Kronik
Kurdistans fjender er menneskehedens fjender.
Kurdistan er ikke en ubetydelig del af verdenshistorien. Det er en af civilisationens fødesteder, og den kurdiske revolution repræsenterer et historisk brud, der kun kan sammenlignes med landbrugsrevolutionen selv: En reorganisering af det sociale liv, produktionen, kønsrelationerne og den politiske magt fra grunden.
I centrum for denne revolution står demokratisk konføderalisme, en moderne form for videnskabelig socialisme med kurdiske karakteristika. Den afviser nationalstaten, sekterisme og kapitalistisk dominans til fordel for radikal demokrati, kvinders frigørelse og økologisk bæredygtighed. Det, der står på spil, er ikke blot et folks skæbne, men fremkomsten af en radikalt anderledes samfundsmodel i hjertet af Mellemøsten.
Fremtiden for Mellemøsten og troværdigheden af enhver internationalistisk politik afhænger af, hvilken side man vælger. Menneskehedens side eller barbariets side.
I 14 år har den Autonome Administration i Nord og Østsyrien kæmpet for anerkendelse, samtidig med at den har opretholdt stabiliteten under krigsforhold. I hele denne periode har Assad-regimet fungeret mindre som et suverænt politisk projekt end som rester fra den kolde krigs nationalisme, der er ude af stand til at løse modsætningerne i det syriske samfund.
Forsøg på integration mellem Damaskus og den kurdiske bevægelse er gentagne gange gået i stå uden at føre til nogen substantiel politisk løsning. I mellemtiden var det de mennesker, der var organiseret i de Syriske Demokratiske Styrker, der kæmpede mest i kampen mod ISIS med enorme menneskelige omkostninger, mens de internationale magter greb ind selektivt og instrumentelt.
I kølvandet på ISIS’ territoriale nederlag blev ansvaret for at inddæmme resterne af organisationen og forvalte dens fanger i vid udstrækning flyttet over på de kurdisk administrerede områder, hvilket yderligere forstærkede presset på et allerede hårdt presset projekt.
Men for nylig er kurdernes krav om integration i Syrien, for første gang i Kurdistans frihedsbevægelses historie, blevet formelt imødekommet af regeringen i Damaskus. Det er dog en aftale med den nye overgangsregering, ledet af Al-Qaeda-terroristen Ahmed Al-Sharaa. Denne udvikling alene gør det kurdiske spørgsmål centralt for de aktuelle begivenheder i Mellemøsten. Men dette øjeblik udspiller sig midt i ekstrem ustabilitet og konkurrerende imperialistiske interesser.
Den nye syriske overgangsregering består hovedsageligt af tidligere medlemmer af al-Qaeda, al-Nusra og ISIS-tilknyttede personer. Dette er ikke en neutral eller reformistisk regering. Den har allerede begået massakrer mod alawitter og drusere og har gentagne gange forsøgt at udøve vold mod kurdere og andre minoriteter. Samtidig afspejler interne splittelser inden for denne regeringsblok de modstridende interesser, der er på spil inden for den; så det er ikke en samlet politisk enhed, men et omstridt territorium.
På internationalt plan er de vestlige magter i færd med at justere deres forhold til Syrien. Den Europæiske Union forbereder sig på at yde cirka 620 millioner euro til denne regering. USA er parat til at ophæve alle sanktioner og give den international legitimitet, mens Israel er gået ind i en fredsproces, der sigter mod at normalisere forholdet mellem dem. Selvom det ser ud til, at Vesten er enig i sine bestræbelser over for den syriske overgangsregering, er der store forskelle i deres strategiske interesser, som i stigende grad kommer i konflikt med hinanden.
I denne sammenhæng cirkulerer der rygter om, at Ahmed Al-Sharaa muligvis vil blive myrdet af interne oppositionskræfter. Disse rygter stammer primært fra zionistiske medier og falder sammen med en række destabiliserende begivenheder. Et stort antal ISIS-fanger er blevet ulovligt løsladt, hvilket destabiliserer både Syrien og Irak. Samme dag som de kurdiske krav blev opfyldt, trak de tyrkiske besættelsesstyrker sig tilbage fra Afrin. Dette er tegn på, at visse aktører aktivt støtter en begrænset fredsproces mellem kurderne og Damaskus, mens andre arbejder på at underminere den.
Samtidig har Israel angiveligt en kørende koordinering med Al-Sharaa’s militære efterretningstjeneste som led i sin egen fredsproces. Set ud fra et strategisk synspunkt har Israel historisk set haft fordel af et fragmenteret og svækket Syrien, da dette begrænser forekomsten af politiske alternativer, der kan udfordre den eksisterende regionale orden. Ved at acceptere de kurdiske krav har Al-Sharaa imidlertid at have fulgt andre prioriteter, der fokuserer på stabilisering i Syrien. Denne afvigelse fra Israels strategiske interesser kan også forklare den pludselige fremkomst af rygter om mord.
Disse udviklinger kan ikke adskilles fra begivenhederne i Iran. De igangværende demonstrationer mangler et sammenhængende fortropsparti eller en organiseret revolutionær ledelse. Denne mangel skaber en åbning for vestlig intervention og kooptering, hvilket er med til at forklare det bredere mønster af destabilisering og omkalibrering, der i øjeblikket udspiller sig i hele regionen.
Set ud fra dette perspektiv af, hvordan hele regionen udvikler sig, ville stabilisering i Syrien tjene amerikanske strategiske behov ved at frigøre kapacitet til eskalering andre steder. Man kan spekulere i, at USA forbereder militær handling mod iransk-allierede militser, især Hashd al-Shaabi i Irak, og potentielt tvinge dem syd for Bagdad.
Logikken bag disse udviklinger er ikke i overensstemmelse med Israels interesser. Et stabiliseret Syrien, der anerkender kurdisk autonomi, bringer kurderne tættere på at konsolidere en ægte antizionistisk, antiimperialistisk model i hjertet af Mellemøsten. En fornyet krig i Irak ville også risikere at demonstrere styrken af den kurdiske enhed og ideologi på tværs af grænserne.
Dette fører til det centrale spørgsmål: Hvorfor er de kurdiske krav så afgørende for udviklingen i Mellemøsten?
Den primære årsag til, at Assad nægtede at integrere kurdiske politiske og militære strukturer i den syriske stat, var hans grundlæggende modstand mod den videnskabelige socialisme, som det kurdiske projekt bygger på. Hans regimes sammenbrud afslører den nationalistiske og kapitalistiske status quos skrøbelighed og signalerer fremkomsten af revolutionære betingelser. Konflikten mellem SDF og andre fraktioner har i høj grad været drevet af denne ideologiske antagonisme. Nu hvor der er indgået en aftale, kan kampen skifte fra militær konfrontation til en politisk løsning, der kan fremme en socialistisk transformation. Dette minder om opløsningen af PKK i maj 2025.
Kurderne har erklæret Sykes-Picot-aftalen fallit. Det er derfor, det kurdiske projekt bliver angrebet fra alle sider. Det er ikke, fordi det er svagt, men fordi det er farligt for imperialismen, for reaktionære regimer og for alle systemer, der bygger på hierarki, patriarkat og udnyttelse. Af denne grund skal man forsvare den kurdiske revolution. Det er en konkret internationalistisk pligt.
Fremtiden for Mellemøsten og troværdigheden af enhver internationalistisk politik afhænger af, hvilken side man vælger. Menneskehedens side eller barbariets side.
Bijî berxwedana Rojava!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
