Læserbrev
Global klimaretfærdighed kræver Palæstinas befrielse
Det israelske bosætterkoloniale projekt er en af de seneste manifestationer af vestlig imperialisme og kapitalistisk ekspansion, som stadig videreføres i dag af Danmark, og som også driver nedbrydningen af klima og biodiversitet.
|
I de seneste to år har København oplevet mange former for protester mod det folkedrab, der udføres af Israels bosætterkoloniale projekt i Palæstina. Våbenproducenter er blevet blokeret flere gange, våbenkonferencer er blevet afbrudt, og senest er Maersk blevet udsat for aktioner af hundredvis af aktivister, der kræver en embargo på eksport af våben til det israelske regime.
På universiteterne er der blevet organiseret flere besættelser for at kræve boykot af israelske akademiske institutioner, som samarbejder med militærindustrien og legitimerer apartheidsystemet i de besatte palæstinensiske områder.
Hver uge har folk marcheret i Københavns gader for at råbe op om den danske regerings medskyldighed og for at udtrykke solidaritet med palæstinenserne.
Protesterne har set forskellige bevægelser samles – antifascister, dyrerettighedsforkæmpere, klima- og miljøbevægelser har forenet kræfter i civil modstand for at kræve sanktioner mod medskyldige virksomheder og institutioner. Hvordan samler kampen for Palæstina en så mangfoldig, men alligevel forenet bevægelse?
De ’løsninger’ på klimakrisen, som Danmark og andre lande foreslår, cementerer blot de strukturer, som forårsagede det i første omgang.
Det korte svar er, at de systemer, der er grundårsagen til alle vores kampe, udfolder sig i deres mest ondskabsfulde form i Palæstina:
Fordrivelse af mennesker fra deres hjem, bortførelse, tortur og drab på børn, udryddelse af uddannelses-, kultur- og sundhedsinfrastruktur, nedslagtning af dyr og ødelæggelse og forurening af palæstinensernes hjemland.
Hvis vores bevægelser og grupper kæmper for retfærdighed, bør Palæstinas befrielse være vores ledestjerne.
Imperialisme, racisme og kapitalisme
Det israelske bosætterkoloniale projekt er en af de seneste manifestationer af vestlig imperialisme og kapitalistisk ekspansion, som stadig videreføres i dag af Danmark, og som også driver nedbrydningen af klima og biodiversitet.
Imperialisme hviler på centrering af magt og rigdom i imperiale centre, mens det ødelægger folks ret til og muligheder for selvbestemmelse i koloniserede lande.
Det afhænger af fordrivelse fra jord og territorier og etableringen af racehierarkier, der bestemmer, hvem der skal undertrykkes, og hvem der kan drage fordel af denne undertrykkelse.
Disse processer er globale og forbinder de uretfærdigheder, som mennesker lider under på forskellige breddegrader.
Racistiske og imperialistiske strukturer gør det muligt for det folkedræbende regime at bombe Palæstina, ligesom de gør det muligt for Danmark at producere og sælge militært udstyr, der bruges til at slagte palæstinensere.
De samme strukturer giver det folkedræbende regime mulighed for at give vestlige virksomheder licenser til at efterforske efter gas ud for Palæstinas kyst, ligesom de gjorde det muligt for Danmark at give kryolitudvindingslicenser i Kalaallit Nunaat.
Ødelæggelsen af landbrugsjord i Palæstina gennem grundvands- og havvandsindtrængning afspejler forureningen, skovrydningen og forarmelsen af land i Argentina og Brasilien for at producere dyrefoder til Danmark.
Det folkedræbende regime tilbageholder og fængsler palæstinensiske børn, mens Danmark tager børn fra inuitmødre.
Udslettelsen af palæstinensernes kultur er en manifestation af racisme og imperialisme på samme måde, som Danmark påtvinger sin kultur og sit sprog i Kalaallit Nunaat.
Ingen er fri, før alle er fri
I de første 60 dage af invasionen pumpede de amerikanske og israelske militærstyrker mindst 280.000 tons CO₂ ud i atmosfæren, hvilket overstiger de årlige emissioner fra 20 små lande og forårsager enorme langsigtede påvirkninger på vores klimasystem.
Alligevel minder palæstinensernes kamp os om, at beskyttelsen af liv, som klimabevægelserne åbent står for, ikke kun handler om at reducere CO2-udledninger, men grundlæggende handler om at stoppe de kræfter, der producerer uretfærdighed og ødelæggelse.
Antikolonialisme har været i centrum for krav om klimaretfærdighed siden starten.
To store erklæringer fra forsamlinger af civilsamfundet, sociale bevægelser og NGO’er ved globale topmøder for klimaretfærdighed, Bali-principperne for klimaretfærdighed i 2002 og Cochabamba-folkets aftale i 2010, koblede eksplicit klimaforandringer med krænkelser af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og FN’s konvention om folkedrab.
For eksempel krævede Bali-principperne ’oprindelige folks ret til selvbestemmelse og deres ret til at kontrollere deres land” mod “enhver handling eller adfærd, der kan resultere i ødelæggelse eller nedbrydning af deres territorier og kulturelle levevis.’
Folkets aftale påpegede kapitalismen selv som et ’imperialistisk system til kolonisering af planeten’ og fremførte ’eliminering af alle former for kolonialisme, imperialisme og interventionisme’ som en afgørende horisont for klimaretfærdighed.
Hvis det israelske regime brugte CO₂-neutrale bomber i Palæstina, burde der ikke være tvivl om, at miljøkollektiver lige så meget må kæmpe imod det.
I lighed med queer-aktivister, der kæmper mod om pinkwashing af det israelske militær, er det miljøaktivisters ansvar at sikre, at vores kamp på ingen måde er forenelig med eksistensen af et folkedræbende regime.
De ’løsninger’ på klimakrisen, som Danmark og andre lande foreslår, cementerer blot de strukturer, som forårsagede det i første omgang. Ligesom den oprindelige udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer er den ‘grønne omstilling’ afhængig af videreførelsen af imperial magt.
Dette sker gennem slaveri i materialeforsyningskæder, landgrab for ressourcekontrol, autoritær styring og militær kontrol for at beskytte kapitalforetagender og falske løsninger, der ikke adresserer de grundlæggende årsager.
På den måde kan Danmarks ’grønne omstilling’ umuligt skabe reel klimaretfærdighed, hvilket bliver tydeligt, når vi ser det gennem palæstinensernes kamp.
Hvis vi ikke står op for Palæstinas befrielse, holder vi vores kamp inden for de eksisterende magtstrukturer, der producerer uretfærdighed, snarere end at kæmpe imod dem. Med aktivisten Fannie Lou Hammers ord: “Ingen er fri, før alle er fri”.
Så længe mennesker er besat, er der ingen retfærdighed. Med andre ord kræver global klimaretfærdighed befrielsen af Palæstina og af alle mennesker.
Denne blog er skrevet af medlemmer af Scientist Rebellion Denmark og Academics for Palestine.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. april 2025 | 15:50
