Da Nobelprisen i 2021 endelig blev tildelt en afrikansk forfatter, faldt valget på Abdulrazak Gurnah, der oprindeligt kommer fra Zanzibar, men som siden sine unge dage har levet i Storbritannien og skrevet på engelsk. Mange undrede sig over, at det ikke blev Ngugi wa Thiong’o (1938-2025) fra Kenya, som ganske vist også levede i eksil, først i Storbritannien og senere i USA – men det var ikke af fri vilje.
I 1977 blev han i Kenya fængslet efter at have skrevet og fået opført et teaterstykke på landets eget sprog, der kritiserede den herskende neokolonialisme. Efter et par år uden rettergang blev han på grund af en kampagne fra Amnesty International løsladt, men dødstrusler tvang ham derefter til at forlade landet.
Byen voksede og udviklede sig til deres fordel og til de fattiges bagdel. Det blev kaldt fremskridt.
Før 1977 havde Ngugi skrevet på engelsk, men herefter skrev han kun på sit modersmål, som kunne læses af alle hans landsmænd. Hans første roman på dette sprog, kikuju, var Matigari (1986), som Forlaget Tiden udgav i 1990. Den sidste på engelsk er mesterværket ”Blodige kronblade”, der alene kunne have berettiget ham til Nobelprisen.
I den er handlingens geografiske centrum den lille flække Ilmorog i Kenya, og tidsmæssigt strækker den sig over tolv år. Fra det tidspunkt hvor de fire hovedpersoner kommer til byen og får relationer til hinanden og frem til slutningen, hvor politiet arbejder med at finde de skyldige i en mordbrand, hvis ofre er tre rigmænd.
De fire tilflyttere er: Munira, der er lærer på skolen, den politiske bevidste Karega, der bliver hjælpelærer, Abdullah, der har en købmandsforretning (og et æsel, der kommer til at spille en væsentlig rolle), og så er der Wanja, der har arbejdet som barpige med mere inde i storbyen og nu trænger til luftforandring. Deres tilværelse filtres sammen følelsesmæssigt og gennem kampen for selvstændigheden og tiden derefter.
Der er meget at holde sammen på i dette store værk, der ud over hovedpersonernes historie og mordgåden også går tilbage i tiden og fortæller om Kenya som et koloniseret land fra 1886 til 1963. Dette indebar som andre steder, at befolkningen blev berøvet deres egne navne og eget sprog, og at kolonisterne stjal deres arbejdskraft, jord, kvæg og ressourcer og desuden plagede dem med skatter.
Fra 1950’erne dannedes modstandshæren Kenya Land and Freedom Army (bedre kendt som Mau Mau-bevægelsen), og i 1963 blev landet selvstændigt. Men det medførte ikke den forventede frihed, lighed og velstand. I stedet fortsatte styret som neokolonialisme med den ene forskel, at herskerne og udbytterne nu var sorte. Hovedsproget vedblev at være engelsk, ligesom engelsk kultur og religion fortsat var dominerende, og korruption var vidt udbredt.
Efter selvstændigheden kom der også gang i flækken Ilmorog. Der blev anlagt en ny landevej, som banede vejen for kapitalismen og de nye herskere. Byen voksede og udviklede sig til deres fordel og til de fattiges bagdel. Det blev kaldt fremskridt.
Hele fortællingen er præget af forfatterens klare, marxistiske analyse, og det er måske det, der var for meget for Nobelpriskomiteen. For os, der ikke helt har styr på Kenyas historie og fremtrædende personligheder, ville et for- eller efterord eller bare nogle noter have været en fordel, men har man behov for det, så er det jo muligt at hente manglende viden ad andre kanaler.
Blodige Kronblade af Ngugi wa Thiong’o
Oversat af Anders Kousholt
Koloni. 483 sider. 300 kroner
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.