Folkefest sætter anden dagsorden
Ved afslutningen af det årlige møde i Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) i Haag i juni 2025 stod det klart, at alt handlede om penge. Faktisk var den endelige sluterklæring måske den korteste fra noget NATO-møde nogensinde – kun fem punkter, hvoraf to handlede om penge og et om at takke Holland for at være vært for topmødet.
Haag-erklæringen var på kun 427 ord, mens Washington-erklæringen fra året før var på 5400 ord og 44 afsnit. Denne gang var der ikke detaljerede oplysninger om denne eller hin trussel, heller ikke lange og detaljerede vurderinger af krigen i Ukraine og hvordan NATO støtter denne krig uden begrænsninger (“Ukraines fremtid ligger i NATO”, sagde alliancen i 2024, en holdning, der ikke længere gentages i den korte erklæring fra 2025).
Det var klart, at USA simpelthen ikke ønskede at tillade en lang liste over ting, som NATO er besat af. I stedet var det USA’s besættelse, der sejrede: At Europa øger sine militærudgifter for at kompensere for USA’s beskyttende skjold omkring kontinentet.
Efter at have aftalt at øge deres militærudgifter til fem procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) har de europæiske stater skabt en række problemer for sig selv.
NATO-regeringerne er fastlåst i en vane med sparepolitik og krig, mens det globale Syd har forpligtet sig til fred og udvikling.
Det første problem er, at de skal finde pengene i deres stramme budgetter. For at øge deres militærudgifter til fem procent af BNP vil de være nødt til at reducere deres sociale udgifter – med andre ord at skærpe den eksisterende sparepolitik.
I Tyskland er 21,1 procent af befolkningen fare for at ende i fattigdom eller social udstødelse. Den tyske regering under ledelse af kansler Friedrich Merz har lovet 650 milliarder euro til militæret over de næste fem år – et beløb, som selv Financial Times finder “svimlende”.
For at nå op på fem procent af BNP vil Tyskland for eksempel være nødt til at skaffe omkring 144 milliarder euro om året ved omfordeling af budgetter (nedskæringspolitik) og øget låntagning (gæld); det er usandsynligt, at skatterne vil blive hævet, selv om det drejer sig om regressiv moms på forbrug.
Det andet problem er, at trods udbetalingen af penge til militæret har Europa simpelthen ikke produktionslinjerne klar til at rulle kampvogne og missiler ud i det krævede tempo.
I modsætning til USA begyndte Europa at afindustrialisere sin militære sektor efter Sovjetunionens fald i 1991. Nu bliver det nødt til at bruge betydelige summer på blot at genoprette sit industrielle potentiale.
I de seneste år har europæiske militærindustrielle virksomheder kæmpet for at imødekomme Ukraines behov, og EU er ikke i stand til at opfylde kravet om en million artillerigranater i 2024.
Rheinmetall er i mellemtiden kun i stand til at producere 150 Leopard 2-kampvogne om året, hvilket er langt under det, europæiske virksomheder byggede under Den Kolde Krig, og langt under behovet for en europæisk hær, hvis den skal i kamp mod Rusland.
Hverken Eurofighter Typhoon- eller Dassault Rafale-kampflyene kan produceres hurtigt. Indkøbsafdelinger over hele Europa bremses af EU-regler og toldkrav. Der vil ikke være mulighed for en hurtig vækst af militæret.
Tallet på fem procent af BNP er mere PR end virkelighed.
Trusler
Haag-erklæringen siger, at den euro-atlantiske alliance står over for “omfattende sikkerhedstrusler og udfordringer”. Hvem truer den euro-atlantiske alliance? Den eneste fjende, der nævnes i erklæringen, er Rusland.
Men omkring det tidspunkt, hvor NATO-medlemmerne mødtes i Haag, talte USA’s præsident Donald Trump med den russiske præsident Vladimir Putin om deeskalering i Ukraine og afslutning af spændingerne i Europa. Og Istanbul-forhandlingerne fortsatte mellem de forskellige parter, der er involveret i at bringe krigen til ophør.
Hvis der indgås våbenhvile i Ukraine, og hvis Rusland og Europa bliver enige om visse sikkerhedsgarantier, hvad skal så stigningen på fem procent af BNP i militærudgifterne bruges til?
Selv hvis Rusland afslutter krigen i Ukraine, er der flere andre bekymringer, som NATO-medlemmerne har insisteret på skal være grundlaget for deres forhøjelse af militærudgifterne.
For eksempel har NATO-medlemslandene i Europa ladet deres militære faciliteter forfalde, hvilket er acceptabelt ud fra et fredsperspektiv, men ikke ud fra et perspektiv, der forudser krig (den militære lobby i Europa har især peget på kontinentets lemfældighed i forhold til cyberangreb og kunstig intelligens som våben – selvom det er uklart, hvordan genopbygning af kaserner vil hjælpe på dette).
NATO har ingen reelle trusler, kun dyre hallucinationer.
De baltiske stater har slået alarm mod en potentiel russisk invasion, mens ustabiliteten omkring Iran har gjort Europa opmærksom på farerne nær sine grænser. Dette er nogle af de grunde, som militære intellektuelle i Europa anfører for nødvendigheden af øgede militærudgifter.
Men den langt vigtigste årsag har intet at gøre med Europas grænser eller trusler mod Europa: Kina.
I NATO’s strategiske koncept for 2022 betragter man Kina som “en systemisk udfordring for den euro-amerikanske sikkerhed”. Men på hvilken måde er Kina en trussel mod Europa?
USA ser Kina som sin største rival, ikke militært, men i form af de amerikanske multinationale selskabers økonomiske dominans.
Europas lande har kun haft gavn af kinesiske investeringer, for eksempel gennem Belt and Road Initiative (BRI). Af Europas 44 lande har 29 tilsluttet sig BRI – de fleste af disse lande ligger i det østlige Europa, og to tredjedele af de europæiske lande har underskrevet aftalememoranda med Kina om handel og udvikling. Italien forlod BRI i december 2023, men de øvrige lande er fortsat engageret i BRI-projektet.
Af de 32 NATO-medlemslande har 12 indgået en aftale med Kina om at deltage i BRI eller et andet større projekt (Albanien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Grækenland, Ungarn, Montenegro, Nordmakedonien, Polen, Portugal og Tyrkiet).
At disse stater er afhængige af Kinas økonomiske opsving viser, at de ikke føler sig truet af Kina, hvilket rejser spørgsmålet om, hvilken trussel NATO ser i Kina.
NATO-regeringerne er fastlåst i en vane med sparepolitik og krig, mens det globale Syd har forpligtet sig til fred og udvikling.
Det er slående, hvor anakronistisk Haag-erklæringen lyder, når den sættes op mod sloganet for det 17. BRICS-topmøde i Rio de Janeiro (Brasilien) i juli 2025: Det globale syd: Inkluderende og bæredygtigt (Sul Global Inclusivo e Sustentável).
NATO har ingen reelle trusler, kun dyre hallucinationer.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren: Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent hos Globetrotter. Han er redaktør hos LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er On Cuba: Reflections on 70 Years of Revolution and Struggle (sammen med Noam Chomsky), Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (også sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of US Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
