Hvor demokratisk er EU's parlament egentligt
Forleden, da jeg ville skrive årets julekort, opdagede jeg, at jeg havde glemt en af adresserne. Da jeg derefter gik på nettet for at finde adressen, opdagede jeg, at vedkommendes adresseoplysninger ikke længere findes på nettet.
End ikke hvis jeg søgte på omtrentlige adresser, fandt jeg oplysninger om vedkommendes navn der, hvor vedkommende plejer at bo. Det nærmeste, jeg kunne komme, var det lakoniske og intetsigende “Person med navne- og adressebeskyttelse”. Til sagen hører, at vedkommende netop har ladet sig indvælge i kommunalbestyrelsen i sin kommune.
Spørgsmålet er snarere, om vi har de rigtige politikere. Fordi de er som enhver anden halv- eller helmafiøs gruppe af udbyttere, der har stjålet deres privilegier og ikke betaler tilbage for den tillid, folket er tvunget til at vise dem, fordi der ikke er andre måder at blive folkevalgt på end ad de eksisterende veje. Som ikke fungerer.
Samtidig kom jeg i tanke om en lille episode, jeg oplevede for næsten nøjagtigt 25 år siden, i det sene forår år 2000. Jeg var på vej til den ugentlige kortræning og var stået af S-toget på Østerport Station og skulle gå til Musikvidenskabeligt Institut, som dengang lå i det palæ i Klerkegade 2, som oprindelig blev bygget til Frimurerlogen.
På vejen mødte jeg en enlig herre på cykel. Det var Mogens Lykketoft på vej hjem. På daværende tidpunkt var han finansminister, hvilket i praksis vil sige vice-statsminister. En absolut toppolitiker, med andre ord.
Med dagens målestok var det halsløs gerning og en direkte livsfarlig mission, han var ude på, når han begav sig på cykel alene og uden livvagter fra Christiansborg gennem Nyboder til Østerbro.
Tænk, hvor mange skurke der kunne være på vejen, som stræbte ham efter livet. Senere samme aften stødte jeg også på to mennesker, som lå i deres soveposer på et udhustag og talte dæmpet om dagens oplevelser, inden de skulle sove udenfor i den lyse nat i den stille by.
Det var dengang.
Episoderne eksemplificerer en markant og typisk udvikling i (mis)tillidsforholdet mellem folket og deres tillidsvalgte repræsentanter. Det er, som om repræsentanterne ikke længere har tillid til folket, som ellers, gennem at vælge dem til at varetage statsforvaltningen, har vist dem særdeles stor tillid.
Og mere generelt, at ingen længere har tillid til hinanden, skønt meget tyder på, at der bliver stedse mindre at være bange for, uanset hvad den nuværende statsminister prøver at bilde os ind på sin typisk markskrigeriske facon. Jævnfør analysen i Information den 16/12 2024 af et stort opsat interview i flere aviser den 12/12.
Forklaringen plejer at være den banale, at verden er blevet et farligere sted at være. Og det skal nok passe for visse forholds vedkommende, om end de fleste glemmer at tænke den næste tanke, nemlig hvordan det monstro er gået til. Det er næppe sket af sig selv.
Enten er verden blevet et farligere sted at være på grund af politikernes arbejde. I det mindste forventer vi, at politikerne bestemmer, hvordan verden skal udvikle sig. Hvis det er tilfældet, hvis politikerne har sørget for, at verden er blevet et farligere sted at være, har de på det nærmeste selv været ude om, at folket ikke længere har tillid til dem.
I så fald burde politikerne se indad og tage konsekvensen af, at de bærer en meget stor del af ansvaret for en udvikling, som har gjort verden til et farligere sted, i stedet for det, man kunne forvente, havde medvirket til at gøre verden et mindre farligt sted. Og ikke mindst burde politikerne lade andre, der kunne gøre det bedre, komme til.
Man kan spørge sig, om det faktum, at politikerne bliver siddende med alle mulige undskyldninger, er den tillid værd, som folket viser dem. Eller rettere sagt, så er det faktum, at politikerne i stigende grad gemmer sig bag politi og sikkerhedsforanstaltninger, præcis udtryk for, at politikerne ikke er deres privilegier værdige.
Skulle politikerne alternativt i fuldeste alvor mene, at udviklingen er ekstern i forhold til dem selv og deres politiske gerninger, og skulle de dermed i praksis mene, at ansvaret ikke er deres, er det tilsvarende svært at forstå, med hvilken ret de har deres privilegier, som høj løn og beskyttelse mod forskellige overgreb.
Tilsvarende kan man ret nemt forstå behovet for beskyttelse fra forskelligt officielt hold og på forskellige måder. Adressebeskyttelse, politibeskyttelse, livvagter, skærpet straf til den, der angriber ikke alene fysisk, men også verbalt, inklusive sænket tolerancetærskel, stærk beskyttelse mod retsforfølgelse og så videre.
Hvis det hele kører bag om ryggen på de siddende politikere, og hvis disse politikere ikke har indflydelse på den politiske udvikling, har de siddende politikere i den grad ingen legitim adkomst til nogen af deres mange privilegier.
De lever livet farligt på grund af deres egne svinerier.
I begge tilfælde viser det, hvordan den lille klike af politikere, som for øjeblikket har erobret magten, ikke er værdig til den tillid, folket ikke alene viser dem gennem at vælge dem ved valg efter valg, men desuden viser dem gennem at betale deres høje løn og give dem fordelagtige pensionsordninger, fratrædelsesordninger, orlovsordninger og så videre.
Eller rettere sagt, det viser, hvordan de privilegier, som er knyttet til det at være og have været politiker, inklusive den siddende statsministers utidige knaphulskløe, der placerer hende i en helt særlig kategori af klasseforræderiske socialdemokrater, er udtryk for, at hele systemet af privilegier og deres tildeling er blevet til gennem kup efter kup.
Eller på godt dansk, at politikerne har stjålet såvel privilegier som reglerne for deres tildeling og bevarelse, inklusive ikke mindst reglerne for, hvordan disse regler ændres, og at det såkaldte demokrati i bund og grund er et kleptokrati.
Det vil sige, at den herskende sociale orden er gennemkuppet, er fuldstændig vilkårlig og ikke har det mindste med nogen form for retfærdighed eller rimelighed at gøre.
Det gør, at det nærmest er at forvente, når visse dele af folket, som jo er dem, der betaler gildet, svarer på en vilkårlig magtudøvelse og magtens manglende reelle legitimitet gennem at udtrykke sin mistillid på en måde, som gør, at sikkerhedsforanstaltningerne set fra den herskende klasses synspunkt er både nødvendige og rimelige.
Det er de ikke. Der tager de herskende klasser fejl. De lever livet farligt på grund af deres egne svinerier.
Skulle man tro, at det kunne være anderledes inden for de givne rammer, bliver man skuffet. Min egen forskning i repræsentationens sociologi tyder på, at den, der repræsenterer og taler på andres vegne, er den, der kan netop dette: Stille sig op og blive anerkendt for at tale på andres vegne og desuden tale, som om det var på andres vegne.
Det er det i praksis kun meget sjældent, det sidste sker. I de allerfleste tilfælde taler repræsentanten alene på egne vegne og lader hånt om den tillid, vedkommende har fået fra gruppen.
Det kan man argumentere teoretisk for med henvisning til for eksempel Pierre Bourdieus teori om sociale felter eller til min egen forskning om evalueringer, om hvem, der foretager dem, på vegne af hvem, med hvilke konsekvenser og så videre. Men sagen er, at så længe repræsentation, som nu, ikke består i at i praksis repræsentere, hvilket bliver ganske tydeligt, hvis man ser ordentligt og systematisk efter, så længe får vi ikke noget, der ligner demokrati i den mening, at folkets repræsentanter forfægter synspunkterne hos dem, der har valgt dem, nemlig folket.
I stedet ser det ud som om, de folkevalgte alene kæmper for deres egne privilegier, hvilket i sidste ende bliver en kamp for privilegierne hos den gruppe, de stræber efter at komme til at tilhøre, men aldrig bliver medlem af, den rigtigt magtfulde, overvejende økonomiske elite.
Uanset, hvor mange ridderkors, Mette Frederiksen får, bliver hun aldrig kalif i stedet for kaliffen. Hvor destruktiv en sådan kamp er, kan man netop se på de folkevalgtes stigende behov for at gemme sig bag for eksempel hemmelige adresseoplysninger, som var udgangspunktet for denne kronik, eller i det hele taget hele det officielle apparat af udøvende magt, politi, militær, domstole & fængselsvæsen, forvaringsanstalter for psykisk syge og så videre.
I bund og grund er spørgsmålet altså ikke, hvorfor folket er uartige og utaknemmelige og nogle slyngler, som de folkevalgte retfærdigvis skal beskyttes imod i deres demokratiske, rimelige og legitime kamp for et ordentligt og ligeværdigt samfund for alle.
Spørgsmålet er snarere, om vi har de rigtige politikere. Fordi de er som enhver anden halv- eller helmafiøs gruppe af udbyttere, der har stjålet deres privilegier og ikke betaler tilbage for den tillid, folket er tvunget til at vise dem, fordi der ikke er andre måder at blive folkevalgt på end ad de eksisterende veje. Som ikke fungerer.
Det spørgsmål plejer at blive besvaret med endnu en banalitet, at vi har de politikere, vi fortjener. Men man kunne jo tænke sig et alternativ, nemlig at vi trænger til en ny magtelite, som ikke behøvede gemme sig selv og deres tilranede privilegier bag pigtråd, men, som Mogens Lykketoft i forsommeren 2000, kunne cykle sikkert hjem fra dagens politiske arbejde på kontoret på Christiansborg til en stille middag med fru Jytte i lejligheden i Odensegade.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
