Nyhedskommentar
– Klimakatastrofen er en global krise. Hvis venstrekræfter kæmper i hvert sit hjørne, betyder det, at vi aldrig kommer til at besejre kapitalisterne, siger Nonhle Mbuthuma til Arbejderen.
Mbuthuma er talsperson for Amadiba-krisekomitéen (ACC), en bevægelse skabt af indbyggere i det sydafrikanske Amadiba-samfund med det formål at bekæmpe multinationale firmaers forsøg på at udvinde naturressourcer i området.
På invitation af den politiske solidaritetsorganisation Global Aktion er hun den 20. oktober i København for at bygge bro mellem klimaaktivister internationalt. Det sker op til FN’s klimatopmøde (COP30), der i år finder sted i den brasilianske by Belém fra den 10. til 21. november.
Baggrund
Nonhle Mbuthuma repræsenterer amadibaerne i naturområdet Pondoland, der ligger ud til kysten i det østlige Sydafrika kaldet Wild Coast. Området er præget af bjergrigt terræn med en vegetation, der hovedsageligt består af torneskov, græsland og subtropiske, stedsegrønne skove i fugtige kystdale.
Pondoland er en del af et hotspot for biodiversitet med næsten 2400 plantearter, hvoraf omkring 200 arter kun findes i området og ikke nogen andre steder i verden. I kystfarvandet er der unikke koralrev, og området har global betydning for havlivet herunder hajer, rokker og havskildpadder.
Mad forsvinder. Vand forsvinder. Planter forsvinder. Hvis de tre ting forsvinder helt, vil det næste der forsvinder være mennesket.
Nonhle Mbuthuma, talsperson, Amadiba-krisekomitéen (ACC)
Amadibaerne er indbyggere i lokalsamfund på Sydafrikas østkyst, som primært lever af småskala-fiskeri, indsamling af skalddyr og landbrug. Amadibaernes traditionelle madkultur er baseret på principper som sammenhæng, taknemmelighed og kollektivisme snarere end vækst og profit.
Amadiba-samfundet har kæmpet for at beskytte det land og hav, som deres madtraditioner er afhængige af, i lyset af forsøg fra den sydafrikanske regering og transnationale firmaer på at gennemtvinge såkaldte “udviklingsprojekter”, der vil udvinde ressourcer fra området.
Udvikling for hvem?
Når firmaer som den britiske oliegigant Shell vil udvinde ressourcer fra lokalområder i det østlige Sydafrika, forsøger de ifølge Nonhle Mbuthuma at bilde lokalbefolkningen ind, at projekterne vil gavne de lokale.
– De siger, at de vil skabe en “havøkonomi”. Kvinder i vores samfund sælger fisk og skalddyr, så det må vel betyde, at de vil støtte os? Nej, det er et begreb designet til at vildlede os. Når de snakker om havøkonomi, mener de olie og gas, fortæller Mbuthuma.
I 2007 var hun med til at stifte krisekomiteen AAC for at advare om de miljøproblemer, som mine- og oliefirmaers projekter ville medføre i amadibaernes lokalsamfund. De bruger blandt andet platformen til at skabe opmærksomhed omkring det, at firmaers udvinding af ressourcer handler om at skabe profit på bekostning af naturen.
Indbyggere i områder rige på naturressourcer har historisk set været udelukket fra at få del i indtægterne ved ressourceudvinding. Ressourceudvinding forringer miljøet og mindsker beboernes muligheder for at dyrke jorden, fiske og leve i et uforurenet miljø, skriver tidskriftet Frontiers in Public Health.
Forfatning som værktøj
For at bekæmpe firmaers ambitioner om at udvinde ressourcer fra amadibaernes lokalområde er krisekomiteen ACC gået rettens vej.
– Vi bruger Sydafrikas forfatning og domstole som et værktøj til at beskytte os, siger Nonhle Mbuthuma til Arbejderen.
Det har ACC blandt andet gjort, efter Sydafrikas Departement for Mineralressourcer og Energi i 2014 tillod oliegiganten Shell at foretage seismiske undersøgelser ved Wild Coast. Sådanne undersøgelser er målinger, hvor man sender lydbølger ned i havbunden for at finde ressourcer som olie og gas.
I 2022 gav en dom fra Sydafrikas højesteret ACC medhold og satte en stopper for Shells undersøgelser. Højesteret fandt, at retten til at foretage undersøgelserne var blevet tildelt ulovligt, blandt andet fordi de berørte samfund ikke var blevet underrettet og hørt, hvilket igen betød, at relevante hensyn, såsom amadibaernes ret til mad og livsgrundlag fra havet, var blevet ignoreret.
Trusler og mord
Nonhle Mbuthuma beretter om talrige trusler som følge af amadibaernes kamp mod transnationale firmaer. I 2016 blev hendes kollega i ACC, Sikhosiphi Rhadebe, myrdet af folk, der udgav sig for at være betjente.
Rhadebe blev skudt otte gange i hovedet foran hans søn. Drabet fandt sted, efter han havde engageret sig i kampen mod det australske minefirma Mineral Commodities Limited, der havde planer om at udvinde titanium i det østlige Sydafrika, hvilket kunne få alvorlige konsekvenser for miljøet.
– Da Sikhosiphi blev myrdet, var jeg usikker på, om jeg kunne fortsætte kampen, eller om jeg måtte give op, siger Mbuthuma.
– Men jeg opgav ikke. For kampen er ikke kun en kamp for mig. Det er mit liv. Det er en del af mig. Hvis jeg gav op på grund af trusler, ville det betyde, at jeg ville opgive min fremtid og de fremtidige generationer. Jeg ville opgive mine børns fremtid, fortsætter hun.
En historisk kamp
Nonhle Mbuthuma minder om, at hun og amadibaerne i Pondoland ikke repræsenterer den første generation af lokale, der kæmper for deres rettigheder.
Fra 1950-1961, efter Sydafrika var blevet en apartheidstat, modsatte indbyggerne i Pondoland sig kolonisternes fremmarch og deres forsøg på at omforme Pondoland ved at få lokale høvdinge til at vælge kolonisternes side. Der udbrød voldelige sammenstød omkring spørgsmål som høvdinge, der samarbejdede med apartheidstaten, retten til land og retten til selv at vælge, hvordan Pondoland skulle ledes.
– Mine forfædre kæmpede for Pondoland mod kolonialisterne. De blev hængt og dræbt. I dag kan jeg leve et godt liv på grund af deres kamp. Så hvordan kan jeg give op? Hvis de havde givet op, ville det, jeg er stolt af i dag, ikke eksistere, siger Mbuthuma.
På vej mod klimasammenbrud
Ligesom Pondoland, som Nonhle Mbuthuma kender det, ikke ville eksistere, hvis ikke det var for de lokales målrettede kamp, vil planeten Jorden heller ikke være genkendelig i fremtiden, hvis ikke der for alvor bliver sat ind mod klimakrisen.
En ny rapport fra FN’s miljøprogram advarer om, at den globale opvarmning vil nå 1,5 grader sammenlignet med det førindustrielle niveau, med stor sandsynlighed indenfor det næste årti. Det vil få alvorlige konsekvenser for klimaet og vil betyde, at et ønsket mål med Parisaftalen officielt har slået fejl.
Den nuværende indsats “peger stadig på et klimasammenbrud”, lyder det fra António Guterres, FN’s generalsekretær.
Ved global opvarmning på 1,5 grader kan blandt andet ørkendannelse føre til, at en milliard mennesker vil mangle vand. Flere landbrug vil slå fejl som følge af ændrede nedbørsmønstre, hvilket vil føre til yderligere mangel på mad. Havniveauet vil fortsætte med at stige med større risici for oversvømmelser i byer ved kystområder, mens små østater helt kan forsvinde.
Og det er blot for at nævne et par eksempler.
Må stå sammen mod fjenden
Det er i lyset af den globale klimakrise, der truer alt liv på Jorden, at den sydafrikanske miljøaktivist Nonhle Mbuthuma kommer med en opfordring til verdens venstrekræfter om at finde sammen i klimakampen.
– Vi er de mange, kapitalisterne er de få, påpeger Mbuthuma.
Hun fortsætter:
– Vi er mange flere end kapitalisterne, men det virker i dag som om, at det er kapitalisterne, der er de mange. Verdens venstrekræfter er splittede. Vi er nødt til at stå sammen og tale det samme sprog for at besejre fjenden. Venstrekræfterne bliver nødt til at forene sig. Klimakatastrofen forkorter vores fremtid. Hvorfor kan vi ikke stå sammen?
Opfordring til COP30
Når verdens venstrekræfter i høj grad er splittede, bliver det lettere for mange verdensledere at ignorere krav om at sætte ind mod klimaforandringerne. Det kan man ifølge Nonhle Mbuthuma se på FN’s klimatopmøder, der ikke har været i stand til at tage de nødvendige beslutninger.
– Jeg ville ønske, at verdens ledere, der snart vil samles til COP30 i Brasilien, faktisk havde set, hvad der sker ude i virkeligheden. Så ville de kunne tage en beslutning, der vil redde folks liv, siger Mbuthuma.
Hun fortsætter:
– Vi er på vej mod en sultende verden. Mad forsvinder. Vand forsvinder. Planter forsvinder. Hvis de tre ting forsvinder helt, vil det næste der forsvinder være mennesket.
Mbuthuma opfordrer verdens ledere til at nytænke begrebet “udvikling”: Fremfor at tænke kortsigtet økonomisk maksimering, bør ledere gennemføre udvikling, der forbedrer menneskers liv.
– Vi har brug for udvikling, der udvikler mennesker, ikke udvikling, der ødelægger mennesker, slutter hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
