Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Verden er tættere på en storkrig end nogensinde i nyere tid. I løbet af få døgn har vi set en farlig optrapning: Israel indledte med at bombe Iran. Iran svarede igen. USA bombede derefter tre iranske atomanlæg. Og Iran reagerede med at ramme en amerikansk base i Qatar. Nu er der måske våbenhvile og måske ikke.
Den danske regering bør ikke længere gemme sig bag tomme ord.
Alt dette sker i kraft af en præsident – Donald Trump – som tidligere har truet med at “udslette Iran”, og som nu udnytter den optrappede konflikt som baggrundstæppe for en ny kampagne mod Iran. Med atomvåben på bordet og hadsk retorik som våben spiller han hasard med hele verdens fremtid. Trump leger med tredje verdenskrig.
Diplomati – kun når det passer USA
Samtidig ser vi, hvordan USA og NATO – flankeret af Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen – pludselig genopdager betydningen af den såkaldte “regelbaserede verdensorden”. Men i praksis er budskabet tydeligt: Reglerne gælder kun for fjender – aldrig for venner.
Et tydeligt eksempel er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens udtalelse om USA’s bombardementer. Han sagde: “Nu hvor det er sket, må man jo håbe, at det har haft en effekt”. Og tilføjede, at EU blot må “notere” angrebet, eftersom det er USA – ikke Iran – der har handlet. Med andre ord: Når en amerikansk præsident bryder folkeretten, kaldes det “effekt”. Når andre gør det, kaldes det “aggression”.
En gammel plan – og et nyt offer
Denne udvikling sker ikke i et tomrum. Allerede i 2007 afslørede NATO-generalen Wesley Clark en plan fra Pentagon om at “tage syv lande ud på fem år” – Irak, Syrien, Libanon, Libyen, Somalia, Sudan og Iran. Irak er allerede ødelagt. Syrien og Libyen destabiliseret. Nu står Iran for tur. Og bagefter? Rusland og Kina.
Dette handler ikke om fred eller forsvar. Det handler om kontrol over olie, gas, råstoffer – og ikke mindst geopolitisk dominans. USA ønsker et regimeskifte i Iran, ikke for demokratiets skyld, men for adgang til markedet og magten. Og måske mere end det: et opgør med enhver rival til amerikansk hegemoni.
Folkeret eller favorisering
Angrebene præsenteres som “forebyggende”. Men Iran har ikke angrebet USA. Iran har overholdt de internationale traktater, det har tilsluttet sig. Det er derimod Israel – med et stort arsenal af atomvåben uden for international kontrol – som truer regionen.
USA’s og Israels angreb på iranske atomanlæg er i strid med FN-pagtens artikel 2 (4), som forbyder væbnet aggression, og med Genève-konventionerne, der forbyder angreb på civile nukleare faciliteter. Der er intet FN-mandat. Der er intet lovligt grundlag. Det er ulovligt – punktum.
Men Løkke siger: “Vi håber, det virker.” Mette Frederiksen taler om “regler”, og danske medier bakker op. Når det er vores venner, der bomber, skal vi åbenbart bare tie.
Trumps dobbeltmoral
Det er værd at minde om, hvad Trump sagde til Ukraines præsident Zelenskyj i marts: “You are gambling with World War III.” Men nu er det Trump selv, der kaster terningerne. Den 22. juni – dagen efter USA’s bombninger – udtalte han: “Iran, the bully of the Middle East, must now make peace. If they do not, future attacks will be far greater and a lot easier.”
Det er en slet skjult trussel om brug af atomvåben – og dermed om at udløse tredje verdenskrig. Når Trump spiller, er det ikke kun amerikansk sikkerhed, der står på spil. Det er hele verdens fremtid.
Vi vælger fredens side
Rødt Venstre har ingen illusioner om det iranske præstestyre. Det er brutalt, autoritært og undertrykker kvinder og minoriteter. Men det giver ikke nogen stormagt ret til at bombe. Tværtimod. Vestlige militære interventioner i Mellemøsten har aldrig bragt frihed. Kun død, kaos og styrkelse af diktaturer. Det iranske folk må selv styrte deres undertrykkere – ikke bombes fri af Trump.
Trumps “våbenhvile” – en illusion
Nu hævder Trump, at han har fået Iran og Israel til at indgå våbenhvile. Skal vi tro på det? Er verdensfreden reddet? Nej. Våbenhvilen er yderst skrøbelig, og allerede få timer efter dens indgåelse anklagede Iran den israelske hær for at have overtrådt den. I virkeligheden handler den blot om at vinde tid. Tid til at fylde Israels våbenlagre med amerikansk ammunition, til at genopbygge et nedslidt og demoraliseret israelsk militær – og til at lægge låg på modstanden, mens næste optrapning forberedes.
Under alle omstændigheder er den aktuelle situation endnu en påmindelse om, hvor vigtigt det er at intensivere modstanden mod krig og kræve reelle diplomatiske løsninger. Den danske regering bør ikke længere gemme sig bag tomme ord. Hvorfor boykotter Danmark ikke Israel – et land der i månedsvis har ført krig mod civilbefolkningen i Gaza, og som nu truer hele regionen med krig og ødelæggelse?
Der må rejses krav om, at Danmark går foran i arbejdet for fred – ikke stiller sig som passiv medløber til NATO og USA’s krigslogik.
Folkets modstand er håbet
Men der er modstand. Trumps egen MAGA-base er ikke entydigt med ham – og i hele verden ulmer vreden mod krig og imperialisme. Et muligt opløftende scenarium er, at Trumps krig bliver mødt med en voldsom modreaktion fra befolkningen – ikke bare i USA, men globalt. Store dele af hans tidligere bagland er allerede i oprør, og hvis han vil virkeliggøre sine nykoloniale drømme, må han først knuse al folkelig modstand. Har han styrken til det? Sandsynligvis ikke.
Rødt Venstre vil gøre sin del. Vi vil – sammen med alle fredselskende kræfter i Danmark: fagforeninger, græsrodsbevægelser, partier – rejse en storm af protest mod den danske regerings feje eftergivenhed over for NATO og USA. Samtidig vil vi bidrage aktivt til at styrke den internationale antikrigsbevægelse, som heldigvis vinder frem både i Europa, USA og resten af verden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
