Reportage
Uretfærdige finansielle strukturer fastholder det globale syd i gældskrise
Uden en grundlæggende transformation af de uretfærdige finansielle strukturer, der styrer international gæld og klimafinansiering, vil det globale syd forblive fanget i en cyklus af udvinding, sårbarhed og afhængighed, skriver Lukas Bogner.
|
Af Lukas Bogner fra Scientist Rebellion.
I slutningen af november samledes stater i Belém til det, der bredt blev forventet at blive et af de mest konfliktfyldte COP-møder i nyere tid. Indsatsen var enorm – ikke kun fordi verden fortsat er langt fra at nå reduktionsmålene for udledninger, men også fordi forhandlingerne blev overskygget af en stadig dybere krise i klimafinansieringen.
Det meget omtalte nye mål på 300 milliarder dollars årlig klimafinansering indtil 2035, som landene blev enige om til forrige COP29 i Baku, lyder imponerende. Men det sammenblander midler, der faktisk er “stillet til rådighed”, med dem, der blot er “mobiliseret” fra private kilder.
I praksis betyder det, at rige lande kan tage æren for at have “løftet” privat kapital, uanset om disse investeringer nogensinde når de lokalsamfund, der er hårdest ramt af klimakrisen eller imødekommer deres behov. Det er en tilgang, der for bare et år siden blev fremhævet af statsminister Mette Frederiksen i et fælles debatindlæg med Barbados’ premierminister Mia Mottley, hvor de to beskrev mobilisering af privat finansiering som en velafprøvet og pålidelig metode.
Foto: Statsministeriet
Men netop denne strategi har en bemærkelsesværdigt dårlig historik – for eksempel når det gælder investeringer, der ikke er attraktive for private aktører, fordi de ikke giver profit (som kystsikring eller ‘naturbaseret‘ klimatilpasning).
Bæredygtige investeringer fra den private sektor og grøn kapitalisme viser sig at fejle igen og igen, da investorer selv i det globale nord fortsat placerer midler i fossile investeringer, fordi det giver dem højere profit.
Siden 2022 har udenlandske private kreditorer trukket næsten 141 milliarder dollars mere ud i gældsbetalinger fra offentlige låntagere i udviklingslande, end de har udbetalt i ny finansiering. Det betyder, at pengestrømmen går fra de fattigste lande til de rigeste finansmarkeder – præcis når de fattigste lande har mest brug for investeringer i sundhed, udvikling og klimatiltag – på trods af løfterne ved COP-møderne.
Foto: Lukas Bogner
Uanset de retoriske krumspring omkring ”mobiliseringen” af privat klimafinansiering så kan det globale syd ikke tilpasse sig klimakrisen, så længe det er fanget i et finansiel system, der gennem gæld gør dem afhængige af det globale nord.
Ifølge European Network on Debt and Development sluger gældsbetalinger i dag 38 procent af statslige indtægter og 30 procent af offentlige budgetter i det globale syd. (Zoomer man ind på, red.) Afrika, er tallene endnu mere ekstreme: 54 procent af indtægterne og 40 procent af budgetterne. Og det er netop de lande, der står i frontlinjen for klimakrisens ødelæggelser.
Disse stater sidder fast i en ond cirkel: Det er dyrt for dem at låne til sundhed og klimatilpasning, fordi långivere anser disse lån som risikable – og netop de høje omkostninger øger risikoen for yderligere gældskriser.
For at betale deres gæld er de fleste udviklingslande afhængige af eksport af råvarer. Den sørgelige ironi er, at de må sælge ressourcer, der enten forværrer klimakrisen (som fossile brændsler) eller er særligt sårbare over for dens konsekvenser (som landbrugsprodukter) for at finansiere deres egen beskyttelse og for at betale det globale nord tilbage for lån med dårlige vilkår.
Systemet forværrer fælden
Det globale finansielle system forværrer blot denne fælde.
Når stater får problemer med at tilbagebetale gæld, findes der intet, der ligner et konkursretssystem, som vurderer krav og fordeler tab på en rimelig måde. I stedet mødes gældsplagede lande af hårde betingelser og massivt pres for at acceptere aftaler dikteret af kreditorer i det globale nord.
Argentinas lange kamp mod en håndfuld hedgefonde i USA er et godt eksempel: Efter mange års retssager fastslog en distriktsdomstol i New York, at Argentina skulle betale den fulde værdi af misligholdte statsobligationer samt betale disse hedgefonde før alle andre kreditorer. USA’s højesteret stadfæstede denne afgørelse i 2014.
For mange lande i det globale syd er dette asymmetriske og straffende system ikke en undtagelse, men selve udgangspunktet.
Historien viser dog, at alternativer er mulige. Efter Anden Verdenskrig blev omkring to tredjedele af Tysklands gæld afskrevet gennem stat-til-stat-gældslettelse. Kreditorerne gjorde det ikke af velvilje, som økonomihistoriker Timothy Guinnane minder os om, men fordi det tjente deres egne geopolitiske interesser.
Fordi klimakrisen i sin natur er transnational – med ustabilitet, fordrivelse og økonomiske chok, der krydser grænser – er omfattende gældssanering tydeligvis også i det globale nords interesse. I princippet burde sådanne argumenter ikke være nødvendige: De rige lande har allerede forpligtet sig til klimastøtte, og i lyset af historiske uretfærdigheder, ulige CO2-udledninger og vedvarende global økonomisk ulighed burde det ikke være nødvendigt at appellere til egeninteresse, selvom det kan virke overbevisende for nogle.
Foto: Laura Horn
Selvom denne kamp har fået relativt lidt opmærksomhed, særligt ikke i den danske offentlighed, er der nogle udviklinger, som fortjener opmærksomhed, støtte og solidaritet.
I 2025 debatterede det britiske House of Commons, om man skulle eftergive en del af gælden for lavindkomstlande, og viste dermed, at spørgsmål som disse kan sættes centralt på den politiske dagsorden, hvis viljen er til stede. Internationale bevægelser som Debt for Climate, der samler aktivister fra både det globale syd og nord, skubber gældssanering ind i hjertet af klimaretfærdighedens kamp. Der er også støtte fra en anden, uventet side: Vatikanet har udpeget 2025 som et jubelår, og paven opfordrede kreditorer i det globale nord til at overveje gældsafskrivning og har tilsluttet sig de bredere bestræbelser på at reformere den globale gældsarkitektur.
Det er afgørende, at disse tilgange adskiller sig fundamentalt fra de såkaldte “gæld-for-natur”- og “gæld-for-hav”-byttehandler. Disse ordninger giver kun lidt gældslettelse, og kun hvis landene til gengæld udpeger områder til naturbeskyttelse. Aftalerne er ofte uklare, dyre for landenes budgetter og kan ende med at presse bevaringsmodeller igennem, som ikke tager hensyn til lokale behov.
Fortalere for gældsretfærdighed ønsker det modsatte: Ikke at indskrænke det globale syds politiske spillerum, men at udvide det, så landene kan fastlægge og følge deres egne behov i kampen mod konsekvenserne af klimakrisen.
Uden en grundlæggende transformation af de uretfærdige finansielle strukturer, der styrer international gæld og klimafinansiering, vil det globale syd forblive fanget i en cyklus af udvinding, sårbarhed og afhængighed.
At adressere disse uretfærdigheder skal være en del af kampen for klimaretfærdighed.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. december 2025 | 06:45
