Læserbrev
I 1957, da jeg var 12 år, gjorde det et dybt indtryk på mig at høre og læse om racekonflikten i Little Rock i Arkansas, måske fordi det var ni sorte skoleelever næsten på min egen alder, der var hovedpersoner i den. En af dem var Gloria Ray, og det er med hende som centrum, at Elisabeth Åsbrink fortæller om konflikten og baggrunden for den.
På det tidspunkt var der i Sydstaterne mange flere offentlige skoler for hvide børn end for sorte, og de var af en langt bedre kvalitet, både hvad angik lærere, undervisningsmidler og bygninger end de sortes skoler. Det medførte, at borgerrettighedsorganisationen National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) i 1954 gik til højesteret for at få stadfæstet, at offentlige skoler ikke måtte opdeles for sorte og hvide elever. Retten fastslog da også i det, der blev kaldt Brown-dommen, at segregation i skolerne stred mod forfatningen og derfor ikke måtte finde sted.
I 1958 fik guvernøren den geniale ide at løse problemet ved at lukke alle offentlige skoler.
Men dermed var problemet ikke ude af verden. Da ni sorte elever, heriblandt Gloria, i 1957 lod sig indskrive på Little Rock Central High, som de indtil da havde været forment adgang til, reagerede de hvide voldsomt mod denne raceblanding, og guvernøren var helt på deres side. Efter en dags udsættelse mødte De Ni, som de derefter blev kaldt, op uden for skolen, men blev forhindret i at komme ind af Nationalgarden, der på foranledning af guvernøren havde omringet den. Det førte til, at der blev indsat føderale faldskærmstropper, der skaffede dem adgang og skulle passe på dem.
Det blev et hårdt skoleår for dem. Der var lærere, der tydeligt viste, at de var fjendtligt stemt over for de sorte elever, og de hvide elever generede dem på det groveste. Hver dag var noget af en prøvelse, men De Ni havde forstået, at det ikke kun drejede sig om dem selv, men at de var en del af en større kamp, og de holdt tappert ud. Også for forældrene var det svært, og nogle af dem, blandt andre Glorias mor, blev fyret fra deres arbejde.
I 1958 fik guvernøren den geniale ide at løse problemet ved at lukke alle offentlige skoler. Tilbage var der så kun private skoler for dem, der havde råd, og ingen for dem, der ikke havde det. Gloria flyttede til nogle slægtninge i Kansas City i Missouri og fortsatte sin skolegang på en ”hvid” skole, hvor der ikke var integrationskonflikter. Senere uddannede hun sig til kemiker, mødte svenskeren Krister Karlmark, som hun blev gift med, og i dag bor hun i Sverige.
Undervejs fortæller Gloria om, hvordan hun oplevede dette skoleår, og forfatteren gør rede for raceproblemerne i USA fra slaveriets ophævelse efter borgerkrigen i 1865 og fremefter. Sydstaterne gjorde alt for at holde de sorte nede og adskilt fra de hvide med de racistiske love kaldet Jim Crow. Når der blev set igennem fingre med det fra føderal side, var det for ikke at lægge sig ud med Sydstaterne, der var overrepræsenteret i Kongressen. For eksempel havde præsident Roosevelt brug for deres stemmer for at få gennemført sin New Deal-politik.
Om dette og meget mere, der ikke har mistet sin aktualitet, fortæller Åsbrink, og til sidst er bogen meget betænksomt udstyret med en kort redegørelse for afgørende begivenheder i den amerikanske borgerrettighedsbevægelses historie.
Gloria: I racismens skygge af Elisabeth Åsbrink/Gloria Ray Karlmark
Oversat af Juliane Wammen
Gutkind. 300 sider. 300 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
