Reportage
Jeg står på det larmende dæk af en stor motorbåd og skuer ud over Amazonfloden. Den ene flodbred er dækket af skov, mens storbyen Belém tårner sig op på den anden. Med mig ombord på båden er græsrødder fra den internationale bondebevægelse La Vía Campesina (LVC), græsrodsnetværket Friends of the Earth International (FOEI) og mange andre organisationer og bevægelser.
Luften er varm og fugtig, vi sveder i vores redningsveste, men humøret er højt. Det er første dag af Folkets Topmøde, og vi åbner mødet med en stor båddemonstration ned ad Amazonfloden for at fejre floden som en vigtig transportåre og kilde til vand for regnskoven og alle væsenerne i den.
Foto: Sophia Straarup
I løbet af de næste fem dage samles mere end 15.000 mennesker på universitetet i den brasilianske delstat Parás. Deltagerne er oprindelige folk, småbønder, quilombolas (efterkommere af slavegjorte), fiskerfolk og skaldyrssamlere, folk, som lever i og af skoven, arbejdere, hjemløse mennesker og unge. Folk som er organiseret i mere end 1000 forskellige grupperinger, fagforeninger og organisationer fra hele verden.
Vi samles for at gøre krav på suverænitet, for at bygge en retfærdig og demokratisk verden, og fordi vi har mistet troen på, at de multilaterale forhandlinger på FN’s klimatopmøde kan levere det, der skal til. Det har vi set år efter år, når fossile interesser og oliestater er lykkedes med at påvirke forhandlingerne til deres fordel og blokere for reel klimahandling.
Agroøkologi, madsuverænitet og landreformer
Jeg deltager i Folkets Topmøde som del af La Vía Campesina. Sammen med en international delegation fra 21 lande er vores rolle under mødet at fremhæve de levede erfaringer fra bønder verden over.
I LVC peger vi på agroøkologi og madsuverænitet som realistiske og retfærdige løsninger på klimakrisen. For os er agroøkologi ikke bare et håb for fremtiden, men en måde at yde modstand på nu og her. Det er en måde at producere mad til mennesker, der samtidig kan være med til at køle planeten ned.
Agroøkologien står i modsætning til de falske løsninger, som dominerer klimapolitikken på COP30. Vestlige stater bygger en stor del af deres CO2-reduktioner på potentielle ”negative emissioner” gennem teknologier, der skal lagre CO2 i jorden, for eksempel ved at plante skov. Men den slags projekter kræver urealistisk store mængder land andre steder i verden. I den seneste Land Gap Report vurderes det, at der skal bruges et areal større end Kina for at opfylde alle de eksisterende reduktionsløfter. Det er hverken muligt eller bæredygtigt, og det skubber til en udvikling med yderligere landtyveri og fortrængning af bønder og oprindelige folk fra deres territorier.
Vi debatterer ikke klimaforandringerne. Vi lever dem, vi indånder dem, vi drikker dem.
Melody, klimaaktivist fra Ogoniland i Nigeria
Adgang til land er et gennemgående tema, når vi taler om klimaretfærdighed. Retten til mad og retten til at dyrke sund og nærende mad på bæredygtig vis er afgørende instrumenter i kampen mod den kapitalistiske rovdrift på natur og mennesker. Og for at dyrke mad skal man have adgang til land.
Men adgangen til land er ikke lige for alle. Det gælder både her i Danmark, hvor strukturudviklingen i landbruget har resulteret i en koncentration af landbrugsjorden på færre og færre hænder, og i Brasilien, hvor lokale folk fordrives fra deres jord, når den opkøbes af store virksomheder.
I Brasilien har de jordløse arbejdere samlet sig i Landløse Landarbejderes Bevægelse (MST) og taget kravet om adgang til land i egne hænder ved at flytte ind på ubenyttet landbrugsjord og dyrke den efter agroøkologiske principper og metoder.
Foto: La Vía Campesina
Men jordbesættelserne er ikke ufarlige, og de burde ikke være nødvendige. For FN’s erklæring om bønders rettigheder, UNDROP, sikrer netop bønders ret til land og adgang til land og ressourcer for at dyrke landbrug. Derfor er et af de fælles krav fra deltagerne på Folkets Topmøde, at der gennemføres landreformer, som giver bønder adgang til land, hvor de kan dyrke mad.
Fortællinger fra frontlinjen
En stor del af Folkets Topmøde bruger jeg på at lytte til historier om folks kampe på frontlinjen af klimakrisen.
På tredjedagen er jeg med til en panelsamtale med nogle af de aktivister, der er sejlet til Belém. Her hører jeg Melody fra Ogoniland i Nigeria fortælle fattet, men kraftfuldt om den ødelæggelse, som fossilgiganten Shell har forårsaget i hendes hjem, og de konsekvenser det har haft for hendes folk:
– Vi debatterer ikke klimaforandringerne. Vi lever dem, vi indånder dem, vi drikker dem. Og vi begraver vores børn på grund af dem, siger Melody.
Hun fortæller om, hvordan hun mistede sin 11-årige datter til en sjælden type blodkræft, der er direkte forbundet med forureningen fra Shells olieudvinding i Ogoniland.
I dag er den forventede levetid for folk fra Ogoniland 41 år. Melody selv er 34 år. Hun kæmper for retfærdighed og værdighed for hendes folk og for at stoppe olieudvindingen, der er sat til at fortsætte på trods af de katastrofale konsekvenser for mennesker og miljø.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Udland
Dansk aktivist afsted
Dagbog fra COP30: Mærsk og Arla greenwasher, mens oprindelige folk lider
Staten bekymrer sig tydeligvis ikke for lokalbefolkningens liv. Derfor fremhæver Melody behovet for solidaritet med og mellem alle oprindelige folk og grupper, der står ansigt til ansigt med neokolonial ekstraktivisme.
Samme aften taler Lucinato Tupinabá fra Tupinambá-folket fra Amazonas. Lucinato er rejst til Belém for at bede om hjælp til at beskytte deres og andre oprindelige folks territorier. Han fortæller os grædende om, hvordan tupinambá-folkets territorier bliver ødelagt af minedrift og afskovning, og hvordan hans folk bliver forfulgt og fordrevet. Hvordan deres vand og mad bliver forurenet. Og om hvordan hans børn vokser op med den samme kamp.
Det føles, som om der er noget, der er lige ved at briste. Da han er færdig med at fortælle, udfører Lucinato en ceremoni, hvor alle deltagerne modtager velsignet, duftende vand på vores hænder og hoved. Jeg kan kun føle mig ydmyg over at tage imod denne gave og smertefulde historie.
Det er historier som Lucinatos og Melodys, som minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi som borgere i Danmark, der er blandt de 20 lande, som historisk har belastet klimaet allermest i forhold til vores størrelse, gør alt, hvad vi kan for at stille vores regeringer og de multinationale virksomheder med base i det globale nord til ansvar for deres klima- og miljøødelæggelser.
For mens effekterne endnu ikke viser sig alt for voldsomt herhjemme, er konsekvenserne for mennesker andre steder i verden ubærlige.
Fælles kampe og international solidaritet
Folkets Topmøde kulminerer den 15. november med en historisk march gennem Belém, hvor mere end 70.000 personer deltager. Vi marcherer side om side med oprindelige folk, bønder og aktivister fra hele verden.
Det er 35 grader varmt, solen bager, og det fugtige, varme vejr gør det hårdt bare at råbe. Men rundt om os bliver der danset, spillet på trommer og råbt slagord på primært portugisisk og spansk.
Foto: La Vía Campesina
På den sidste dag af Folkets Topmøde færdiggør vi deklarationen fra Folkets Topmøde, som sammenfatter alle bevægelsernes fælles kampe og fastslår vigtigheden af international solidaritet. Teksten bliver senere overleveret til præsidenten af COP30, André Aranha Corréa do Lago, og Brasiliens minister for miljø og klimaforandringer, Marina Silva.
Kravene fra Folkets Topmøde er ikke reflekteret i resultaterne af FN’s klimaforhandlinger. Men den virkelige værdi af Folkets Topmøde findes i de idéer og forbindelser, som vi opbyggede undervejs.
Nu er det tid til at fortsætte med at skabe modstand og organisere os lokalt i den internationale kamp for retfærdighed.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
