Søndag den 8. december forvandles Teaterhuset Batida på Rentemestervej i København til en scene for dansens forenende kraft, når Global Kidz og World Dance Academy præsenterer to medrivende forestillinger, der hylder mangfoldighed, fællesskab og kultur. Forestillingerne “Unity in Diversity” og “Voices” vil med unge talentfulde dansere som omdrejningspunkt udforske, hvordan dans kan nedbryde barrierer og samle os som ét fællesskab.
Med dans som et universelt sprog skaber Global Kidz rammer for at inkludere børn og familier, der ofte står uden for foreningslivet. Som organisation har de en særlig evne til at nå børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund ved at knytte deres aktiviteter til deltagernes kulturelle baggrunde. Foreningen er drevet af en ånd, der værdsætter forskelligheder og skaber plads til alle.
Unge stjerner og store visioner
De to forestillinger er resultatet af dedikation og samarbejde mellem nogle af Global Kidz’ mest erfarne elitehold og anerkendte internationale koreografer.
“Unity in Diversity”, koreograferet af Ponija Dumo og Colosal Titan, tager publikum med på en rejse, hvor kulturelle og personlige forskelligheder smelter sammen til en harmonisk helhed.
“Voices”, ledet af den ghanesiske koreograf og dansepioner Eflex, stiller skarpt på, hvordan vores stemmer kan skade, forandre og styrke, når vi står sammen. Eflex er kendt som en af ophavsmændene til dansestilen Azonto og har arbejdet med unge dansere fra Global Legacy i tre uger op til forestillingen.
Eflex’ medvirken bringer en global dimension til arrangementet. Med sin erfaring som hovedkoreograf ved African Games i foråret 2024 og sit arbejde i Ghetto Studio i Accra har han spillet en central rolle i at løfte afrikansk dans til et internationalt niveau.
Hos Global Kidz handler det om mere end dans. Foreningen stræber efter at skabe glæde, energi og samhørighed – både blandt danserne og deres familier. Ved at gøre dansen tilgængelig og relateret til deltagernes kulturelle baggrunde skaber de en bro til foreningslivet for familier, der ellers kan være svære at nå. Dette gør Global Kidz til en unik aktør i dansk foreningsliv.
Grib muligheden for at opleve dansens forenende kraft, når unge talenter træder ind på scenen for at fejre mangfoldighed, fællesskab og fælles bevægelser!
De to forestillinger opføres søndag den 8. december klokken 16.00 og 18.00 på Teaterhuset Batida, Rentemestervej 25A, 2400 København NV.
Billetter kan købes via Place2Book eller på World Dance Academy’s hjemmeside.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.