Læserbrev
Ønskes: En modig og klassebevidst fagbevægelse
Arbejdere på tværs af grænserne har mange gange mere til fælles, end vi har med de kyniske magthavere, vi hver især trækkes med. Tænk hvis vi havde en fagbevægelse med modet til at stå i spidsen for det fællesskab og kæmpe mod magthavernes kynisme og hykleri.
|
Det virker for mig helt absurd, at fagbevægelsen har valgt at forholde sig passivt til den stigende usikkerhed i verden. På nær en håndfuld ultra seje fagforeninger, har fagbevægelsen valgt at lade folkemordet i Palæstina fortsætte uden at røre en finger. I forhold til Ukraine er sagen den samme.
Den danske regering, har været lige så aktiv til at presse på en opskalering af Ukrainekonflikten, som den har været passiv, når det gælder kritik af Israels folkemord (ja det første års tid bakkede de jo faktisk Israels brud på folkeretten op). Og fagbevægelsen? Ikke et ord.
Nogle vil mene, at fagbevægelsen skal være upolitisk. Det er jeg helt uenig i. Fagbevægelsen har historisk været en del af en politisk kamp for arbejderklassens leveforhold og for et samfund, hvor arbejderklassen kunne nyde frugterne af sit eget arbejde i stedet for at aflevere det meste til en lille gruppe velhavere. Har vi ikke altid, som fagligt aktive, kritiseret de gule skruebrækkerfagforeninger, netop fordi de påstår at være upolitiske? Fordi vi godt ved, at hvis vi er upolitiske, så overlader vi det til magthaverne at være politiske.
Fagbevægelsen har historisk været en del af en politisk kamp for arbejderklassens leveforhold og for et samfund, hvor arbejderklassen kunne nyde frugterne af sit eget arbejde.
Folkemordet i Palæstina og oprustningen i forbindelse med den håbløse krig i Ukraine har alt at gøre med danske arbejderes leveforhold og arbejdsforhold. Når politikerne lukker øjnene for, at Israel udsulter og myrder forsvarsløse palæstinensere, har vi så ikke set den samme kynisme og det samme hykleri, når det gælder vores arbejdsforhold (selvfølgelig på et andet niveau)?
Når politikerne gør multimilliardærer endnu rigere, mens de hæver vores pensionsalder, når politikerne sidder med hænderne i skødet, mens vi på arbejdspladserne boltrer os i asbest, stress, nedslidning og stigende arbejdstempo?
I fire år har vi oplevet en eksplosion i priserne, og nu forklarer politikerne, at “de vil kigge på det”. Det svarer til, at en brandmand stiller sig op ved et halvt nedbrændt hus og siger, at han vil kigge på det…
En af min datters tidligere klassekammerater fra folkeskolen er nu som 17-årig startet i malerlære. Hun kan se frem til at gå på pension, når hun er 74,5 år. Hun skal altså arbejde 57,5 år. Sandsynligheden for, at hun kan klare det, er minimal.
I stedet vil hun, hvis hun ikke skifter fag (og til hvilket fag skal hun skifte?), opleve, at kroppen går i stykker, hvorefter hun vil skulle igennem et helt umenneskeligt system for, hvis hun er heldig, at ende på en sulte ydelse resten af sit liv. Personligt ser jeg ikke nogen forskel på regeringens og politikernes kynisme og hykleri, om det gælder mig og mine kollegaer eller ofrene i Palæstina. Det er forskellige situationer, men den samme kynisme.
Derfor vil jeg også stærkt advare mod at købe regeringens argumenter om, at vi nu skal bruge hundredvis af milliarder på oprustning. Oprustning fører ikke til større sikkerhed, tværtimod.
Men vi kan være helt sikre på, at regningen for øget militarisme ender hos os arbejdere. Vi kommer til at betale, med dårligere velfærd og dårligere arbejdsforhold. Hvad skulle jeg som dansk arbejder have imod en russisk arbejder? Eller ukrainsk? Deres virkelighed er nok tættere på min, end hvis jeg sammenlignede mit liv med ejerne af Jysk, Novo, Mærsk og så videre. Russiske og ukrainske arbejdere må også slide sig selv ned for at få tag over hovedet. Og de må også aflevere frugten af deres arbejde til andre, der lever et liv i luksus.
Så efter min mening har vi arbejdere på tværs af grænserne mange gange mere til fælles, end vi har med de kyniske magthavere, vi hver især trækkes med. Tænk hvis vi havde en fagbevægelse med modet til at stå i spidsen for det fællesskab og kæmpe mod magthavernes kynisme og hykleri. Det er min drøm og mit håb for fagbevægelsens fremtid.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. august 2025 | 06:00
