Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Det moderne forældreskab og børnenes andre voksne
Både børn og voksne i dagtilbud, skole og fritidstilbud skal præstere på mange forskellige, målbare parametre og bliver hele tiden bedømt på deres resultater. Det gør det svært at søge råd og støtte hos personalet, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Der var inviteret til børnefødselsdag i min søns 0. klasse. Børnene skulle hentes, når klokken ringede ud, og følges hjem til fødselaren, hvor fødselsdagen ville vare et par timer. Et klassisk koncept og garanteret en sjov eftermiddag for de 23 børn, der går i 0. S.
Men den morgen var der dyb krise hjemme hos os. Min søn skulle bare ikke til børnefødselsdag. Han kunne ikke fortælle hvorfor, men i takt med at vi pressede ham, blev han kun mere panisk og ked af det. Så meget, at vi til sidst måtte aftale, at hvis han ikke havde ændret mening, når klassen skulle hentes, så måtte han gå i SFO i stedet for. Vi skrev til fødselsdagsbarnets forældre og forklarede.
Da klokken nærmede sig hentning, ringede jeg til SFO’en, bare for at være sikker. Jeg fik fat i skolelederen.
Jeg ville egentlig bare høre, hvor jeg skulle hente ham. Og skolelederen kunne være sluppet fint igennem samtalen ved at bekræfte, at min dreng ganske rigtigt var gået i SFO og ikke taget til fødselsdag og tak og hej hej, og vi ses klokken 16.
Hjælp og støtte
Men der skete noget mere i den samtale. For min skoleleder mødte mig med: “Jeg bliver sørme lidt nysgerrig. Skal jeg ikke lige prøve at finde ud af, hvad det er med den fødselsdag?”
Han rottede sig sammen med børnehaveklasselederen, de vendte det store børnefødselsdagsspørgsmål.
Børnehaveklasselederen har sat sig ud til min dreng i LEGO-rummet, leget med ham og med sin helt særlige magi fået ham til at reflektere sig frem til, at han faktisk var hamrende utryg ved at blive hentet af fremmede voksne, han aldrig har mødt før.
Den indsigt kunne børnehaveklasselederen så forære mig som en kæmpe gave sammen med en aftale om, hvad vi kan prøve, næste gang der er børnefødselsdag, så han nemmere kan føle sig tryg ved at tage med.
Jeg er blevet forælder i en tid, hvor vuggestuer og børnehaver er præget af travlhed og personalemangel, skoler og SFO’er er blevet underfinansieret igennem årtier, og kravene til børn samtidig er blevet meget skemafaste.
Hvorfor skriver jeg overhovedet om det her? Er det ikke dét, man kan forvente af sit skolepersonale? Det ved jeg ikke. I den bedste af alle verdener så bliver alle mødt af mennesker, der gerne vil hjælpe, når tingene er svære. Men jeg synes ikke, det er ofte, at man får tilbudt omsorg og støtte uden at bede om det.
Jeg havde ikke overvejet, at jeg kunne spørge om hjælp med den her problemstilling, og jeg ringede egentlig ikke, for at skoleleder eller børnehaveklasseleder skulle stå på hovedet. Men det gjorde de, og de gjorde det, uden at jeg skulle bede om det. De gav mig en vej videre med flere værktøjer i værktøjskassen, end jeg havde før.
Vi forældre bliver skudt mange ting i skoene i disse tider. “Det moderne forældreskab” er en udskældt størrelse, vi bliver klandret for ikke at sætte grænser, for at sætte vores børn i centrum og ikke dyrke fællesskaberne – og dermed skabe børn, der er ensomme, egocentrerede, fællesskabsanalfabeter og forkælede møgunger. Unger der ikke kan andet end at mistrives.
Min fortælling bærer symptomer af det samme: Eftergivenhed for min søns store følelser og stædighed, uvillighed til at sætte vores vilje igennem for enhver pris og tvinge drengen til børnefødselsdag.
Beder ikke om hjælp af presset personale
Men når min positive oplevelse med skolen var så overraskende for mig, og nu sidder så godt fast, så kommer jeg også til at tænke på, hvordan jeg i mit forældreskab har gået rundt og været meget forsigtig i forhold til at bede om råd og vejledning fra de offentlige institutioner, jeg ellers betror mine børn.
Jeg er blevet forælder i en tid, hvor vuggestuer og børnehaver er præget af travlhed og personalemangel, skoler og SFO’er er blevet underfinansieret igennem årtier, og kravene til børn samtidig er blevet meget skemafaste.
Både børn og voksne i dagtilbud, skole og fritidstilbud skal præstere på mange forskellige, målbare parametre og bliver hele tiden bedømt på deres resultater. Når jeg ved dét, hvordan skulle jeg så kunne komme og bede om, at nu skal det lige handle om mig og mit barn?
Jeg tror, der sker dét paradoksale, i takt med at vi bliver nervøse for at beslaglægge institutionspersonalets tid og ekspertise, at vi på én gang ikke får samarbejdet om det sårbare og tvivlsfyldte (at have ansvar for et barns liv og udvikling for eksempel) og samtidig får opbygget en følelse af, at den anden part lidt er skyld i, hvis det ikke går, som vi ønsker.
Mit ønske er, at vi i mange flere af forældreskabets brændpunkter bliver mødt med overskud og nysgerrighed og en vilje til at samarbejde om at putte flere værktøjer i værktøjskassen – i stedet for flere kølleslag om curling-pylre-spelt-forældre. Men det kræver, at vi prioriterer at skabe luft og rum i vores institutioner, hvor tid ikke er en knap ressource og den uformelle snak har en naturlig plads.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. februar 2025 | 07:51
