Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Hej allesammen!
Tak fordi I er kommet i dag. Vi står her sammen – unge, ældre, arbejdere, studerende – fordi vi er trætte af at blive trukket rundt i manegen af politikere, der glemmer, hvad det vil sige at have et rigtigt arbejdsliv.
Pensionsalderen stiger – igen.
De siger, det er nødvendigt. At vi lever længere og derfor skal arbejde længere. At vi har råd til det. At det er “retfærdigt”.
Så vi siger det klart i dag: Stop stigningen i pensionsalderen! Giv os ret til en værdig pension! Vi har arbejdet nok – nu er det jeres tur til at lytte!
Men lad mig spørge jer:
Er det retfærdigt, at politikere med bløde stole og gode pensioner bestemmer over vores fremtid?
Er det retfærdigt, at folk, der har knoklet i 40 år eller mere, skal blive ved med at slide kroppen ned?
Er det rimeligt, at håndværkere, sosu’er, rengøringsassistenter og pædagoger skal gå på arbejde dopet op på smertestillende for at kunne holde dagen ud med slidgigt og ondt i ryggen, mens de ser frem til en pension, de måske aldrig får lov til at nyde?
Nej! Det er det ikke!
Og det bliver kun værre.
Hver gang pensionsalderen stiger, rammer det skævt. Det rammer dem, der har arbejdet længst. Dem der har haft de hårdeste job. Det rammer ufaglærte og faglærte. Det rammer vores forældre, vores kolleger og os selv.
Det kommer til at ramme vores børn, børnebørn og så videre.
Hvis det fortsætter i denne retning, kommer de nok ikke til at kunne få pension og da slet ikke en værdig pension!
De siger: “Jamen, vi bliver jo ældre.”
Ja – nogle af os bliver ældre. Men det er ikke alle, der bliver 85 og spiller golf. Der er store forskelle i levetid og helbred, alt efter hvilket liv du har levet, og hvilket arbejde du har haft. Og det ved de godt – de vælger bare at ignorere det.
Og lad os ikke glemme de sociale konsekvenser. Når ældre mennesker bliver længere på arbejdsmarkedet, er der færre pladser til de unge. Generationerne skubbes sammen, og det skaber ubalance. Det går ud over dynamikken, mulighederne og den naturlige generationsudskiftning.
Nogle vil sige, at vi ikke har råd til at lade folk gå tidligere på pension. Men spørgsmålet er måske ikke, om vi har råd – men om vi har råd til at lade være. Et samfund bør måles på, hvordan det behandler sine ældre. Vi skal ikke bare tænke i kroner og øre, men også i værdighed, respekt og retfærdighed.
Vi skal ikke finde os i det her.
Vi vil have en pensionsalder, der tager hensyn til virkeligheden.
En pensionsalder hvor man kan trække sig tilbage med værdighed – ikke en pension, hvor vi ryger direkte i sygesengen.
Pensionsalderen er ikke bare et tal. Det er et symbol på, hvordan vi vægter mennesker i samfundet.
Vi vil have ret til et otium, et velfortjent hvil, før det er for sent.
Vi vil have et samfund, hvor menneskeliv vejer tungere end Excel-ark.
Og vi vil ikke finde os i, at næste generation skal knokle endnu længere for mindre.
Det her handler ikke kun om alder – det handler om værdighed, solidaritet og respekt for arbejdslivet.
Så vi siger det klart i dag:
Stop stigningen i pensionsalderen!
Giv os ret til en værdig pension!
Vi har arbejdet nok – nu er det jeres tur til at lytte!
Tak for jeres kampgejst – og tak fordi I står her i dag. Sammen er vi stærkere!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.