I forbindelse med de forandringer, der finder sted inden for den irakiske og internationale venstrefløj, er det vigtigt at kombinere traditionelle former for venstrefløjskamp med nye arenaer i det digitale rum og inden for officielle institutioner.
Politisk deltagelse i alle dens former er et af de vigtigste redskaber i kampen. Kampen er ikke begrænset til gader, fabrikker, gårde, kontorer eller teoretisk kritik. Det er snarere nødvendigt at engagere sig på alle områder, herunder arbejde inden for statslige institutioner, parlamenter og lokale råd, da de er vigtige arenaer, hvorigennem venstrefløjens stemme – og de manuelle og intellektuelle arbejderes stemme – kan nå ud til offentligheden og udvide dens sociale indflydelse.
Venstrefløjens tilstedeværelse i dag, i alle dens fraktioner og organisationer, er en presserende nødvendighed i lyset af den mørke dominans af religiøse og højreorienterede nationalistiske kræfter, der har trukket det irakiske samfund baglæns, spredt fattigdom, reaktion, korruption og tyranni og uddybet sekteriske, etniske, klasse- og kønsskel.
Vi er udmærket klar over, at Iraks valglove stadig er ufuldstændige og har brug for radikale reformer, og at det politiske miljø er fyldt med strukturelle problemer, politiske penge, sekterisk og nationalistisk indflydelse og militsernes magt.
Men Irak er trods alt dette fortsat et land i Mellemøsten, der ikke kan sammenlignes med stabile og avancerede demokratier. Ikke desto mindre må ethvert begrænset rum for frihed eller mulighed for deltagelse udnyttes af venstreorienterede og progressive kræfter til at opbygge deres tilstedeværelse, påvirke politisk og lovgivningsmæssig beslutningstagning og udvide omfanget af deres kamp gennem statens egne redskaber.
Valgdeltagelse er ikke underkastelse under virkeligheden, men snarere et forsøg på at ændre den indefra, og det er en af de mange kamparenaer, hvor politisk, organisatorisk, socialt, mediemæssigt og digitalt arbejde skal integreres.
Folkeafstemningen, kollektiv fornuft og flertalsholdning i venstreorienterede organisationer
Det irakiske kommunistparti traf sin beslutning om at deltage i valget gennem en intern folkeafstemning, hvor kammerater fra partiet deltog. Det er en beslutning, der afspejler partiflertallets vilje og repræsenterer en kollektiv intern demokratisk praksis, der er værd at værdsætte.
Vedtagelsen af mekanismen med folkeafstemninger inden for partiet om afgørende og vigtige spørgsmål er et progressivt skridt i retning af at etablere princippet om kollektiv beslutningstagning og udvide medlemmernes deltagelse i udformningen af den politiske og organisatoriske holdning. Dette bør blive en permanent regel på tværs af alle venstreorienterede organisationer, ikke en midlertidig undtagelse.
Det er nødvendigt, at folkeafstemningsmekanismen bliver en institutionaliseret og permanent praksis inden for venstreorienterede organisationer, der udvikler sig både teknisk og organisatorisk for at drage fordel af potentialet i digitalisering og moderne teknologi til at sikre gennemsigtighed, hurtigere kommunikation og bredere deltagelse, der inkluderer medlemmer, kadrer, tilhængere og endda venlige stemmer uden for organisationen som rådgivende meninger.
Brugen af digitalisering skal også omfatte udvikling af digitale platforme for dialog og åben diskussion om emner, der foreslås før enhver folkeafstemning eller beslutning, og dermed muliggøre bredere deltagelse og dybere interaktion mellem forskellige organisatoriske og intellektuelle niveauer.
Den moderne venstrefløj kan ikke forblive fanget af lukkede organisatoriske strukturer eller gamle bureaukratiske rammer. Den skal skabe nye redskaber til demokratisk dialog og interaktion, der giver mulighed for forskellige meninger og en åben, gennemsigtig debat.
Udvikling af interne folkeafstemningsmekanismer er et praktisk udtryk for respekt for den kollektive mening og anerkendelse af den rolle, som den organisatoriske base – ikke kun ledelsen – spiller i udformningen af beslutninger.
Det danner også grundlaget for en moderne venstreorienteret demokratisk kultur, der forbinder organisatorisk deltagelse med politisk medborgerskab, og forvandler partiet fra et centraliseret beslutningsapparat til en levende intellektuel og social bevægelse, der interagerer med sine omgivelser og udtrykker det oprigtigt.
Samtidig giver det samfundet et positivt demokratisk billede af, hvordan venstrefløjen træffer sine afgørende beslutninger, og bekræfter, at venstrefløjen ikke kun præsenterer demokratiet som et slogan, men praktiserer det i sit interne daglige liv.
Da det irakiske kommunistparti er det største og mest organiserede venstrefløjsparti, kan det siges, at denne kollektive beslutning gennem folkeafstemning i vid udstrækning afspejler det irakiske venstreflertals holdning.
Derfor mener jeg, at det er nødvendigt at støtte denne holdning på trods af alle legitime forbehold over for selve valgprocessen eller uoverensstemmelser i visse politiske detaljer med de irakiske og kurdiske kommunistpartier, hvilket er naturligt.
Under Iraks komplekse forhold er det normalt at have forskellige venstreorienterede fortolkninger, og det er nødvendigt at opretholde en åben, kammeratlig dialog om dem i en civiliseret og ansvarlig demokratisk ånd, der styrker mangfoldighed snarere end splittelse og fragmentering.
En udvikling i andre venstreorienterede kræfters positioner
Den nye og vigtige holdning, som kammeraterne i Iraks Arbejder-Kommunistiske Parti og Kurdistans Arbejder-Kommunistiske Parti har indtaget – og erklærer deres overbevisning om nødvendigheden af at deltage i valgene – repræsenterer en kvalitativ og positiv udvikling på den irakiske venstrefløjsbevægelses vej.
Dette skift afspejler en realistisk og avanceret bevidsthed om behovet for at diversificere kampmetoderne og ikke begrænse dem til boykot eller protestpositioner alene, men snarere at åbne op for alle mulige arenaer for at påvirke den offentlige bevidsthed og politiske magtforhold.
Den udviser også en høj grad af fleksibilitet i håndteringen af den politiske og sociale udvikling og drager fordel af tidligere erfaringer i lyset af den nye virkelighed på en måde, der tjener den overordnede venstrefløjsbevægelse og problemerne for manuelle og intellektuelle arbejdere i Irak og Kurdistan-regionen.
I tidligere faser var de to partiers holdning til boykot af valg baseret på en præcis analyse af forholdene for besættelse, udenlandsk intervention, korruption, tyranni og manglerne i valgprocessen. Men i dag bevæger deres position sig mod større politisk realisme og stærkere tillid til venstrefløjens evne til at handle og udøve direkte indflydelse.
Denne ændring er ikke mindre vigtig end selve deltagelsen, da den afspejler en parathed til intellektuel og praktisk gennemgang og fornyelse i lyset af erfaring og virkelighed.
Selv om de juridiske årsager forhindrede de to partier i at deltage i dette valg, er deres erklæring om en støttende holdning til deltagelse og deres deltagelse i mediekampagnen i forbindelse med valget et ansvarligt skridt, der udtrykker øget politisk bevidsthed og et ønske om ikke at efterlade den parlamentariske og lokale politiske arena tom for religiøse, nationalistiske, nationalistiske, nationalistiske og nationale politiske politiske områder og reaktionære kræfter.
Det er vigtigt at nå frem til parlamentet, men det vigtigste er, hvordan vi kæmper der
At nå frem til parlamentet for venstreorienterede kræfter er et vigtigt og nødvendigt skridt, men det er ikke et mål i sig selv. En parlamentarisk eller politisk holdning får ikke sin værdi fra antal, men fra hvordan den bruges som et kampredskab i tjeneste for manuelle og intellektuelle arbejdere, kvinder, unge og alle marginaliserede grupper.
Deltagelse i parlamentet må bruges til at omdanne det til en platform for at præsentere venstreorienterede og progressive ideer og alternativer, udtrykke de udbyttede klassers interesser, afsløre modsætningerne i det kapitalistiske system og afsløre politikken hos de nationalistiske og religiøse partier, der regerer i Bagdad og Kurdistan-regionen.
Parlamentarisk deltagelse bliver således en af de vigtige kamparenaer, der må betrædes og udnyttes. Målet er ikke begrænset til at nå parlamentet, men til, hvordan vi arbejder indefra det – hvordan vi gør det til et rum for konfrontation og ansvarlighed, og hvordan venstreorienterede repræsentanter bliver stemmen for manuelle og intellektuelle arbejdere og for civile og frigørende ideer.
Tilstedeværelsen af venstreorienterede repræsentanter i parlamentet må betyde et konstant forsvar af massernes sociale, økonomiske og politiske rettigheder og fremlæggelse af lovforslag, der institutionaliserer social retfærdighed, en minimumslevestandard, fuld ligestilling for kvinder og garantier for offentlige, fagforeningsmæssige og politiske friheder.
I noget land i Mellemøsten kan parlamentet under den herskende klassestruktur ikke i sig selv være et redskab til radikale forandringer, men det kan tjene som et midlertidigt og effektivt middel til at afsløre magtens og korruptionens mekanismer og til at tale direkte til masserne fra statens institutioner.
Jo stærkere venstrefløjens tilstedeværelse i parlamentet er, jo mere kan den udvide omfanget af politisk, social, økonomisk og mediemæssig kamp og gøre parlamentet til et åbent felt for konfrontation med borgerlige, sekteriske og nationalistiske kræfter – hvilket baner vejen for et højere niveau af bevidsthed og kamp for at opbygge ægte folkelige institutioner, der er mere demokratiske og repræsentative i overensstemmelse med styrkeforholdet mellem klasserne og graden af demokratisk og institutionel udvikling.
En samlet liste for hele Iraks venstrefløj: En legitim fremtidsaspiration
Denne konvergens i holdninger blandt Iraks venstreorienterede kræfter – selv om den er delvis – repræsenterer en opmuntrende indikator for muligheden for at forene vision, diskurs og praksis i fremtiden. Det, der forener disse kræfter, er større end det, der adskiller dem, da de alle udspringer af en fælles bekymring: at opbygge en demokratisk, civil stat med en socialistisk horisont nu, gøre en ende på dominansen af sekterisk politik og kvotesystemer og opnå social retfærdighed og lighed, selvom de er forskellige i metoderne og timingen for at opnå det.
Hvis alle venstreorienterede irakiske og kurdiske partier kunne deltage i en valgliste, der dækker hele Irak – og samle alle venstreorienterede og progressive kræfter fra Bagdad til Erbil, Sulaymaniyah og Basra – ville det være et historisk skridt i retning af at forene venstrefløjen i en bred koalition på flere platforme, der bekræfter dens tilstedeværelse som en forenet folkelig kraft.
En fælles venstreorienteret liste betyder ikke at opløse organisatoriske eller intellektuelle forskelle, men snarere at legemliggøre princippet om kollektivt arbejde omkring mange fælles punkter og udtrykker en ny politisk bevidsthed, der forstår, at venstrefløjens store kampe kun kan vindes gennem enhed, koordinering og kontinuerligt fælles arbejde mellem de forskellige venstreorienterede, progressive og arbejderkræfter.
Meningsmangfoldighed inden for venstrefløjsfronten svækker den ikke, men styrker den, så længe alle er forenet af det fælles mål at forsvare arbejdernes interesser og principperne om lighed og menneskelig frihed.
Enheden mellem den irakiske og kurdiske venstrefløj, i alle dens fraktioner, inden for en fælles politisk ramme ville sende et stærkt budskab til samfundet om, at venstrefløjen er i stand til at overvinde fragmentering, tilbyde et ægte progressivt alternativ til det sekterisk-nationalistiske-neoliberale system og forene intellektuel, fagforeningsmæssig, politisk, økonomisk og social kamp inden for et enkelt frigørende og progressivt projekt.
Støtte til og stemmer på de irakiske og kurdiske kommunistpartier
Forståelsen af venstrefløjen i dens essens må være som en bred, massebaseret social bevægelse med flere platforme, der overskrider snævre organisatoriske og partipolitiske rammer. Ud fra dette perspektiv kommer nødvendigheden af at støtte og stemme på det irakiske kommunistparti og Kurdistans kommunistparti ved det kommende valg.
Det betyder ikke, at man skal overse kritik eller fjerne uenigheder, ej heller fuld enighed med begge partiers politik, men snarere at stå sammen med de eneste tilgængelige venstreorienterede og progressive valglister – dem, der ideologisk og politisk er tættest på de forskellige fraktioner på venstrefløjen i Irak og Kurdistan-regionen.
Ud fra dette synspunkt og med fuld forståelse for den lange kamp og de værdifulde holdninger, som de irakiske og kurdiske kommunistpartier, de arbejder-kommunistiske partier i Irak og Kurdistan, den kommunistiske Kommunistiske Organisation, Venstrekommunistpartiet og alle andre venstreorienterede partier og organisationer – på trods af intellektuelle og politiske forskelle mellem dem – finder jeg det passende, at alle, der bekymrer sig om at styrke venstrefløjens rolle i parlamentet, lokale råd og de bredere statslige institutioner bør støtte og stemme på kandidaterne fra de irakiske og kurdiske kommunistpartier ved disse valg som en realistisk og progressiv position, der kan tjene processen med at opbygge en forenet, aktiv og mere indflydelsesrig venstrefløj i Iraks politiske liv.
Jeg ser frem til, at denne position bliver et seriøst og praktisk udgangspunkt for at styrke dialog, koordinering og fælles arbejde mellem fraktionerne på den irakiske venstrefløj – som et første skridt i retning af at forene energier og opbygge en bred venstreorienteret organisation eller alliance på flere platforme, der samler alle irakiske venstreorienterede retninger og organisationer og forener deres intellektuelle og aktivistiske kapaciteter i at konfrontere korruption. autoritarisme og reaktion.
Venstrefløjens tilstedeværelse i dag, i alle dens fraktioner og organisationer, er en presserende nødvendighed i lyset af den mørke dominans af religiøse og højreorienterede nationalistiske kræfter, der har trukket det irakiske samfund baglæns, spredt fattigdom, reaktion, korruption og tyranni og uddybet sekteriske, etniske, klasse- og kønsskel.
Fraværet eller fragmenteringen af venstrefløjen betyder, at man overlader arenaen til de kræfter, der har forskanset statens og samfundets forfald. Venstrefløjen, med al dens intellektuelle og organisatoriske mangfoldighed, er det virkelige håb for at genopbygge Irak på fundamentet af social retfærdighed, lighed og en demokratisk stat med en socialistisk horisont.
Bemærk: Det irakiske parlamentsvalg er planlagt til den 11. november 2025. Valget vil blive afholdt efter Sainte-Laguë-systemet, som er en form for proportional repræsentation.
I Irak er delingstallet blevet hævet til 1,7, hvilket har reduceret chancerne for de små partier – især de venstreorienterede. Da disse partier normalt deltager spredt i valgene, formår de ikke at overstige denne grænse, hvilket gør deres stemmer ineffektive.
Kun de partier, der formår at opnå et stort antal stemmer, vil kunne vinde pladser i parlamentet. Derfor kan dannelsen af en alliance mellem venstreorienterede og progressive kræfter øge deres chancer for at komme ind i parlamentet – og bruge det som en af kampens arenaer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Den engelske version af denne artikel er tidligere offentliggjort på ZNetwork.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


