‘Ret til et værdigt liv – efter arbejdslivet! Stop stigningen i pensionsalderen! Udbyg tidlig tilbagetrækning!’ ‘Gå med murerne til kamp for nedsat arbejdstid! Stop arbejdskriminalitet: Indfør kædeansvar!’
Vi vil have et seniorliv, der er fornuftigt, hvor vi ikke er slidt op, hvor vi ikke bliver lagt fra stilladset ned i kisten. Vi vil have en mulighed for at trække os tilbage på fornuftige vilkår.
Benny Vinther Jensen, formand 3F Aalborg
Det er blot nogle af de krav, der indtil nu har været synlige i flere jyske byer, hvor bygningsarbejdere i 3F – anført af Murernes Landsbrancheklub – har varmet op til overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2025. Allerede den 21. juni luftede murere og murerarbejdsmænd, tømrere, beton’ere, stilladsarbejdere og andre håndværkerfag kravene i Randers. Siden er det også sket i Herning, Aarhus, Skive og senest Aalborg fredag den 15. november.
– OK25 er den overenskomst, hvor 3F’s Byggegruppe skal levere, både på arbejdstiden, der ikke er blevet ændret siden 1990, og social dumping, siger Emil Olsen, formand for Murersvendenes Brancheklub i Nordjylland, til Arbejderen.
Han glæder sig over, at der deltog 3F’ere fra hele landet i demoen i Nordens Paris.
Murerarbejdsmand Martin Lange fra Aarhus var én af dem.
– Jeg er med i dag for at stille nogle krav til vores forhandlere omkring mindre arbejdstid, når vi skal arbejde længere. Det holder vi sgu ikke til i længden ude på brædderne og ude på stilladserne. Det er et hårdt fysisk arbejde, så hvis vi skal arbejde længere, så må vi jo arbejde mindre i den ugentlige arbejdstid. Det er et af de store krav, jeg har.
Martin Clod fra Aalborg er helt enig:
– Jeg støtter op om, at vi skal have nedsat arbejdstid og bedre vilkår, så vi undgår nedslidning af vores kroppe.
Fra stilladset – ned i kisten
Arbejdstid, nedslidning og pensionsalder hænger uløseligt sammen. Det kom tydeligt frem, da Benny Vinther Jensen, formand for 3F Aalborg, greb mikrofonen. Han tordnede mod de politikere, der næste år stemmer for en pensionsalder på 70 år med virkning fra 2040:
– Vi gider kraftedeme ikke arbejde længere. Vi vil ikke. Vi vil have et seniorliv, der er fornuftigt, hvor vi ikke er slidt op, hvor vi ikke bliver lagt fra stilladset ned i kisten. Vi vil have en mulighed for at trække os tilbage på fornuftige vilkår.
– Vi vil have en ungdom, hvor vi uddanner os og går i skole, og vi vil have et arbejdsliv, hvor man passer ordentligt på os. Og så vil vi have et seniorliv, vi kan holde til, og som ikke er verdens højeste pensionsalder. Det er ikke værdigt, kammerater. Vi vil ikke arbejde, til vi er 72 eller 74 år. Det er fuldstændig sindssygt.
Emil Olsen er helt med på, at pensionsalderen ikke er et overenskomstspørgsmål. Det er til gengæld arbejdstiden, og for at imødegå nedslidningen og den stigende pensionsalder er det vigtigt, at arbejdstiden sættes ned – vel at mærke den daglige arbejdstid, bemærker den nordjyske klubformand, inden han italesætter et andet problem, som OK25 skal tage hånd om: social dumping.
Kriminalitet i byggebranchen
De danske byggepladser har i årevis været plaget af ofte udenlandske firmaer med uorganiserede håndværkere, der bliver udnyttet på det groveste og arbejder under slavelignende forhold. For at dæmme op for den kyniske udnyttelse af de udenlandske arbejdere har især medlemmerne af 3F’s Byggegruppe ved flere af de forudgående overenskomstforhandlinger rejst kravet om kædeansvar.
Det grundlæggende princip i kædeansvar er, at hovedentreprenøren får ansvar for og også hæfter for eventuelle brud på overenskomster og aftaler begået af underentreprenører (og underentreprenører til underentreprenører). Hovedentreprenøren har også ansvar for, at de ansatte har opholds- og arbejdstilladelse.
– Skulle nogen være i tvivl, så har man i TV-dokumentarerne ‘Den sorte svane’ og ‘Underdanmark’ set de groveste eksempler på det, som vi bygningsarbejdere har råbt højt om i mere end 10 år, siger Emil Olsen og tilføjer:
– Her bliver vi taget med ind i en kriminel underverden, der ikke alene dokumenterer grov underbetaling. Vi ser også, hvordan den kyniske udnyttelse af arbejdere er sat i system, og at de bruges for at dække over direkte kriminelle aktiviteter. Systemet udnyttes af arbejdsgivere til at slippe for ansvaret, både når det gælder løn, arbejdsvilkår og sikkerhed.
Skoven af underentreprenører gør det sværere at komme udnyttelse og ulovligheder til livs.
– Jo flere led af underentreprenører, jo mere snyd, fusk, kriminalitet og social dumping. Vi vil ikke længere se på den arbejdskriminalitet, vi hver dag ser i byggeriet med skruppelløse bagmænd, slavelignende forhold og dødeligt arbejde som konsekvens. Derfor skal vi have kædeansvar, og det er nu eller aldrig, mener Emil Olsen.
Det bliver vildere og vildere
Jonas Andersen, formand for Murernes Landsbrancheklub, slog også til lyd for kædeansvar, da han tog ordet og talte til de fremmødte:
– I dag bliver det vildere og vildere og vildere. Det bliver mere og mere udbytning. Det bliver mere og mere fleksibelt, og det bliver et mere og mere usselt arbejdsliv for os, hvis vi ikke siger stop for det svineri, som foregår lige nu – som foregår hele tiden.
Næste gang, bygningsarbejdernes krav bliver synlige i en by, bliver i København, når 3F’s forhandlergruppe i januar 2025 mødes med arbejdsgiverne i DI Byggeri.
Læs også
Nu skal argumenterne for nedsat arbejdstid følges op af konkrete aktiviteter
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.