KV25
Ordet “remigration” lyder som noget fra et embedsværk – neutralt, teknisk, ordentligt. Men bag det sterile begreb gemmer sig en ideologisk arv med rødder i 1970’ernes Frankrig, hvor “Nouvelle Droite”-bevægelsen drømte om et etnisk homogent Europa. Remigration blev dengang fremstillet som en løsning på “kulturel forurening” – et eufemisme for at presse ikke-europæiske grupper, især muslimer, ud af kontinentet. Med tiden fik ordet nyt liv i højrepopulismens 2010’er-retorik: “Vi skal tage Europa tilbage.”
Når danske partier i dag bruger ordet, trækker de – bevidst eller ej – på denne arv. Remigration flytter hele samtalen om tilhør og medborgerskab ind i et etnisk og hierarkisk register. Det er et sprogligt våben forklædt som teknisk politik. Og i praksis høres det af tusindvis af borgere med muslimsk baggrund som et signal: “Du bliver aldrig rigtig en af os.”
Når vi taler om integration, burde vi tale om ansvar – ikke afstamning. Om at stå sammen mod ekstremisme, uanset hvilken side den kommer fra.
Samtidig ser vi paradokserne folde sig ud lokalt – som i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor man vil have udlændinge ud af Danmark, men samtidig åbner dørene for lavtlønsarbejdere. De må ikke være fra Pakistan, men gerne fra Bangladesh. Ikke fra Tyrkiet, men gerne fra Bulgarien. Det er hykleri forklædt som værdipolitik. De tager ganske enkelt pis på folket.
I den offentlige debat er tonen samtidig blevet hårdere. Analyse & Tal F.M.B.A., med støtte fra TrygFonden, har udviklet en avanceret dansk algoritme til at kortlægge hadefuldt sprog på Facebook. Deres maskinlæringssystem viser, hvor udbredt angreb og anstødelig retorik er på danske offentlige sider. Tallene afslører en klar tendens: Hadet er ikke et marginalt fænomen – det er en del af mainstreamdebatten. Når algoritmen kan måle sprogets forråelse, burde politikerne måle deres ansvar.
I den større ideologiske sammenhæng ser vi, hvad Arbejderen har kaldt kapitalismens maskefald. Den “kapitalisme med et menneskeligt ansigt”, som i årtier blev præsenteret som løsningen, er i dag gledet over i brutal neokonservatisme og social splittelse. Når selv venstrefløjen overtager nyliberalismens argumenter for “effektivitet” og “realpolitik”, mister solidariteten sit sprog. Og med sproget forsvinder empatien. Vi ser det i Danmark, hvor politikere taler om “at beskytte vores værdier”, mens de systematisk underminerer dem.
Remigration sælges som et svar på ekstremisme og parallelsamfund. Bekymringen for ekstremisme er reel, men begrebet rammer langt bredere end problemet. I stedet for at løse udfordringen skaber det en ny kløft. I årtier har vi arbejdet med integration og forebyggelse, men resultaterne udebliver – måske fordi sproget altid har været defensivt. Måske fordi vi har nægtet at se, at også majoriteten har et integrationsproblem: et problem med at integrere virkeligheden.
Vi kunne i stedet tale om demokratisk loyalitet – en fælles forpligtelse til frihed, lighed og respekt. Det handler ikke om, hvor du kommer fra, men hvordan du bruger din frihed. Den, der arbejder for fællesskabet, står på demokratiets grund. Den, der underminerer det, vælger selv at stå udenfor. Og hvis man ikke vil deltage i det fælles projekt, kan det have konsekvenser – ikke fordi man er “fremmed”, men fordi man er antidemokrat.
Når vi taler om integration, burde vi tale om ansvar – ikke afstamning. Om at stå sammen mod ekstremisme, uanset hvilken side den kommer fra. Det kræver, at minoriteter stemmer, samarbejder og organiserer sig – ikke bare for at beskytte sig selv, men for at beskytte den næste generation mod et samfund, der ser dem som en trussel, før det ser dem som en del af løsningen.
For ordene betyder noget. “Remigration” tegner en linje mellem “os” og “dem”. Men vi kan vælge at trække linjen et andet sted – mellem dem, der tror på demokratiets grund, og dem, der aktivt underminerer det. Hvis vi virkelig vil redde fællesskabet, må vi starte dér.
For når man bomber verden, høster man flygtninge. Og når man prædiker frihed – må man selv leve den.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
