Overblik
Regeringen går over åen efter vand
Regeringen insisterer på at hente filippinske og indiske sosu-hjælpere og -assistenter til Danmark. Det er ikke rettidig omhu på et tidspunkt, hvor vi har mange udenlandske sygeplejersker, som bør have fortrinsret til ledige stillinger på ældreområdet, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
Vi bliver flere og flere ældre, og derfor får vi brug for mere faglært sundhedspersonale. Men det er ikke tilstrækkelig grund til at “shoppe amok” i udviklingslande. Vores egen mangel på sundhedsfagligt personale er nemlig vand ved siden af, hvad man mangler af sundhedspersonale i eksempelvis Indien. Så meget desto mere er vi forpligtede til at overholde WHO’s etiske retningslinjer for rekruttering af sundhedspersonale fra lande, som har større sundhedsproblemer end Danmark.
Lige nu er situationen tilmed den, at vi pludseligt har overskud af udenlandske sygeplejersker fra blandt andet Iran. Det er sygeplejersker, som selv er rejst til Danmark for at søge autorisation som sygeplejersker. De er kommet hertil på en særlig ordning, hvor de har tre år til at lære dansk og søge dansk autorisation – en proces, som dog også forudsætter en ansættelse i en såkaldt evalueringsansættelse. Der er bare ikke nok ledige stillinger, og mange må derfor vende hjem igen med uforrettet sag.
Henter ansatte i Indien og Filippinerne
Så meget mere grotesk er det, at regeringen nu insisterer på at hente filippinske og indiske social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter til Danmark. Det er ikke rettidig omhu på et tidspunkt, hvor vi har mange udenlandske sygeplejersker, som bør have fortrinsret til ledige stillinger på ældreområdet – naturligvis med relevant uddannelsestilbud. At invitere med den ene hånd – og udvise med den anden – det er ganske enkelt en hån mod de mange, som har satset alt på dansk ansættelse.
Vi kommer heller ikke uden om at tale om de store sproglige barrierer, som ikke mindst påvirker de ældre og syge, som skal modtage hjælp – men altså også de ansatte. At kunne kommunikere fagligt med kolleger er en afgørende vigtig forudsætning for, at man kan udføre sit arbejde sikkert og rigtigt. Men kommunikation er også afgørende for trygheden for de borgere, som skal modtage hjælpen.
Vores egen mangel på sundhedsfagligt personale er vand ved siden af, hvad man mangler af sundhedspersonale i eksempelvis Indien.
En kollega beskrev for nylig, hvordan en dement borger misforstod en anden borger på en måde, som skabte vrede og nær var kommet til klammeri. Ikke mindre end tre udenlandske kolleger havde angiveligt overværet optrinnet, men uden at forstå, at der var tale om en sproglig misforståelse, som skulle udredes, før det gik galt.
Situationen blev heldigvis udredt – men det er ikke en usædvanlig situation, når borgere med demens skal bo og leve sammen. Og det kan få fatale konsekvenser, hvis der ikke er nogen, som kan hjælpe med at afværge en mulig katastrofe. Sprog er en forudsætning for de vigtige relationer mellem ansatte og borgere. Og sprog er afgørende for, at de borgere, som vi har ansvaret for, reelt har medbestemmelse på den hjælp, de skal modtage, sådan som vi netop har aftalt i en ældrereform.
Nok veluddannede ansatte er afgørende
Og veluddannet personale nok er afgjort en forudsætning for, at vi kan rekruttere personale nok i fremtiden. Alt for mange har forladt faget på grund af kaotiske arbejdsvilkår, hvor for få ansatte, for mange ufaglærte, for mange sygemeldte, for mange ukendte vikarer og så videre er hverdag. Det gør det tæt på umuligt at skabe den ro og kontinuitet, som kan gøre hverdagen værdig for de syge og ældre, som man er ansat til at tage sig af. De vilkår vidner ikke om den nødvendige anerkendelse af faget, som kan gøre en forskel, når unge skal vælge uddannelse. Tværtimod kan både lav løn og lav indflydelse på eget arbejde skræmme de fleste væk.
Jeg synes ikke, at svaret på de udfordringer er at rekruttere udenlandsk sundhedspersonale, som naturligt vil være mere optaget af job og opholdstilladelse – end de er optaget af arbejdsvilkår. Svaret er at sikre bedre løn- og arbejdsvilkår for ansatte i sundheds- og ældresektoren.
Jeg synes til gengæld, at det er sund fornuft at bruge dem, som allerede er her – og bruge ressourcerne på mere sprogundervisning og mere faglig uddannelse. Det er et ledelsesansvar at sikre, at nye medarbejdere også omfattes af de faglige rettigheder, som medarbejdere i sundhedssektoren har kæmpet sig til i overenskomster. Og det er et ledelsesansvar at sikre, at både sproglige og faglige kompetencer er så tilstrækkelige, at de udenlandske medarbejdere kan varetage de opgaver, som skal varetages.
Og lad os så hjælpes ad med at styrke fagområderne på en måde, hvor flere unge igen får lyst til uddannelse – både fordi det betaler sig – og fordi det er et livgivende hverv. Der er ingen grund til at gå over åen efter vand.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. januar 2026 | 07:14
