Pensionister rammes af modregning
Lovændring genindfører modregning. Pensionister rammes, fordi problemet ikke kan løses IT-teknisk, det er grotesk og helt urimeligt, skriver Peter Kay Mortensen i denne blog.Fra 1. januar 2025 træder en ny lov i kraft, der genindfører modregning i folkepensionen for pensionister, der er gift eller samlevende med en partner, som modtager visse sociale ydelser som dagpenge, efterløn eller fleksydelse.
Det betyder, at mange pensionister risikerer at få mindre i pension og kan miste tillæg som ældrecheck, helbredstillæg og mediecheck.
Lovændringen skyldes, at det ikke har været muligt at udvikle en IT-løsning, der kunne skelne mellem indtægter, der skulle påvirke pensionen, og dem der ikke skulle. Dette tekniske problem har efterladt politikerne med valget om at genindføre de gamle regler for modregning, som var gældende før 2023.
En utilsigtet konsekvens for de svageste
Da reglerne i 2023 blev ændret, var intentionen at fjerne modregning af visse partnerindtægter for at øge retfærdigheden og lette pensionisternes økonomi.
Men fordi IT-systemerne hos Udbetaling Danmark ikke kunne håndtere ændringerne korrekt, har man valgt at genindføre modregningen – en løsning, der især rammer samfundets svageste medborgere.
De, der modtager sociale ydelser, som ikke betaler arbejdsmarkedsbidrag, vil nu igen blive modregnet i deres partners pension.
Mange pensionister risikerer at få mindre i pension og kan miste tillæg som ældrecheck, helbredstillæg og mediecheck.
Pensionister, der har en ægtefælle eller samlever, som modtager for eksempel dagpenge, fleksydelse eller sygedagpenge, vil opleve et fald i deres pensionstillæg. Det kan få alvorlige konsekvenser, som tab af vigtige tillæg. Enlige pensionister bliver ikke påvirket af de nye regler, og heller ikke indtægter som løn eller pension fra en partner vil føre til modregning.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil ændringen føre til en årlig besparelse på 40 millioner kroner i offentlige udgifter. For de berørte pensionister kan dette dog betyde store økonomiske udfordringer, hvilket har skabt skuffelse og frustration blandt mange.
Jeg opfordrer alle pensionister til at tjekke deres årsbrev fra Udbetaling Danmark og kontakte dem, hvis der opstår spørgsmål.
En teknisk løsning udeblev
Problemet med de nuværende regler skyldes, at de er svære at administrere digitalt. Udbetaling Danmark har ikke været i stand til præcist at adskille indtægter, der skal modregnes, fra dem, der ikke skal. Derfor har man valgt en tilbagevenden til de tidligere regler, selvom det går ud over de borgere, der i forvejen er mest økonomisk udsatte.
Denne lovændring illustrerer en alvorlig udfordring, hvor tekniske begrænsninger fører til politiske beslutninger, der har direkte konsekvenser for grupper i samfundet.
Tænk engang hvad det betyder for den demokratiske udvikling!
Er vores gennemdigitaliserede samfund nu kommet i den situation, hvor de politiske beslutninger retter sig mere mod digitaliseringen end mod, hvad der er godt for borgerne?
På den konto spares 40 millioner kroner til nogle af de mest udsatte pensionister i en tid, hvor den nuværende regering smider om sig med milliarder til miljø, sikkerhed, sundhed med mere.
Hvorfor skal pensionisterne rammes?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.