Lyt til en kort opsummering af artiklens hovedpunkter her.
Den 3. januar angreb USA det latinamerikanske land Venezuela. Som en del af angrebet kidnappede USA’s styrker Venezuelas præsident Nicholás Maduro og hans kone Cilia Flores, der blev ført til USA.
Politiske figurer og medier i Vesten har forsøgt at skønmale den militære invasion med en række påstande om Maduro, Venezuela og selve angrebet. Arbejderen dykker ned i fem af disse påstande for at skille fakta fra fiktion.
Er Maduro leder af et narkokartel?
Påstand: USA’s udenrigsministerium har forsøgt at retfærdiggøre jagten på Venezuelas præsident Nicholás Maduro ved at anklage ham for at være leder af et narkokartel.
“Maduro hjalp med at lede og i sidste ende stå i spidsen for Cártel de los Soles, et venezuelansk narkohandelsorganisation bestående af højtstående venezuelanske embedsmænd”, skrev USA’s udenrigsministerium efter angrebet. Da Maduro kom til magten i Venezuela skulle han ifølge ministeriet have deltaget i en “korrupt og voldelig narkoterrorisme-sammensværgelse med de Revolutionære Væbnede Styrker i Colombia (FARC)”.
Det ved vi: Der findes ingen beviser for, at Nicholás Maduro skulle være leder af en narko- eller terrororganisation. Det har USA’s justitsministerium også måtte se i øjnene i retssagen mod Maduro, hvor Cártel de los Soles ikke længere bliver omtalt som en decideret organisation, skriver The New York Times. Trump har ikke kunnet bevise, at kartellet overhovedet skulle eksistere.
– Forestillingen om, at Cártel de los Soles er en samlet terrororganisation, er i høj grad en vestlig konstruktion. Den er blevet spredt, ikke fordi den afspejler den empiriske virkelighed, men fordi den har geopolitisk nytteværdi – den skaber en færdiglavet begrundelse for intervention, fortæller Jenaro Abraham, politolog og professor i latinamerikansk politik ved det amerikanske Gonzaga Universitet, til den tyrkiske tv-station TRT World.
Har Venezuela stjålet USA’s olieindustri?
Påstand: USA’s præsident Donald Trump mener, at USA har ret til at invadere Venezuela og kidnappe landets præsident Nicholás Maduro, fordi Venezuela angiveligt skulle have stjålet USA’s olieindustri.
– Vi opbyggede Venezuelas olieindustri med amerikansk talent, drivkraft og dygtighed, og det socialistiske regime stjal den fra os under de tidligere administrationer. Og de stjal den med magt, lød det fra Trump efter kidnapningen af Maduro.
Det ved vi: Venezuela har nationaliseret sin egen olie, ikke stjålet USA’s. Ligesom alle andre lande har Venezuela ifølge international lov permanent suverænitet over sine egne naturressourcer, og det er derfor kun op til Venezuela at bestemme ejerskabsforholdet over sin egen olie.
Da Venezuelas regering i 2007 nationaliserede sin olieindustri med kravet om, at det statsejede venezuelanske olieselskab PDVSA skulle eje størstedelen af alle olieprojekter i Venezuela, havde det store økonomiske konsekvenser for de amerikanske olieselskaber ExxonMobil og ConocoPhillips, der i årevis havde scoret enorme profitter på olien i Venezuela.
ConocoPhillips krævede erstatning for både deres udstyr og deres tabte udvindingstilladelser, skriver American Society of International Law. Venezuelas regering tilbød kun at betale udstyrets bogførte værdi (anskaffelsesprisen), men firmaerne krævede den langt højere markedsværdi. Verdensbankens voldgiftsdomstol gav selskaberne medhold med henvisning til internationale investeringstraktater. Da Venezuela nægtede at betale den fulde erstatning, kendte domstolen nationaliseringen for at være en ulovlig ekspropriation.
Med til denne historie hører, at Verdensbankens hovedkvarter ligger i USA’s hovedstad Washington D.C. Siden Verdensbankens oprettelse i 1947 har dens præsident altid været amerikansk statsborger. Kritikere som den amerikanske økonom Jeffrey Sachs mener, at Verdensbankens voldgiftsdomstol på uretfærdig vis favoriserer vestlige firmaer “på bekostning af de fattige”.
Er det kun få, der begræder Maduros kidnapning?
Påstand: Medier og politikere i Vesten tegner et billede af, at størstedelen af venezuelanerne er glade for, at Venezuelas præsident Nicholás Maduro og hans kone Cilia Flores er blevet bortført og taget til fange i USA. Det danske mainstreammedie Berlingske har eksempelvis skrevet en artikel med overskriften:
“Maduros fald ligner begyndelsen til enden. Der vil næppe blive grædt mange tårer”
Medierne peger især på venezuelanere udenfor Venezuela, der har fejret USA’s invasion og kidnapningen af landets præsident.
Det ved vi: Det er sandt, at der i flere byer med mange venezuelanske indvandrere og efterkommere har været demonstrationer til støtte for USA’s invasion og kidnapning af Maduro. Venezuelanere har fejret denne begivenhed i blandt andet den spanske hovedstad Madrid, den amerikanske delstat Miami og den colombianske hovedstad Bogotá.
Men mange vestlige medier viser ikke, at venezuelanere, der bor i Venezuela, igen og igen går på gaden til store protester imod USA’s invasion og til støtte for Maduro og Flores, som de kræver at få tilbage til Venezuela. Optagelser har flere gange vist fyldte gader i den venezuelanske hovedstad Caracas, hvor demonstranter har marcheret med billeder af præsident Maduro og hans forgænger Hugo Chávez.
Var kidnapningen af Maduro fejlfri?
Påstand: Efter USA’s kidnapning af Maduro sagde Pete Hegseth, USA’s såkaldte krigsminister, at operationen var blevet gennemført med høj præcision og uden fejltagelser.
– Ord kan knapt beskrive det mod og den magt og præcision i denne historiske operation, et massivt fælles angreb mellem militæret og ordensmagten, der fejlfrit blev udført af de bedste amerikanere, som vores land kan tilbyde, sagde Hegseth ifølge USA’s krigsminsterium.
Det ved vi: Om det er en fejl at dræbe mennesker afhænger selvfølgelig af, hvem man spørger. Men vi ved, at Diosdado Cabello, Venezuelas indenrigsminister, ifølge Reuters har udtalt, at mindst 100 mennesker mistede livet, da USA bombede alt fra almindelige menneskers lejligheder og varehuse til lufthavne og militærbaser. Optagelser viser flere hjem, der er blevet ramt i angrebet.
32 af de dræbte mennesker var cubanske soldater og andet militærpersonel, der havde været udstationeret i Venezuela som livvagt for Maduro. BBC var til stede i Cubas hovedstad Havana, da skarer af mennesker den 15. januar hyldede de 32 dræbte, hvis lig blev kørt fra Havanas Lufthavn til Cubas forsvarsministerium i en begravelseskorte.
Var invasionen legitim?
Påstand: Fremtrædende politiske figurer i Vesten, som eksempelvis den italienske premierminister Georgia Meloni, har givet udtryk for, at USA har ret til at bortføre og retsforfølge Venezuelas præsident Maduro.
Den italienske regering anser “defensiv intervention mod hybride angreb på landets sikkerhed for at være legitim, som i tilfældet med statslige enheder, der fremmer og støtter narkotikahandel”, udtaler Meloni ifølge den indiske tv-kanal NDTV.
Det ved vi: Denne artikel har allerede gjort det klart, at der ikke findes beviser for, at Maduro skulle være leder af et narkokartel. Men selv hvis der senere skulle komme beviser for, at den venezuelanske regering handler med narko, ville det ifølge international lov stadig ikke være nok til at retfærdiggøre en invasion.
I et interview med Arbejderen siger den danske juraekspert Astrid Kjeldgaard-Pedersen, professor i folkeret ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, at USA’s invasion var et brud på international lov. Ifølge FN-pagten må en stat nemlig kun sende miltære styrker ind i en anden stat hvis:
1) Den anden stat selv beder den første stat om at indsende styrkerne.
2) Den anden stat har udført et militært angreb mod den første stat, som dermed må forsvare sig selv med et modangreb.
3) FN’s Sikkerhedsråd har godkendt den militære magtanvendelse.
Da Venezuela hverken har bedt USA om at indsende styrker eller har angrebet USA, og da FN’s Sikkerhedsråd ikke har godkendt magtanvendelse mod Venezuela, er USA’s invasion af Venezuela imod international lov. Også i tilfælde af at det senere skulle komme frem, at Maduro er en narkobaron i forklædning.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
