Tale
Da Erkan Özden første gang dukkede op på tv-skærmen i 2010 vakte det opsigt, og medierne gjorde ikke så lidt ud af at omtale ”Tv-avisens præmieperker”, som han blev kaldt i en overskrift, selv om han er født og opvokset i Taastrup.
Hans familie stammer fra en lille kurdisk landsby i Tyrkiet, hvor den med møje skaffede til dagen og vejen som småbønder. Da hans farfar, Ali, i begyndelsen af 1970’erne fik et brev fra en ven, der var rejst til Danmark, om at han kunne skaffe ham arbejde på (Danmarks største skibsværft, red.) B&W, slog han derfor til og rejste af sted til det ukendte land. Måske fristede det også at komme væk fra hans ni børn, for han var ikke et udpræget familiemenneske.
Forældrenes ambition var, at børnene skulle blive så godt uddannet, at de kunne få et endnu bedre liv end deres.
Dengang tog vi med åbne arme imod arbejdskraft udefra, og de der kom blev venligt kaldt gæstearbejdere. Han blev indlogeret på skibet Øbo, der lå ved Knippelsbro og begyndte som arbejdsmand, men fik efteruddannelser og bevægede sig over i smedefaget.
Hjemme i Tyrkiet var hans søn, Mehmet, der skulle blive Özdens far, sat i skrædderlære, men da hans mor syntes, at han havde fortjent noget bedre, tvang hun Ali til at sørge for, at sønnen også kunne komme til Danmark. Han blev ligeledes indlogeret på Øbo og havde forskellige jobs. Efter at have været hjemme for at blive gift og aftjene sin værnepligt, tog han tilbage til Danmark og fik også sin kone hertil. Det, der skulle have været midlertidigt, blev for altid. I bogen Små mænd med store hænder fortæller Özden historien om sin families kamp for at skabe sig et bedre liv – og om sin egen opvækst mellem to kulturer.
Faderen arbejdede i 20 år på (møbelfirmaet, red.) FDB’s lager, blev derefter buschauffør, og hen ad vejen lykkedes det af skifte lejligheden ud med eget hus i et “hvidt” kvarter. Familien levede som enhver anden arbejderfamilie. Der var ikke råd til at fråse, men der var til det nødvendige og lidt til. Der blev endog råd til at tage på ferie til landsbyen i Tyrkiet om sommeren. Tilknytningen til familien var stærk, men den kunne også havde sine ulemper, og gæstfriheden voksede ikke ind i himlen. Sønnen syntes at familien i Tyrkiet var rigeligt krævende og forventede meget af deres rige gæster.
For forældrene var det et adelsmærke at passe ind i Danmark, og det levede videre i sønnen. Altid at være høflig og ordentlig og flittig i skolen. Ikke at sige eller gøre noget, der var afvigende fra gængs skik og brug. Han fik en god ven, i hvis hjem han lærte meget om, hvad det gik ud på. En anden sammenligningsøvelse var at se Matador, hvor familien dog undrede sig over den danske alkoholkultur.
Forældrenes ambition var, at børnene skulle blive så godt uddannet, at de kunne få et endnu bedre liv end deres. Det er som bekendt sværere for børn fra arbejderklassen at få en såkaldt højere uddannelse, end for dem, der vokser op i et mere veluddannet samfundslag. Forældrene kan ikke i samme grad yde hjælp, hvad det faglige angår, og måske heller ikke altid give den samme støtte i al almindelighed. Desuden er der kulturbarrierer, der skal overskrides. For en “tilfødt”, hvor familien kommer udefra, er det selvsagt endnu vanskeligere, men det lykkedes for Erkan. Han fik en akademisk uddannelse, et godt arbejde, villa, Volvo og tre børn, men han må konkludere, at den usikkerhed, han følte som barn, bliver han aldrig kvit.
Hans bog om de små mænd, der var med til at bygge vores velstand op, da vi manglede store hænder, og om hvor stor en indsats det kræver at omstille sig fra én kultur til en anden, er god læsning i en tid, hvor visse politikere slynger om sig med det nyopfundne ord remigration.
Erkan Özden: Små mænd med store hænder – Barn af en gæstearbejder
Forlaget 28 B. 288 sider. 300 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
