Dansker afsted
Torsdag aften den 13. november:
Torsdag aften ankommer jeg igen til Belém. De andre er taget til den danske reception, som finder sted på en fin restaurant i byen. Jeg ankommer sent og føler mig evigt svedig efter en hel dag i regnskoven. Jeg har heldigvis iført mig den rene skjorte, som hele dagen har ligget i min rygsæk.
Receptionen går hurtigt; der er meget støj, og jeg ender i en diskussion med PFA’s direktør for ansvarlige investeringer, Rasmus Bessing, som stod helt alene, inden jeg gik over til ham. Jeg spørger, hvorfor PFA stadig investerer i det enorme olie- og gasselskab TotalEnergies, som netop nu anlægger olierørledningen EACOP i Uganda og Tanzania. Anlægningen af rørledningen forflytter borgere med utilstrækkelig eller ingen kompensation og krænker desuden utallige menneskers grundlæggende rettigheder i lokalsamfundene.
Rasmus svarer, at hvis det stod til ham, investerede PFA i mange flere fossile selskaber end Total, da jeg må forstå, at det er dérigennem, de kan påvirke dem i en grøn retning. Jeg synes, at det lyder som en dårlig undskyldning for mangel på vilje til at handle, og jeg beder en stille bøn for, at det aldrig udelukkende bliver op til ham, hvad de investerer i.
Caipirinhas (brasiliansk cocktail, red.) flyver rundt i lokalet, og klokken bliver mange, inden vi er hjemme. Der er rodet, og vores toilet er åbenbart stoppet.
I morgen fra klokken 07.30 bliver vi fulgt af en journalist fra Politiken.
Fredag den 14. november:
Hele formiddagen er vi syv personer, hvis man tæller Magnus fra Politiken med. Han vil gerne dokumentere, hvordan vi bor, og hvordan vores dag forløber.
Vi begynder dagens aktivisme med en demonstration inde i Belém centrum, hvor der kommer 2000 færre personer end forventet – vi ender med at være omkring 50.
Ikke den bedste start på dagen.
Lørdag den 15. november:
For første gang siden COP26 i Glasgow foregår klima-COP’en i et demokratisk land. Derfor er det endelig muligt at demonstrere på gaden. Det skal markeres med en enorm demonstration.
Et par af os er der næsten to timer, før demonstrationen begynder – jeg skal interviewes live af DR. Stemningen er allerede enorm, og jeg har aldrig set en så mangfoldig gruppe af mennesker: Klimaaktivister fra alle verdenshjørner, lokale fra Belém-området, oprindelige folk fra hele Sydamerika og nogle få diplomater, som ikke havde forhandlinger i dag.
Foto: Privat
Vi skal gå med en kæmpe ballon (jeg kom vist til at vedhæfte et billede af den til første del af dagbogen – ups), som er svær at styre under lygtepæle og ledninger, særligt når der kommer et vindpust. “MAKE POLLUTERS PAY!” (FÅ FORURENERE TIL AT BETALE!) står der på den. Jeg hører beretninger om alt fra 40.000 til 80.000 på gaden.
Efter demoen tager vi ud på universitetet, Universidade Federal do Pará, som i anledning af klimatopmødet er forvandlet til topmødet Folkets Topmøde, der skal fungere som COP’ens folkelige modstykke.
Dagbogen fortsætter…
Læs også
Vores ven Mohammed er med i et panel, som vi overværer. Stemningen derude er let, og folk smiler, når man går forbi dem. Men den er også lidt flad – nok tynget af de seks timer, som folk i 35 graders bagende sol brugte på gaden med os tidligere.
Rainbow Warrior, det legendariske Greenpeace-skib, ligger til kaj ved universitetet. For omkring et halvt år siden havde vi en drøm om, at vi kunne sejle med skibet tværs over Atlanten som vores transportmiddel til COP, men besætningen havde allerede andre planer.
Søndag den 16. november:
Endelig en fridag – eller i hvert fald en mindre travl dag. Vi organiserer kort en demo, som vi i morgen skal afholde sammen med nogle amerikanere fra gruppen Debt for Climate. De er nogle ret seje aktivister, og vi er glade for, at de vil arrangere en demo med os.
Vi bruger resten af vores afslapningsdag på en svedig cykeltur i Beléms lokale statspark Utinga. Måske I har hørt om den – det er her, de skulle bygge den berygtede, hykleriske “COP-motorvej” (en firesporet motorvej gennem Amazonas Regnskov til byen Belém, hvor klimatopmødet blev holdt, red.). Det viser sig dog, at motorvejen skulle bygges uanset COP, og at den slet ikke er færdig, men at klimatopmødet var en belejlig undskyldning for projektet.
Foto: Privat
Inden den nedlagte stribe af skov, som på et tidspunkt bliver til kørebane for travle bilister, gør parken indtryk: Frodige træer, vandløb, papegøjer, kapivarer og dødningehovedaber.
Vi mødes med en gruppe danske journalister, som netop er ankommet, på den semi-gentrificerede, amazonasinspirerede café, som vi også befandt os på tidligere på ugen. Efter en kort snak deler vi os op, så vi kan have et aftenmøde.
Der går imidlertid koks i aftensmadsbestillingen, og en blanding af uopmærksomhed, træthed og kommunikation over Google Oversæt gør, at vi først får vores mad efter fire timer. Udmattede efter en lang “afslappende” dag, tager vi en Über tilbage til vores lejlighed.
Mandag den 17. november
Jeg holder tale til demoen. Det er langt fra min første tale, men formatet ved demoer i Blue Zone er anderledes. Sproget er ofte mere teknisk og på engelsk, og der er skarp sikkerhedskontrol med, at man ikke må nævne ministre, lande, virksomheder og lignende ved navn. I år har de dog lempet reglerne, så vi gerne må nævne, hvilket land vi kommer fra i talerne, hvilket betyder, at vi slipper for kluntede formuleringer som:
“Jeg er fra et lille kongerige i den nordlige del af en bestemt union i det globale nord”.
Alle formuleringer på vores bannere skal dog stadig godkendes inden demoen, og vi skal på demoens maksimalt 30 allokerede minutter – den tid en demo må vare ifølge FN’s sikkerhedsfolk – igennem ni talere og utallige kampråb. Bryder man nogen af disse regler, risikerer man at blive “de-batched” – altså få frataget retten til at befinde sig på COP-området.
Vi løber fra demoer til SoMe-videooptagelser, NGO-møder og tilbage til demoer igen. Jeg forestiller mig, at resten af ugen fortsætter i samme format.
Torsdag den 20. november
De sidste dage har været travle. Dagene ligner hinanden. Til dagens demo er det mit job at skaffe en højtaler til talerne – en opgave, jeg forestillede mig var simpel, men som ender med at hive mig rundt i alle konferencehallens små rum for at sikre mig en højtaler, som ikke allerede er lovet ud.
COP er et anderledes sted at være aktivist. Jeg har været spændt på at opleve, hvor stor en påvirkning vi har her, om nogen. Efter at have været her i halvanden uge er der for mig ingen tvivl om, at vi har en vigtig rolle at spille – men rollen er samtidig anderledes, end jeg forestillede mig. Det er lidt for store tanker til, at jeg kan nå at skrive dem her, men jeg bliver glad, da jeg hører en journalist fortælle en af de andre fra Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGBUB, red.), at vores demonstrationer på COP har mere “impact”, end nogen artikel personen nogensinde selv kunne skrive.
Selve forhandlingerne er gået i hårdknude. EU, med Lars Aagaard i spidsen, er gået ind til forhandlingerne med intentionen om kun at snakke udfasning af fossile brændsler, uden at ville diskutere mere finansiering til omstillingen i økonomisk fattigere lande i det globale syd. Det viser sig ikke at være den bedste måde at få alliancepartnere på, og EU står pludselig meget alene.
Colombia er dog heller ikke taget til Brasilien for at indgå i en klimaaftale, som ikke nævner noget som helst om fossile brændsler, og tager initiativ til en konference uden om COP’en, som skal diskutere netop dette. Danmark støtter heldigvis op.
Hen ad eftermiddagen er jeg på vej til et møde, da en ny besked tikker ind i vores NGO-chat. “Brand!” står der. “Brand”, tænker jeg – gad vide om det er ment på engelsk eller dansk, eller om det betyder noget, jeg slet ikke fanger. Folk spurter forbi mig, og det var åbenbart ment på dansk. Der er udbrudt brand i det store telt, hvor alle landenes pavilloner står, og alle konferencerummene skal evakueres, og vi ved ikke, hvornår vi må komme tilbage igen.
Ingen er heldigvis kommet noget alvorligt til, og det passer faktisk godt med mine planer, som er at mødes med en kvinde fra Honduras, der vil fortælle om de katastrofale olieprojekter, landet skal til at starte op. Projektet vil smadre livsgrundlaget for de oprindelige folk, som i utallige generationer har levet på dette land. Det er en forfærdelig historie, men den gør indtryk, og forhåbentlig kan vi hjælpe hende på et senere tidspunkt.
Lørdag den 22. november
Aftalen lander efter en lang dag i plenaren (til plenarmøde, red.). Det er svært ikke at blive fuld af apati, når man blot kan iagttage en så utilstrækkelig klimaaftale blive vedtaget for øjnene af en.
Colombia gør et sidste forsøg og skaber drama i plenaren, da de modsætter sig aftalens tekst om CO2-reduktioner, og Panama bakker op. COP-præsidenten kalder til pause og forlader plenaren. Et øjeblik bliver vi fulde af håb: Hvad nu hvis det her kan føre til en mere ambitiøs aftale? Men efter en times pause vender præsidenten tilbage og siger noget i retning af:
– Jeg beklager, jeg er meget træt, og overså jeres protest. Da jeg allerede har banket med hammeren, så er det vedtaget.
Utroligt, at træthed på den måde kan blive afgørende, men så igen havde det nok ikke haft den store betydning alligevel.
Efter et par interviews med danske journalister forlader vi COP30, mens faciliteterne omkring os bogstaveligt talt bliver fjernet.
COP30 er slut, og det blev nok desværre lige så uambitiøst, som vi havde regnet med. En lang nedtur, som heldigvis delvist vejes op af små opture.
Den næste uge bliver jeg i Belém-området og udnytter, at jeg befinder mig så langt hjemmefra. Måske har jeg endelig tid til at få et større indtryk af byen og de folk, der bor her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
