Forestil dig sol og sommer, du bor på en campingplads med telte, campingvogne, kiosk, toilet- og badebygning og alt, hvad der i øvrigt hører til, og campister som mødes og taler sammen og opfører sig som på enhver anden campingplads, blot med den lille forskel at alle er nøgne.
At gå nøgen rundt er så befriende, hvis man for en stund tør glemme, hvad andre folk tænker. Du synes måske, det virker wierd, men det er netop, når vi er nøgne og upåklædte, at vi gør os sårbare. Sårbarhed kan gøre os stærke. Hvis vi har modet til at stå ved den, så bliver den vores styrke.
I Danske Naturister lægger vi vægt på at behandle hinanden med respekt.
Der er ikke noget at sige til, at særligt unge mennesker kan frygte, hvordan andre omtaler deres krop, når de ser, hvad nogle voksne mennesker kan finde på. Men det er vigtigt at huske på, at i miljøer, hvor alle er nøgne, er man meget mere accepterende, åbne og anerkendende over for hinanden, sin krop og ikke mindst andres. I disse miljøer er alle kroppe velkomne!
I Danske Naturister lægger vi vægt på at behandle hinanden med respekt. Her er plads til alle uanset alder, køn, seksuel orientering, udseende, etnicitet og nationalitet, tro og politisk overbevisning. Sexisme, racisme og lignende og krænkelse af børn tolereres ikke.
Nogle af de steder, det er tilladt at være nøgen, er på strande (lovligt siden 1976) og i statsskove (lovligt siden 2016). Danske Naturister skubber på, for at det vedbliver at være lovligt. Foreningen arrangerer skov- og strandture, hvor vi går en hel flok sammen. Det føles også mere trygt på den måde.

Danske Naturister har en camping- og aktivitetsplads, Tysmosen, hvor man klæder sig, som man vil.
I de kølige måneder arrangerer vi svømning, wellness, saunagus, yoga, fitness og sågar bowling. Noget for enhver smag er bestræbelsen. Også ikke-medlemmer, der overholder foreningens adfærdskodeks, er velkomne.
Af og til lykkes det at komme i medierne med et budskab om at forholde sig afslappet til nøgenhed. Danskerne er bagud i forhold til de mange tyske tekstilfrei therme, hvor normen er, at man er nøgen.
Har denne tekst gjort dig nysgerrig på Danske Naturister, så kontakt os! Ja, vi møder fordomme, men også en masse velvilje rundt omkring. Vi har muligheder og økonomi og plads til nye ideer og frivillige iværksættere, så kom bar’ du!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.