Den 1. maj 2025 fejrer vi arbejdernes internationale kampdag i skyggen af massiv oprustning og faren for krig. Det har vi gjort siden 2022 og det tyder ikke på, at det kommer til at ændre sig foreløbigt.
Derfor er det på en dag som i dag vigtigt at understrege endnu engang, at arbejderklassen ingen interesse har i magthavernes krigshysteri.
Det skulle man ellers tro, når man lytter til toppen af den danske fagbevægelse. De mennesker, som ellers skulle være arbejdernes repræsentanter, har lagt sig helt på linje med regeringens oprustningsdagsorden. I dag i en artikel i Arbejderen siger formanden for 3F, Henning Overgaard, blandt andet:
– 3F anerkender, at vi som land er nødt til at bidrage mere til vores eget forsvar – og at forsvarsbudgettet i lyset af den aktuelle situation i verden er nødt til at vokse.
Han bliver bakket op af sine medformænd i HK og FOA. De mener også, at der ikke er nogen vej udenom oprustning. Det eneste de kan sætte spørgsmålstegn ved, er hvor pengene skal komme fra.
– Prisen for oprustning skal ikke bare tørres af på lønmodtagerne. Og det gør politikerne klogt i at huske, hvis de vil sikre befolkningens opbakning til oprustning, siger Anja Jensen, formand for HK.
Men arbejderklassen har allerede betalt noget af regningen, da regeringen i 2023 tog store bededag væk fra dem, helt udenom den danske models overenskomstsystem. Der arbejdes mere, fordi krigsmaskinen skal fodres, og den bliver aldrig mæt.
De fagligt aktive stemmer, som kæmper for fred, skal ophøjes og støttes på alle måder muligt.
Når formand for FH, Morten Skov Christiansen, så samtidig taler om, at det kan være nødvendigt med en krigsskat, så er det svært at se, hvordan toppen af fagbevægelsen beskytter arbejdernes interesser.
At de på ingen måder stiller spørgsmålstegn ved oprustningens nødvendighed viser, at de er mere interesserede i gode forbindelser til magthaverne, end at udøve deres roller som interesseorganisationer.
Der var engang i Danmark noget, som hed Fagbevægelsen for Fred. Den formåede til tider at samle bredt blandt de fagligt aktive i en fælles kamp for fred, nedrustning og diplomati. Det kan virke som en fjern tanke i den nuværende situation, men alligevel ser vi lignende tanker blandt nogle af de aktive kræfter i fagbevægelsen.
Underskriftsindsamlingen “Vi vil fred og velfærd – ikke krig og bomber”, har formået at samle 355 underskrifter samt bidraget til diskussioner om emnet i forskellige fagforeninger og klubber. De aktive stemmer bag den indsamling har lagt et kæmpe arbejde i, at få rejst diskussionen om fred i fagbevægelsen.
Det har ikke været en nem kamp, når toppen står på den diametralt modsatte side af dem. Derfor fortjener de også vores alles ros og støtte. I dag er sidste dag, hvor man kan skrive under, så tøv ikke med at gå ind og vis din støtte, du kan nå det endnu!
Fagbevægelsen stod engang stærkt på princippet om, at arbejdere i et land ikke skulle slå arbejdere ihjel i et andet land. På et princip om fred og diplomati. Det er principper, som vi må kræve, at bevægelsens ledelse kommer tilbage til.
De fagligt aktive stemmer, som kæmper for fred, skal ophøjes og støttes på alle måder muligt. Og i dag i Arbejderen gør vi netop det med en række temaartikler, der handler om fagbevægelsen og dens forhold til fredskampen.
Lad den her 1. maj blive den sidste, hvor oprustningsvanviddet går sin sejrsgang. Lad den blive dagen, hvor vi står sammen på tværs af arbejderklassen og siger nej til oprustning, nej til bomber og nej til krig.
God kampdag til alle!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér