KØBENHAVN: Troværdighed
Det føles mærkeligt at henvende sig til det politiske establishment med et budskab om, at klimaforandringerne er en realitet, og at verden hurtigst muligt skal reducere afbrænding af fossilt brændstof. Det er jo for banalt. Og det er samtidig den officielle politik, som ingen i folketingssalen vil gøre indsigelser mod. Alligevel lader vores regering den fossile periode fortsætte stort set uændret. De globale udledninger af klimagasser er ikke stoppet, og udsigten til uoprettelige skader på klodens økosystemer er ikke ukendt stof – må man da formode.
Men det er, som om lovgiverne ikke har forstået, at det netop er dem, der har ansvaret for at skabe dynamikken i den omlægning frem mod et bæredygtigt samfund, som er den eneste chance. Det kan kun være de mest naive, der forestiller sig, at internationale firmaer af sig selv vil give afkald på lukrative forretninger med fossile energiressourcer. Og så naive er der næppe nogen MF’er, der er.
Uden for Christiansborg – og sikkert også for det store flertal indenfor – var der en klar overbevisning om, at Hejrefeltet var under afvikling og ville markere afslutningen på det såkaldte nordsøeventyr. Det ser nu ud til, at der er sprækker i aftalerne.
Samtidig lukker man øjnene for, at der på udtjente tankskibe fragtes millioner af ton olie gennem bælterne under bekvemmelighedsflag og med højst problematiske forsikringslicenser. Sidste år hentede denne skyggeflåde 420 milliarder kroner hjem til den skrantende russiske krigsøkonomi.
Det er to forskellige, men væsentlige markører af, hvad der er hensigter, og hvad der er realpolitik.
Når man ikke nænner at afvikle Hejre, kan man heller ikke tillade sig at løfte den moralske pegefinger eller skabe besværlige konflikter med andre olieimporterende nationer – nationer, der heller ikke tager parisaftalerne bogstaveligt.
Det er en sump, hvor alle venter på hinanden – og ingen vil risikere at tage første skridt.
Lauren Boway, Greenpeace, og Magnus Petersen-Paaske, Fossilfri Fremtid, vil tale om troværdighed.
