Filmanmeldelse
Filmen ‘Kærlig hilsen, Hilde’ tager udgangspunkt i en af de modstandsgrupper i Tyskland, der under 2. Verdenskrig samarbejdede med Sovjetunionen, og som Gestapo gav fællesbetegnelsen Rote Kapelle. Her er det gruppen med bl.a. Harro Schulze-Boysen og Hans Coppi i Berlin, det handler om. Det vil sige, at det er det egentlig ikke, for det er ligeså meget en film om ubekymret ungdom og kærlighed. Vil man vide mere om Rote Kapelle, må man søge andre steder, for det er ikke instruktørens ærinde, selv om personerne er taget herfra og følger virkeligheden. Schulze-Boysen, der var en af lederne, er således her en bifigur, om hvem det dog bemærkes, at ”han læser Lenin på originalsproget”.
Hovedpersonerne er Hilde og Hans Coppi, der mødes i foråret 1941. I glimtvise tilbageblik oplever vi, hvordan de i en gruppe af unge, der er med i en modstandsgruppe, samtidig lever et sorgløst ungdomsliv med skovture, dans, vin og forelskelser. Hilde og Hans falder for hinanden, selv om Hilde faktisk har en kæreste, der er ved fronten. De morer sig, elsker, trykker løbesedler, sætter plakater op og lytter til Radio Moskva. Ikke mindst øver de sig i morsealfabetet, for fra Sovjetunionen har de via en nedkastet soldat fået et morseapparat i hænde, som de vil bruge til at sende meddelelser til Moskva med.
Filmen opererer på to banehalvdele. Den ene er den skønne sommer, hvor Hilde bliver gravid, og den anden er det, der fulgte. Sommeren er filmet i hurtige klip og stærke farver, mens det, der fulgte, er i gråblå toner og i et helt andet tempo.
I oktober 1942 bliver gruppen arresteret, da Gestapo har opfanget et telegram fra Sovjetunionen. Hilde er i gang med at plukke jordbær i haven, da en bil standser og hun bliver arresteret af en venlig mand, der opfordrer hende til at tage noget varmt tøj med. Det er gennemgående, at der ikke foregår dæmoniseringer af nogen. De ansatte i systemet gør deres pligt efter regelsættet. Hildes fangevogterske bløder op for en kort bemærkning, men genoptager derefter sit stenansigt.
Efter forhøret bliver Hilde anbragt i en celle i en afdeling for gravide. Her får hun at vide, at Hans er blevet henrettet, og hendes kærlighed og omsorg koncentrerer sig om den lille Hans, der er på vej. Hans fødsel tager sin tid, meget lang tid, og derefter er det ham, der holder Hilde oppe. Også da det kommer til retssag, domsafsigelse, benådningsansøgning og afslag.
Den sidste scene føles endnu længere end Lille Hans’ fødsel. Næsten ubærlig. 13 kvinder iført usle kitler og træsko, der står i kø for at blive halshugget. Der er beregnet fire minutter til hver med det hele. Når filmen i det hele taget er så gribende, skyldes det ikke mindst Liv Lisa Fries, der i rollen som Hilde spiller helt uden falske toner.
Tilbage sidder man med spørgsmålet om, hvad der skete med Lille Hans, og det får vi at vide efter sidste billede, hvor han selv kommer til orde i en alder af 81 år. Hilde havde bedt om, at han skulle anbringes hos hendes mor, og sådan blev det mærkværdigvis også.
Som sagt er det ikke en politisk film, men indirekte er det alligevel, for den er en hyldest til gruppen, der under krigen og mange år efter i Vesttyskland blev betragtet som en flok kommunistiske landsforrædere.
Kærlig hilsen, Hilde
Instruktion: Andreas Dresen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
