Fotoreportage
Affolkning og lavvækst har ramt Japan på grund af konservativ velfærdsmodel
Demografisk og økonomisk stagnation i Japan kan være et varsel om, hvad der venter også for blandt andet (Syd)Europa.
|
I 1980’erne talte alle om et økonomisk mirakel i Japan, som på det tidspunkt var verdens andenstørste økonomi. Men i 1990’erne gik miraklet i stå. Japan blev ramt af finansiel krise efterfulgt af tre “tabte årtier” med deflation, afmatning i forbruget og lavvækst. Forsøg på at bryde det økonomiske dødvande gennem ekspansiv økonomisk politik har kun ført til stigende statsunderskud – og gæld.
Men ikke nok hermed. For i 1990’erne begyndte også en japansk befolkningsstagnation, hvor først fertilitet og børnetal faldt og i kølvandet herpå efterhånden også antallet af erhvervsaktive. Med stigende levealder er den japanske befolkning samtidig aldrende og skrumpende: I 2024 alene døde op mod en million flere, end der blev født.
Fortsætter denne udvikling, ser Japan ind i en affolkning med drastiske perspektiver for landet. Med den nuværende tendens tegner Japans befolkning henimod en halvering fra de nuværende 128 millioner til 60-70 millioner i år 2100.
Og befolkningsstagnation og økonomisk lavvækst har gensidigt forstærket hinanden i en ond cirkel. Lavvækst og deflation hænger sammen med vigende arbejdsstyrke, med japanernes opsparing (til pension og alderdom) og tilsvarende tilbageholdenhed med forbrug. Og lavvækst og voksende statsunderskud og -gæld på sin side har været de herskende konservative japanske politikeres begrundelse for ikke at iværksætte en familiepolitik, der kunne bryde det befolkningsmæssige dødvande.
Japanske kvinders dilemma: Børn eller udearbejde?
Befolkningsstagnationen har ikke mindst sammenhæng til japanske virksomheders krav om mange og lange arbejdsdage med op til 10-12 timer dagligt. Og konservative ledelser har sammen med arbejdskraftmanglen fastholdt dette stærke greb om medarbejderne.
Så lange arbejdsdage er selvsagt uforenelige med at få børn, hvorfor der i Japan udvikledes sig en “virksomhedsorienteret” familiestruktur, hvor kvinderne gik hjemme og tog sig af husholdning og passede børn. Men siden 1980’erne har tilslutningen til den traditionelle familiemodel med hjemmegående husmødre ændret sig blandt (yngre) japanske kvinder. De har i stigende grad ønsket selv at arbejde ude og dermed have økonomisk uafhængighed. Sat i dette dilemma mellem børn og udearbejde har yngre japanske kvinder i stigende grad valgt de tidligere “obligatoriske barsler” fra. Resultatet: Faldende fertilitet og faldende børnetal.
Også konservatismen hos japanske mænd og deres hermed følgende traditionelt manglende deltagelse i aktiviteterne hjemme har bidraget til kvindernes fravalg af børn og hjem. I Japan bruger kvinder i gennemsnit syv gange så meget tid på husarbejdet som mænd. En undersøgelse i 2023 viste, at japanske ægtemænd dagligt i gennemsnit brugte 37 minutter på at gøre rent, lave mad og andre hjemlige opgaver og kun 15 minutter heraf med deres børn, mens kvinder i alt brugte fire timer og 37 minutter på husarbejde og børn. Det gider mange yngre kvinder ikke mere.
Konservatisme årsag til japansk stagnation
En afgørende faktor for befolkningsstagnationen må endvidere søges i den konservatisme, som også præger den politiske elite i Japan (i det dominerende Liberal-Demokratiske parti).
I den japanske konservative velfærdsmodel har omsorg og social støtte traditionelt været familiens og virksomhedernes ansvar snarere end statens. Historisk har familien udgjort det primære sikkerhedsnet for borgerne, suppleret af virksomhederne, mens offentlig hjælp betragtes som sidste udvej. Familien forventes derfor at sørge for børn, ældre, syge og handicappede først.
Den fremherskende konservative velfærdspolitik i Japan har derfor længe ikke tilgodeset yngre japanske kvinders ønske om udearbejde og ligestilling på arbejdsmarkedet. Tværtimod har det dominerende Liberal-Demokratiske parti langt hen ad vejen favoriseret den patriarkalske, “virksomhedsorienterede” familiestruktur med en mandlig forsørger og hjemmegående husmor, blandt andet gennem skattesystemet, hvor manden får et rundhåndet skattefradrag for hjemmegående ægtefælle og for børn. Det kan derfor ofte ikke økonomisk betale sig for kernefamilier med børn, at både faderen og moderen er udearbejdende, hvis kvindens jobmulighed er deltid og/eller lavere lønnet.
Den konservative velfærdspolitiks hårdnakkede fastholdelse af familien som ramme om opfostring af børn har endvidere betydet, at man langt hen ad vejen ikke har prioriteret aflastning af kvindernes opgaver med børnepasning gennem oprettelse af daginstitutioner. Der har derfor igennem en årrække været betydelig mangel på daginstitutioner for børn og mange børn på venteliste. Først i de senere år er der gjort en øget indsats på dette område.
Tilmed er det i Japan dyrt at få og opfostre børn. For op mod halvdelen af japanske forældre, som fravælger at få (flere) børn, er den økonomiske byrde hovedårsagen hertil. Også her har den fremherskende konservative velfærds- og familiepolitik et stærkt medansvar for familiernes fravalg af at få børn gennem – indtil for nylig – manglende aflastning af børnefamiliernes økonomi.
Japan behøver en universel, omfordelende velfærdsstat
Skal stagnationen i Japans befolknings og økonomiske udvikling brydes og en truende nedtur på begge fronter fremover undgås, ligger nøglen frem for alt i, at der skabes mulighed for, at yngre japanske kvinder kan få og passe erhvervsarbejde, samtidig med at familierne kan sætte børn i verden.
Det forudsætter for det første, at der tilvejebringes pasningsordninger (vuggestuer og børnehaver), ikke bare til det nugældende lave antal børn, men til den ønskede stigning i børnetallet. Og det forudsætter for det andet, at den økonomiske byrde ved at få og opfostre børn lettes for børnefamilierne i et betydeligt større omfang, end det hidtil er sket gennem øgede børnetilskud.
I dag er kvindernes arbejdsmarkedsdeltagelse på omkring 60 procent og fertilitetsraten nede på 1,21, så der ligger et betydeligt potentiale for både at øge børnetallet og arbejdsstyrken ved gennem pasningstilbud og børnetilskud at gøre det muligt for kvinder både at få børn og samtidig være ude på arbejdsmarkedet. Men den hidtidige konservative velfærdsmodel og -politik har som skildret været i vejen for dette. Der er derfor behov for et opgør hermed og for en mere universel og omfordelende velfærdsstatsmodel og en langt mere støttende familiepolitik.
Udvikling i Japan et varsel for andre lande, herunder dele af Europa
Udviklingen i Japan er interessant, fordi den i visse henseender kan være et varsel om, hvad der kan komme i andre dele af verden, blandt andet i Europa. I Japan er denne type demografiske udvikling længere fremme og har været mere voldsom, blandt andet på grund af den konservative politiks manglende evne til at tilvejebringe adækvate demografiske og økonomiske løsninger.
Men for eksempel i Europa står en række lande også over for udfordringer med lav fødselsrate og en aldrende og skrumpende befolkning, faldende arbejdsstyrke og øget belastning af socialsikrings- og sundhedssystemer og i kølvandet herpå risiko for reduceret vækst og forringede offentlige finanser. Det gælder ikke mindst Sydeuropa, hvor fertilitetsraten i Italien i 2022 var nede på 1,22 og hvor en konservativ, familiebaseret velfærdsmodel og politik også her snarere vanskeliggør end fremmer løsning.
Også Danmark har en rem af huden med en fertilitetsrate, der i årtier har ligget mellem 1,7 og 1,8 og i de seneste fem år er faldet til nu i 2024 at udgøre 1,47. Fortsætter dette, risikerer også danskerne fremover at opleve demografiske og hermed følgende økonomiske udfordringer. En lære af Japan er her vigtigheden af, at velfærden støtter op om familierne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. november 2025 | 06:11
