Oslo, 15. september 2025.
I løbet af 2025 har verden med forbløffelse været vidne til den voldsomme vending, som USA’s regering har taget siden Donald Trumps tilbagevenden til præsidentposten.
Ikke alene er der modstand mod Trumps selvudnævnte rolle som verdens politibetjent, nu kommer der også en åbenlys afsløring af de alvorlige interne konflikter mellem de forskellige milliardærfraktioner, der udgør regeringen, hvor hver især kæmper for sine egne interesser.
Der synes ikke at være nogen regler i denne skolegård, der er befolket af alt for mange mobbende børn.
Den ene dag bruger Trump en bagvaskelse til at beskylde et land for at oversvømme USA med narkotika, og to dage senere annoncerer han, at de har indgået en stor handelsaftale, der kun gavner den ene part. Afpresning og udpresning er blevet normaliseret som forhandlingstaktikker.
Intet land er sikkert. Alle er blevet truet på en eller anden måde, enten med indførelse af absurde toldafgifter eller med brug af magt. Der synes ikke at være nogen regler i denne skolegård, der er befolket af alt for mange mobbende børn.
Venezuela er ingen undtagelse, i den forstand at man også har forsøgt at afpresse landet.
Men i virkeligheden er det en undtagelse, da det venezuelanske folk og dets regering har sluttet rækkerne for at afvise truslerne og forsvare ikke kun deres selvbestemmelse, men også retten til at udvikle en regeringsmodel, der bruger landets betydelige naturressourcer til at hjælpe de mest trængende og ikke til at berige udenlandske milliardærer endnu mere.
Det er det, og ikke noget andet, som de seneste angreb fra Trump og hans regering af bøller mod Venezuela handler om.
Venezuelas ressourcer er den egentlige årsag
Venezuela er ikke kun landet med de største bekræftede oliereserver på sit territorium. Det er også historisk set blevet anerkendt som det land på det amerikanske kontinent, der har den mest effektive politik til bekæmpelse af narkotikahandel, ifølge rapporter fra FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC).
Dette er blandt andet muligt, fordi Venezuela for 20 år siden udviste USA’s frygtede Drug Enforcement Administration (DEA), verdens største narkotikakartel, fra sit territorium, og på trods af dette nævner agenturet ikke Venezuela i sine rapporter.
I 20 år og stadig i dag er Venezuela et område uden ulovlige afgrøder; det er et område uden laboratorier til forarbejdning af narkotika; det er regionalt førende inden for beslaglæggelse af narkotika, der forsøger at passere gennem dets territorium; og det er regionalt førende inden for neutralisering af fly, der forsøger at transportere narkotika gennem dets territorium.
Og alt dette sker, på trods af at Venezuela deler mere end 2000 kilometer grænse med Colombia, verdens største narkotikaproducent, en tendens der ikke har ændret sig, på trods af at der på landets territorium ligger ikke mindre end syv amerikanske militærbaser, der blev oprettet for 20 år siden netop for at bekæmpe narkotikahandel.
På trods af al denne dokumentation har præsident Donald Trump truffet den usædvanlige beslutning at “udpege” Venezuelas regering som en kriminel organisation, der beskæftiger sig med narkotikahandel, angiveligt ledet af ingen ringere end statschefen selv, og som er blevet døbt med det hollywoodagtige navn “cartel de los soles” (“Solkartellet”), hvis eksistens ingen international specialiseret agentur anerkender.
På baggrund af denne bagvaskelse har man under påskud af at bekæmpe narkohandel besluttet at mobilisere en hel militærflåde – herunder syv destroyere, næsten 5000 soldater, adskillige kampfly af nyeste generation og endda en ubåd med nuklear kapacitet – til den sydlige del af Caribien, lige uden for Venezuelas territorialfarvande, med base i nabolandet Puerto Rico, det latinamerikanske søsterland, som USA stadig betragter som en af de sidste kolonier på kontinentet.
En mærkelig strategi til bekæmpelse af narkotika: Destroyere, ubåde og jagerfly mod narkosmugleres fartøjer.
I praksis er det en åbenlys udfordring for de latinamerikanske og caribiske lande, der har besluttet at erklære deres region for en fredszone, og desuden en åbenlys overtrædelse af de regionale aftaler om ikke-spredning af atomvåben, som USA er forpligtet til at overholde.
Det mærkelige er, at næsten 90 procent af narkotikasmuglingen til USA foregår i Stillehavet, nemlig på den modsatte kyst af kontinentet, måske udnyttende den velkendte geografiske uvidenhed, som den amerikanske befolkning tilskrives.
I virkeligheden er den eneste aktive søfartsrute mellem Venezuela og USA den, der transporterer venezuelansk olie til raffinaderierne i Den Mexicanske Golf, som kan transportere råolien på kun tre eller fire dages sejlads, hvilket er to uger kortere end transporten fra Mellemøsten.
Det havde Donald Trump selv sagt ved afslutningen af sin første embedsperiode, da han beklagede fiaskoen med sin tidligere strategi om at anerkende en af sine marionetter som den såkaldte regering i Venezuela: “Vi ville have taget magten i landet; vi ville have fået fat i al den olie; den ville have været lige ved siden af.”
Ved redaktionens afslutning har præsident Trump offentliggjort bombningen af tre mindre skibe, der angiveligt transporterede narkotika, og pralede med at have dræbt snesevis af besætningsmedlemmer uden retssag eller beviser i et forsøg på at legitimere grusomheden og normalisere summariske henrettelser.
Disse begivenheder har endda rystet de amerikanske parlamentarikere, men deres opfordring til regeringen om at give en forklaring er blevet gladeligt ignoreret.
Venezuela er ikke alene
De fleste af medlemslandene i Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC) har udtrykt deres bekymring over denne militære eskalering i regionen og har gentaget deres krav om, at Latinamerika og Caribien fortsat skal være en fredszone.
Andre lande som Kina og Rusland har fordømt USA’s handlinger og opfordret til, at kampen mod narkotikahandel ikke bruges som undskyldning for at underminere økonomisk sikkerhed, friheder og rettigheder, og udtrykt, at Venezuela har den umistelige ret til frit at bestemme sin politiske, økonomiske og sociale vej uden pres udefra.
Venezuela er et fredeligt land, der konstant udøver sin demokratiske styreform – den ældste i Sydamerika – og fortsat med værdighed modstår de mere end tusind ensidige tvangsforanstaltninger, der er blevet pålagt landet for at undertrykke befolkningen.
Her et eksempel: Selv om militærtjeneste ikke er obligatorisk i Venezuela, har præsident Nicolás Maduro i de seneste uger opfordret befolkningen til at melde sig til tjeneste og forberede sig på en eventuel direkte militær aggression. Overraskende nok har mere end en million mennesker meldt sig som frivillige, som kommer oven i den million medlemmer, der allerede var i den bolivariske milits, den største del af landets militærstyrker.
Dette viser, hvordan den forsvarsdoktrin, der er arvet fra Hugo Chávez’ tid, er forankret i det venezuelanske folks sjæl, et bevidst og mobiliseret folk, der er villigt og forberedt på at forsvare sin suverænitet, sin selvbestemmelse og, hvad der er mest værdifuldt, sin uafhængighed.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.