Læs også
USA rækker hånden ud til det gamle Europa – for at udplyndre resten af verden
Rubio afviste imidlertid tanken om vestlig tilbagegang:
– Mange kom til at tro, at Vestens dominans var ved at være forbi, og at vores fremtid var dømt til at være et svagt og spinkelt ekko af vores fortid. Men sammen erkendte vores forgængere, at tilbagegang var et valg, som de nægtede at træffe.
Ved at kalde tilbagegang et “valg” antyder han, at fornyet dominans også er et valg. Men at råbe ad fortiden gør ikke dens ekko stærkere. Nostalgi kan ikke vende strukturelle forandringer i den globale magtbalance. I dette lys handler europæisk militarisering ikke primært om forsvar. Det bliver et redskab til at vende tilbagegangen for at genoprette magten.
Det klareste budskab kom måske, da Rubio opfordrede europæerne til at opgive det, han beskrev som overdreven historisk skyldfølelse:
– Vi ønsker ikke, at vores allierede skal være lænket af skyld og skam. Vi ønsker allierede, der er stolte af deres kultur og arv, som forstår, at vi er arvinger til den samme store og ædle civilisation, og som sammen med os er villige og i stand til at forsvare den.
Her stilles der ikke spørgsmålstegn ved Europas imperiale og koloniale fortid. Den omformuleres som en kilde til stolthed. Budskabet er direkte: Europa bør ikke tøve på grund af sin koloniale historie, men genvinde tilliden til den.
Fælles velstand – for hvem?
Rubio talte om en fremtid med “fælles velstand”. Men denne velstand kommer med betingelser.
De europæiske lande skal underordne deres økonomier under USA’s bredere geopolitiske interesser samt USA’s totale kontrol over de europæiske nationers resterende koloniale besiddelser for at sikre USA’s neo-Monroe-doktrin.
Systemet er ved at blive justeret. Det trækker på den voldelige historie med unilateralisme og kolonial ekspansion for at reagere på en verden, der i stigende grad kræver multipolaritet og mere retfærdige former for samarbejde.
Illusionen om betinget militarisering
Danmarks militær er dybt integreret i NATO-strukturerne. Dette omfatter planlægning, indkøb, udveksling af efterretninger og strategisk koordinering. På grund af denne integration kan nationale politiske interesser alene ikke fuldt ud bestemme, hvordan Danmarks militære kapacitet skal bruges.
Tanken om, at Danmark kan udvide sin militære styrke på en kontrolleret eller betinget måde – og samtidig undgå at underordne sig større geopolitiske og imperiale dagsordener – er naiv. En sådan tilgang risikerer at skabe betingelser for uforsvarlig oprustning og global konflikt.
Af denne grund er opfordringer fra partier på den parlamentariske venstrefløj, såsom Enhedslisten, om at støtte militarisering, under disse betingelser uansvarlige og farlige. Kontrollen over militariseringen ligger ikke hos almindelige arbejdende mennesker, der ønsker at forsvare sig selv. Den ligger hos dem, der bifaldt nostalgien for imperiet.
Derfor er det ikke inkompetence, når den danske regering køber missiler fra USA for at beskytte sig mod USA. Det afspejler fælles interesser i at opretholde imperiale strukturer. At bruge venstrefløjens sprog til at give politisk dækning for en bevægelse mod militarisering – en bevægelse, der er strukturelt knyttet til USA – forhindrer ikke uforsvarlig oprustning. Det er med til at skabe betingelserne for den.
Når militarisering bliver en strategi til at håndtere relativ tilbagegang, øges risikoen for eskalering mellem konkurrerende magtcentre. Denne fare forstærkes af en ideologi, der romantiserer århundreders voldelig ekspansion og afviser refleksion over kolonial vold. Det kan skubbe Europa mod en fornyet geopolitisk konfrontation.
Historien viser, at når magter i tilbagegang forsøger at genoprette deres dominans gennem militarisering, er resultatet ofte katastrofale krige. Sådanne krige gør ikke samfundene mere sikre. De gavner en lille elite, mens flertallet bærer omkostningerne.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
