Nyhedskommentar
Folketingets afslutningsdebat den 21. maj. De fleste af Folketingets medlemmer møder frem. Mange har taget pænt tøj på. Måske ved de, at presselogen i dag er pakket med journalister, fotografer og videografer.
Pressefolk, der er klar til at gennemføre forestillingen, hvor medlemmerne vises frem for publikum bag skærmene, og til endnu en gang at lufte ideen om, at Folketinget er stedet, hvor magten findes og de afgørende beslutninger bliver til.
Afslutningsdebatten finder i år sted i en verden, hvor mange er klar over, at vi står i flere kriser. For blot at nævne nogle få:
NATO-krig mod Rusland; klima- og biodiversitetskrise (eller her er ordet katastrofe nok en mere præcis betegnelse end krise, eftersom det tabte kun i begrænset grad vil kunne vende tilbage); folkedrab, som vore ledere end ikke tør omtale som et folkedrab – samtidig med at de aktivt bidrager til at gennemføre folkedrabet med våbenleverancer og samarbejde med Israel; økonomisk krise, hvor væksten er så lav, at kapitalismen har åndenød og må have kunstigt åndedræt gennem omstilling af samlebåndene til produktion af våben.
Der rystes på hovedet
Når blikket i Danmark undtagelsesvist løftes, og vi får øje på, hvad resten af verden tænker om Europa, ser vi, at der rystes på hovedet ad os.
Et af de forhold, der rystes på hovedet ad, er, at landene i Europa ikke kan blive enige om ret meget, efter at USA ser ud til at have overladt os til os selv.
Foto: Henning Husum
Et andet forhold er, at Europa med etablering af endnu en koalition af de villige ønsker at fortsætte krigen i Ukraine. En krig som NATO har tabt, og hvor den højeste pris betales af de mænd og kvinder, der i tusindtal dør i krigen. Samtidig med at vi i EU lægger planer om at militarisere vores samfund og fortsætte med at skære i de velfærdsystemer, som mange uden for Europa har set misundeligt til.
Et tredje forhold er Europas fortsatte støtte til Israels folkedrab på palæstinenserne. Her står vi afklædte, når vi taler om værdier, menneskerettigheder og international ret.
Tilbage til debatten
Men nu vender vi igen tilbage til sceneriet fra afslutningsdebatten og lytter til statsminister Mette Frederiksens redegørelse for verdens tilstand.
Foto: Henning Husum
Her er det ikke et kuldsejlet europæisk projekt, vi hører om. Nej, vi hører en begejstret fortælling om et Europa med ideer, værdier og verdensanskuelse: Europa er demokrati, individets ret, respekten for fællesskabet, oplysningstiden og troen på fremskridt, videnskab og fornuft.
– At vi kan tænke som vi vil, tro som vi vil, tale som vi vil, bedyrer statsministeren.
Når man efter statsministerens tale rejser sig fra det gamle interiør i Folketinget og ad snirklede gange bevæger sig mod udgangen, har man en fornemmelse af at bevæge sig ud af en tidslomme. En tidslomme med en stædigt fastholdt ide om, hvordan et demokrati ser ud. En ide, der har mistet forbindelse med virkeligheden.
Det kæmpende Danmark
Og straks man bevæger sig ud på trappen foran Christiansborg, rammes man igen af virkeligheden. Her møder man repræsentanter for det kæmpende Danmark.
De første, man møder, er en gruppe unge fra Rød-Grøn Ungdom. De peger på det krakelerede glansbillede i statsministerens tale om Europa som stedet, hvor vi kan tænke, tro og tale, som vi vil.
Gruppen protesterer mod, at den politiske mærkesag – spørgsmålet om anerkendelsen af den palæstinensiske stat – ikke må diskuteres ved skolevalget, et undervisningsforløb, hvor der arbejdes med politiske mærkesager.
En af de unge på trappen er Sarah Abildskov, forkvinde for Rød-Grøn Ungdom. Hun siger, at Folketingets “præsidium har helt ekstraordinært og uden fortilfælde nedlagt et forbud mod at vi må diskutere mærkesagen ‘anerkend Palæstina som selvstændig stat’. Det mener vi er for galt, fordi det er en debat, der foregår hele tiden inde i folketingssalen”.
Hun peger på, at der er tale om censur, hvor 70.000 folkeskoleelever, 12 ungdomspartier og 700 folkeskolelærere presser på for at få omgjort præsidiets beslutning.
Blod på hænderne
Få skridt ved siden af Rød-Grøn Ungdom står to aktivister fra Jøder for Retfærdig Fred af 5784.
“Jøder siger nej til folkedrab”, står der på deres skilte, der minder os om, at de europæiske værdier, som statsministeren netop har talt om, ikke gælder i virkeligheden uden for Folketingets tidslomme.
Og frem og tilbage på trappen foran Christiansborg traver en hvileløs og plaget Ida Maria. Hun er en del af initiativet Bro til Palæstina, men i dag har hun anmeldt sin egen demonstration.
Hun fortæller, at hun i de sidste to år har gået til demonstration hver lørdag. Nu er hun blevet frygtelig frustreret over, at der ikke sker noget, og weekendens bombardementer i Gaza har fået hende til at farve sine hænder røde som et udtryk for, at vi har blod på hænderne.
Foto: Henning Husum
Hvor længe vil det mon lykkes statsministeren at holde fast i den tidslomme af et europæisk glansbillede, der allerede på trappen foran Christiansborg krakelerer i mødet med den virkelighed, som det kæmpende Danmark lever i?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
