27 års indsats har slået fejl
Det er ubestrideligt, at modernisering har bidraget til udviklingen i de arktiske regioner, især i Grønland. Denne udvikling skyldtes ikke alene private multinationale selskabers initiativer i Grønland. I stedet var det før hjemmestyret statsligt ejerskab og planøkonomi i 1960’erne. G60-programmet betød, at staten investerede i fiskeriet. Senere, efter indførelsen af hjemmestyret i 1979, var det stadig hjemmestyret, som stod bag udviklingen.
Grønlands udvikling kan belyses ved den gennemsnitlige årlige vækst i bruttonationalprodukt (BNP). Statens øvrige udgifter som en andel af Grønlands BNP er en anden væsentlig forklaring på den økonomiske afhængighed.
Hvis politiske beslutningstagere venter på gevinster fra olie, gas eller minedrift, vil nye projekter først blive rentable 12 til 15 år efter et eventuelt fund. Ensidige investeringer forsinker derfor udviklingen.
I perioden 1960 til 1970 oplevede Grønland en bemærkelsesværdig økonomisk vækst. Den første femårsplan fra 1960 til 1965 viste en gennemsnitlig årlig vækstrate på 14,6 procent, mens den anden femårsplan 1965–1970 havde 7,7 procent. Enkelte år var ekstreme – i 1962 var væksten hele 34,6 procent vækst sammenlignet med året før, og i 1964 var væksten 19,9 procent. Sammenlignet med andre økonomier lå Grønlands “isbjørneøkonomi”, på verdensrekordniveau. Samtidig faldt den økonomiske afhængighed af staten markant. I 1955 – 1960 var De statslige udgifters andel af det grønlandske BNP 150 procent, mens det i 1986 til 1990 var faldet til 50 procent.
Årene efter hjemmestyrets indførelse i 1979 er interessante, dels fordi væksten i statens udgifter blev lavere, og dels fordi den fortsatte store offentlige rolle i anden halvdel af 1980’erne ikke peger på en vækst, der bekræfter, at moderniseringen skyldes det private initiativ.
I årene efter hjemmestyret begyndte økonomien at skifte fra ekstensiv til intensiv vækst. Ekstensiv vækst betyder, at man vokser ved at tilføre mere arbejdskraft, materialer, kapital og naturressourcer. Denne form for vækst fungerer bedst, når økonomien har mange uudnyttede ressourcer, men den har naturlige grænser. Når nationalproduktet aftager, og andre sektorer oplever ressourcemangel, bliver det nødvendigt at skifte til intensiv vækst, hvor ressourcerne udnyttes mere effektivt.
I 1980’erne blev der gennemført et omfattende investeringsprogram ved Den Kongelige Grønlandske Handels (KGH) produktions- og eksportdivision (PROEKS). Det forklarer, hvorfor den intensive vækstfase ser ud til at være startet i denne periode. Økonomisk vækst i denne fase afhænger af bedre uddannelse, øget produktivitet og innovation samt smartere organisering af produktionen. Rationaliseringer frigør arbejdskraft til andre sektorer og skaber mulighed for langsigtet vækst.
Nyere data, fra 1994 og frem, viser, at Grønlands afhængighed af statens udgifter fortsætter med at falde. Dette indikerer en gradvis bevægelse mod økonomisk selvstændighed.
Tallene viser, at selvom Grønland fortsat er afhængig af statslige overførsler, er andelen af det grønlandske BNP faldet jævnt de sidste 26 år. Dette kan tyde på, at Grønlands egenproduktion og produktivitet er vokset, og at den økonomiske afhængighed af staten gradvist reduceres. På den anden side kan det også skyldes, at de statslige overførsler af indkomst til landskassen er aftagende. De to ting udelukker ikke hinanden.
De statslige udgifters andel af det grønlandske BNP faldt fra 47 procent i 1994 til 20 procent i 2023. Ud fra disse data kan man forvente, at Grønland under ellers konstante forhold kan blive økonomisk selvbærende inden for 10 år. Perioden kan være kortere, hvis Grønlands egenproduktion vokser hurtigere end forventet.
Hvis politiske beslutningstagere venter på gevinster fra olie, gas eller minedrift, vil nye projekter først blive rentable 12 til 15 år efter et eventuelt fund. Ensidige investeringer forsinker derfor udviklingen. En bred og differentieret erhvervsudvikling kan fremme kvalitativ vækst, innovation og iværksætteri – centrale komponenter i Grønlands fremtidige udvikling.
Klimaforandringer har også positive effekter. Smeltende is i Arktis og åbning af nye områder giver adgang til ressourcer og muliggør differentierede udviklingsmodeller. Risikoen ved at satse “alt i én kurv” – for eksempel olie, gas og minedrift – er, at økonomien kan blive strukturelt ubalanceret. Dette kaldes også “hollandsk syge”.
Offentligt engagement og en dansk paternalistisk tilgang viser en antiimperialistisk, men kolonialistisk udvikling, hvor staten, senere hjemmestyret og i dag selvstyret fungerede som beskyttere mod et udenlandsk imperialistisk pres. Efterkrigstiden bød på nogle private investeringer, men med begrænset succes. Undtagelserne var minedrift og privatisering af KNI Pisiffik.
I stedet udvikledes et blandet økonomisk system med en stor offentlig sektor og en lille privat sektor. Moderniseringen lykkedes materielt, men manglende lokal deltagelse førte til fremmedgørelse. En deltagelsesbaseret tilgang kunne have skabt en dedikeret og produktiv arbejdsstyrke gennem befolkningens følelse af at være inkluderet og værdsat.
Uanset hvordan de grønlandske vælgere ser sig selv nationalt, er det imidlertid ikke nok at ønske sig selvstændighed eller en national identitet for at opnå virkelig politisk og økonomisk uafhængighed. Selv hvis Grønland officielt blev en suveræn stat og tog de mest effektive modeller i brug for selvforsyning og formel autonomi, ville USA på grund af Monroe-doktrinen stadig have så stor indflydelse, at Grønlands reelle suverænitet vil være begrænset på det udenrigspolitiske område. Det viser, at de traditionelle tilgange til uafhængighed – fokus på økonomisk uafhængighed eller national identitet – ikke rækker alene.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
