”De styrende her i landet har omsider bekvemmet sig til at bringe de afghanere, som har hjulpet de danske Jens’er, i sikkerhed, efter at samme Jens’er er stukket af med halen mellem benene.”
-således skriver Henrik Stamer Hedin i sin kommentar til sammenbruddet i Afghanistan
Hans udsagn er bevidst nedladende over for de danske soldater, dertil kommer at det skrevne er faktuelt forkert; de danske soldater stak ikke af fra Helmanprovinsen, de måtte forlade den, da deres allierede forlod den.
Det betyder på ingen måde, at Hedins overordnede analyse af tragedien i Afghanistan er forkert, nej den er skarp og præcis.
Imidlertid må vi som danskere betænke, at vore soldater kom til at betale prisen for den politik, som et betydeligt flertal på Christiansborg støttede: 44 soldater har mistet livet og 182 er blevet såret, nogle meget alvorligt.
Soldaterne blev sendt til landet, af danskere, der burde have vidst bedre. Nogle soldater blev lokket af flosklen om at skulle ”gøre en forskel”, og nogle troede oprigtigt, at de skulle være med til at genopbygge landet. De kom til at betale en pris, men det er mange af os andre, der er skyldige. Fæhoveder, som f. eks undertegnede, der sammen med tusinder af andre bakkede skiftende regeringer op i deres dødssejlerkurs.
Nej, Henrik Stamer Hedin har ikke uret sine overordnede betragtninger, ingenlunde. Jeg efterlyser blot at der bliver kastet et mere blødt lys på vore soldater. Hedin vil ved eftertanke sikkert være enig.
Om at lære af historien
Det var ikke af hensyn til danske interesser, at danske soldater besatte en afkrog af Afghanistan, som ingen før havde hørt om. Som i alle andre internationale spørgsmål optrådte Danmark som US-imperialismens håndlanger.De styrende her i landet har omsider bekvemmet sig til at bringe de afghanere, som har hjulpet de danske Jens’er, i sikkerhed, efter at samme Jens’er er stukket af med halen mellem benene.
De – afghanerne altså – er nemlig i livsfare, nu hvor Taleban har overtaget magten i landet. Og det er givetvis rigtigt. Hjælper man en besættelsesmagt, regnes man almindeligvis for landsforræder.
Sådan var det, dengang vi selv var besat, og der blev ikke lagt fingre imellem – i hvert fald ikke for de små landsforræderes vedkommende. De store hyttede som altid deres.
Danmark som USA’s håndlanger
Nu var det som bekendt ikke af hensyn til danske interesser, at Jens’erne besatte en afkrog af Afghanistan, som ingen før havde hørt om.
Som i alle andre internationale spørgsmål optrådte Danmark som US-imperialismens håndlanger.
Det var USA, der for at komme den afghanske revolution til livs i 1980’erne (hvis nogen kan huske så langt tilbage) finansierede, bevæbnede og trænede de kontrarevolutionære mudjahedin-bander og dermed i sidste ende banede vej for de værste, de mest reaktionære og de mest blodtørstige af alle revolutionens fjender: Taleban.
Danske politikere har mere end almindelig svært ved at lære af historien. Måske skyldes det, at de er sluppet så let fra deres egne svinestreger.
Begivenhederne fulgte ikke helt USA’s planer, men den historie skal ikke opfriskes her. Nok er det, at amerikanske styrker besatte Afghanistan med deres halehæng af blandt andet danske Jens’er. Og krigen har raset siden. Nu er den forbi, og regnskabet vil blive gjort op.
Danske politikere har mere end almindelig svært ved at lære af historien. Måske skyldes det, at de er sluppet så let fra deres egne svinestreger. Dengang, det var Danmark, der var besat, var det ikke kun småfolk, der forrådte deres land ved at tolke for besættelsesmagten og den slags. Landsforræderiet gik helt til tops, til regering og Rigsdag.
80-året for kommunistloven
I de samme dage, hvor politikerne var så optaget af de afghanske tolkes skæbne, var det 80-året for vedtagelsen af den såkaldte kommunistlov. Denne lands- og højforræderiske lov forbød med ét slag det kommunistiske parti og al kommunistisk virksomhed.
Allerede to måneder før var håndhævelsen af loven begyndt med arrestationen af flere hundrede kommunister og DKP’s tre folketingsmedlemmer (det lykkedes dog ikke i første omgang at få fat på dem alle tre).
Kommunistloven blev enstemmigt vedtaget. Fra regeringens og ordførernes side undskyldte man sig med, at det var noget, besættelsesmagten havde forlangt – i sig selv en indrømmelse.
Men det var tydeligt, at dette havde politikerne, socialdemokrater såvel som borgerlige, i lang tid drømt om, og eneste alvorlige bekymring var, om loven ville skabe en præcedens, der også kunne ramme andre partier. Det skete som bekendt ikke.
Også retsopgøret efter krigen slap de helskindede igennem, først og fremmest fordi de selv styrede det.
Så hvorfor skulle man lære af historien?
Historien følger logiske mønstre
I juli måned mindedes man i nabo- og broderlandet Norge en anden lige så dyster begivenhed – massakren på Utøya for ti år siden. Heller ikke de norske politikere synes at være gode til at lære af historien.
Man taler om ”ekstremisme” som bevæggrund, underforstået at magthaverne i det norske samfund intet ansvar har.
Men det har de, for den drivende kraft bag massakren var den samme institutionaliserede antikommunisme, som fik de danske magthavere til for 80 år siden at indføre kommunistloven og til senere at bakke USA op mod den afghanske revolution og bane vej for Taleban.
Historien gentager sig ikke, men følger logiske mønstre. Det er vigtigt at lære af den.
Jeg skrev i starten af denne debatklumme, at krigen i Afghanistan er forbi. Det er den så alligevel ikke.
Præsident Bidens hadefulde stemme og blik viste det, da han for rullende tv-kamera svor hævn for terrorbomberne ved porten til Kabuls lufthavn: Her stod en nederlagspræsident, en taber, der forsøgte at gejle sit krigstrætte folk op til nye eventyr – og til nye profitter for den amerikanske våbenindustri.
Det er ikke kun danske og norske politikere, der er træge til at lære af historien.