Tale
Hvis USA overtager Grønland: fra asken til ilden
Siden Anden Verdenskrig har det amerikanske militær haft 30 baser på Grønland. De fleste er i dag forladte. Tilbage er enorme skrotbunker samt en tikkende miljøbombe. Forureneren nægter at rydde op, så det gør den danske stat. Men noget er ved at ændre sig, blandt andet takket være et stigende pres fra grønlænderne, der har gennemskuet "rigsfællesskabets" hule løfter.
|
USA’s interesse for Grønland er ikke af ny dato. Tilbage i 1832 foreslog præsident Andrew Jackson, at USA skulle købe øen. I 1860’erne anså man Grønland og Island for at “være værdige til at blive annekteret på grund af naturrigdommene”.
I årene før Første Verdenskrig blev amerikanerne urolige ved udsigten til, at Tyskland overtog Grønland og de Vestindiske Øer. Da USA i 1917 trådte ind i verdenskrigen, købte man øerne af Danmark og anerkendte samtidig Danmarks suverænitet over Grønland.
Den 9. april 1940 overtog USA forsvaret af Grønland. “Tilladelsen” blev givet af den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, der gik imod mod sin regering, der jo havde kapituleret til tyskerne, hvilket også omfattede de nordatlantiske områder.
Kauffmann accepterede, at USA anlagde baser, flyvepladser, vejrstationer på Grønland og Island, begge vigtige led i den amerikanske luftbro til/fra Europa.
Selv om krigen sluttede i 1945, så dæmpede det ikke USA’s lyst til at eje Grønland. For nu var Den Kolde Krig i sigte, og Grønland skulle indgå i det fremskudte forsvar af det nordamerikanske kontinent. I 1946 ville præsident Truman købe Grønland for 100 millioner dollars, et tilbud som Eisenhower genfremsatte i 1960.
Hvis toldsatser og handelskrige og mafiøs afpresning bliver den udenrigs- og sikkerhedspolitiske realitet, hvor stærkt er rigsfællesskabet så?
Bag forsøgene på at købe Grønland lå en arrogance om, “at I er hverken i stand til at bemande vejrstationerne eller etablere et kystforsvar, så lad os komme til!”
Så da Trump i 2019 tilbød at købe Grønland, fulgte han blot op på noget, der havde været en del af USA’s geopolitiske overvejelser i knap 200 år. For grønlænderne og for danskerne var der tale om en uhørt grovhed, men en nyhed var det ikke. Lidt kynisk sagt så er der ikke andet nyt, end det der er glemt.
Den første baseaftale
Med baseaftalen fra 1951 blev det fastsat, “at USA kan bistå Danmark med at oprette og drive militære installationer i Grønland, men at det er Danmark, som har de økonomiske forpligtelser i forhold til oprydningsarbejde”. På det tidspunkt var der dårligt nogen, der kendte ord som “miljø”, “klimapåvirkning” og “forureneren betaler-princippet”, og dét er siden blevet dyrt for både grønlænderne og den danske stat.
USA etablerede Thulebasen, der gav mulighed for hurtigere at sende fly og missiler mod de sovjetiske byer i tilfælde af krig. Kontraktligt stod danske og grønlandske virksomheder for den daglige drift. Det gav med tiden beskæftigelse til tusindvis af danske arbejdere, der tjente så godt, at mange fik mulighed for at starte egen virksomhed, når de kom tilbage til Danmark. Igen en fordel for danskerne som kun få grønlændere fik del i.
Thule var imidlertid ikke stor nok til at dække luftvåbnets behov, og i 1953 blev basen udvidet ved at inddrage et område, hvor der boede 80 inuitfamilier. De blev tvangsforflyttet af den danske stat.
Tvangsforflytningen står stadig som et kerneeksempel på, hvor langt danskerne var villige til at gå for at tækkes amerikanerne. De kunne henvise til baseaftalens bestemmelse om, at USA havde næsten ubegrænsede militære muligheder.
Sagen skabte stor bitterhed i Grønland – og gør det fortsat. I 1990’erne kom sagen for Højesteret, hvor inuitterne tabte, fordi “Thulestammen [sic!] ikke et selvstændigt folk i Grønland og har derfor heller ingen selvstændige rettigheder”.
H.C. Hansens ligegyldighed
“Nu hvor suverænitetsspørgsmålet var afgjort én gang for alle, slappede de danske myndigheder af. Men det varede kun kort, for i løbet af 1950’erne blev regeringen klar over omfanget af de amerikanske aktiviteter”, skriver Matthias Heyman, forfatter til bogen Exploring Greenland (2017).
USA ville anlægge en base under indlandsisen, 1500 kilometer nord for Nuuk – Camp Century – beregnet til at rumme 600 atommissiler. Af frygt for den sovjetiske reaktion afslog Danmark. Alligevel gik amerikanerne i gang med projektet. Regeringen H.C. Hansen panikkede, men “tog så sagen til efterretning, for USA havde de facto militær suverænitet”.
H.C. Hansen (S) besvarede den amerikanske henvendelse med, at “forespørgslen giver ikke anledning til bemærkninger fra min side”.
I 1957 indførte Danmark en lov om, at atomvåben ikke kunne opbevares eller transporteres på dansk territorium, dette gjaldt også Grønland. Samme år modtog statsministeren et brev fra den amerikanske regering, der spurgte, om han ønskede at blive underrettet om nukleare aktiviteter. Også her var svaret, “at forespørgslen ikke giver anledning til bemærkninger fra min side”.
Med andre ord: “Lad være med at kontakte mig. Jeg ønsker ikke kendskab til noget, for jeg ved, at der er fare for, at det ser ud, som om jeg forråder den danske offentlighed”, skriver Heymann.
Ret pinligt for den danske regering var det imidlertid, at et amerikansk ugeblad, The Sunday Star, kort forinden havde haft en større artikel om Camp Century. Alt, hvad regeringen kunne gøre, var at bilde Folketinget og befolkningen ind, at Camp Century udelukkende handlede om forskning.
At der fandt forskning sted i Camp Century var korrekt. Her studeredes seismologi, meteorologi, klimatologi, glaciologi samt isens egenskaber, og den slags kan et militær, der har hele kloden som sit gebet, altid bruge. Men det var også meningen, at der skulle placeres 600 atommissiler – Operation Ice Worm.
“Amerikanske blomster”
I dag præges 30 lokaliteter af rustrøde “amerikanske blomster” – lastbilvrag, sammenstyrtede barakker, værksteder og hangarer og tusindvis af tønder med olie, kemikalier, PCB med videre, der nu er tæret, og hvor indholdet siver ud i miljøet, vådområderne og til sidst havet. Til skade for flora og fauna, og de, der lever af jagt og fiskeri. Det skrev Information 6. august 2016.
Camp Century ligger stadig under et tykt lag is og sne, der dog smelter hurtigere end forventet. Hvis temperaturstigningerne globalt overstiger tre grader, skønnes det, at alle tekniske anlæg vil være fri af is og sne om 80-100 år, måske tidligere. Når det sker, lurer der en miljøkatastrofe af betydeligt omfang.
Et lyspunkt er dog opdagelsen af bakteriestammer, der er utrolig effektive til at nedbryde mange af de efterladte kemiske bestanddele, og som især er velegnede i de arktiske områder.
I 2012 tørrede Thorning-regeringen ansvaret for oprydningen af på grønlænderne. Tidligere landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, fortæller, at Landsstyret siden da, forgæves, har forsøgt at få svar på, om det er Danmark eller USA, som har ansvaret for at undersøge omfanget af forureningen.
Da han mistede tålmodigheden, gik Landsstyret uden om den danske regering og henvendte sig til FN’s rapportør for Inuitområder med en klage. Også forgæves.
Da Trump i 2019 tilbød at købe Grønland, fulgte han blot op på noget, der havde været en del af USA’ geopolitiske overvejelser i knap 200 år.
En talsmand for Pentagon forklarede, at der var tale om en byrdefordeling: USA havde ydet et forsvar for den fri verden – så måtte andre yde deres ved at tage oprydningen. For USA er der tale om noget principielt: Skal man rydde op i Grønland, da vil USA blive mødt med tilsvarende krav i de cirka 80 lande kloden rundt, hvor der er amerikanske baser, og det ønskede man ikke.
Jurister siger til Information, at der ikke eksisterer noget retligt aftalegrundlag, der giver mulighed for at gøre et erstatnings- eller oprydningskrav gældende over for USA eller Danmark for gamle anlæg. Skaden er sket, og ingen kan gøres formelt ansvarlig.
Alt efter hvor meget USA sætter sig på i Grønland, så følger der også et større ansvar for at rydde op efter fortidens synder. Med Trumps fjendtlige holdning til alt, hvad der har med miljø og klima at gøre, er der grund til at forvente det værste.
Hvis USA øger sin tilstedeværelse på Grønland – også uden at overtage ejerskabet til øen – hvad den danske regering jo har sagt, “at det kan USA da bare gøre”, så begynder det – med USA’s holdning til miljø og klima in mente – at blive rigtig slemt. Her skæmmer sporene fra Alaska, hvor USA har omfattende kommercielle og militære aktiviteter.
Kom til Alaska
Under Den Kolde Krig blev der anlagt 700 baser og lufthavne i Alaska og Canada. I dag er de fleste lukket. Dog ikke alle, for det gælder om at sikre den civile skibstrafik og de amerikanske atomubåde, der afpatruljerer farvandene nord for Alaska og Canada. Samt – nok så vigtigt – kontrollere den russiske og kinesiske skibstrafik i området.
I Alaska testes kemiske og biologiske våben. I 1970’erne tillige kernevåben. Testområderne er nogle af de mest forurenede områder i USA, og her ligger tusindvis af ueksploderede, rustne bomber og granater, kemikalier med for eksempel PCB, olie, tungmetaller, radioaktivt affald.
Ikke overraskende påvirkes inuitterne, der lever af jagt og fiskeri, af de militære aktiviteter, og de rammes især af kræft, svækket immunforsvar, psyko-sociale adfærdsændringer, samt lav IQ hos børn. Indholdet af for eksempel PCB i blodet er seks gange højere end landsgennemsnittet.
Inuitternes ret til jorden og ressourcerne anfægtes af militærets aktiviteter samt af udvindingen af olie, gas og minedrift samt klimaforandringer. I takt hermed forlader inuitterne deres bosteder, søger til mindre forurenede lokaliteter eller opgiver deres erhverv, får arbejde i minerne og/eller bosætter sig i byerne. Forsvinder inuitsamfundene bliver vi alle fattigere.
Flykatastrofen i 1968
Omkring 1960 mistede Grønland sin geostrategiske betydning. Det skete, i takt med at langtrækkende bombefly, ubåde og interkontinentale missiler gjorde USA i stand til at angribe Sovjet over Ishavet frem for at skulle tanke bombefly i Grønland.
Når vicepræsident Vance begrunder USA’s interesse for Grønland med et “hensyn til missilforsvaret”, så refererer han til tiden før 1960. Vance har simpelthen ikke fulgt med i, hvad der er sket siden dengang, blandt andet etableringen af avancerede radar- og varslingssystemer, der har overflødiggjort de tusindvis af amerikanske soldater, der tidligere var stationeret på Thulebasen, nu Pittufik.
Den 21. januar 1968 styrter et amerikansk fly ned ved Thule, om bord er fire brintbomber. Indtil da har USA’s atomvåben i Grønland været en statshemmelighed. Flystyrtet, der sker to dage før det folketingsvalg, der vælter Krag-regeringen og hans flertal med SF i “det røde kabinet”, bryder tavsheden, og løgnen om det “atomvåbenfrie Danmark og Grønland” afsløres.
(Folketingsvalget endte med en sejr for de borgerlige, og Hilmar Baunsgaard (RV) dannede regering sammen med Venstre og Konservative.)
“Thuleulykken blev en øjenåbner for grønlænderne i forhold til at se Danmark som en løgnagtig kolonimagt, der førte dem bag lyset”, siger Kristian Søby Kristensen, forsker i arktisk sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet.
Det var tydeligt, at USA ikke respekterede Danmark som atomvåbenfrit område (det gør de stadig ikke) på sit territorium i fredstid. Både den danske og den amerikanske regering erklærede, at flyet ikke havde været på en rutineflyvning; der var tale om en nødlanding.
Bombernes atomsprængladninger detonerede ikke ved styrtet, men spredte så megen radioaktivitet i området, at oprydningsarbejdet kom til at koste liv og helbred hos de grønlandske og danske arbejdere, der blev sat til at rydde op. Dels fordi de ikke var blevet ordentligt informeret, og dels havde de ikke fået de nødvendige værnemidler. Også her kom det til retssager om erstatninger, rejst mod den danske stat.
Ifølge baseaftalen så havde og har Grønland krav på at stå for den daglige drift og vedligehold af de amerikanske basefaciliteter; en lukrativ kontrakt, der kan mærkes i den grønlandske økonomi. Ikke desto mindre gav Obama-regeringen i 2014 kontrakten til et amerikansk firma. Atter sad grønlænderne tilbage med visheden om, at den danske regering ikke var gået i brechen for dem.
I en redegørelse fra Det udenrigspolitiske selskab fra 1997 blev det påvist, at samtlige regeringer havde spillet dobbeltspil i forholdet mellem USA og befolkningen i Grønland og i Danmark.
Hvad kan rigsfællesskabet holde til?
De her nævnte hændelser er blot få blandt mange. “Vi ser en begyndende erkendelse hos grønlænderne af, at amerikanernes tilstedeværelse handler om kynisk sikkerhedspolitik. Men det er en balance. For grønlænderne er jo også interesserede i, at amerikanerne beskytter dem militært”, siger Kristian Søby Kristensen, der fortsætter:
“Danmark kan ikke længere agere lynafleder over for grønlænderne. Fremover kommer USA selv til at stå til ansvar for Grønland.”
Aktuelt står den danske regering “last og brast med grønlænderne”, som Mette Frederiksen nylig erklærede. Spørgsmålet er, hvor længe det holder, når Trump for alvor presser på.
Hvis toldsatser og handelskrige og mafiøs afpresning bliver den udenrigs- og sikkerhedspolitiske realitet, hvor stærkt er rigsfællesskabet så? Og hvor langt vil regering og Folketing strække sig, hvis den stigende grønlandske selvbevidsthed for alvor rokker ved rigsfællesskabet?
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. april 2025 | 14:40
