Bukholm, 7. oktober 2024
De sociale medier har nyligt været i oprør over åbenlys dyremishandling i forbindelse med en madanmeldelse i Berlingske 15. september 2024. Blandt andet beskrives i anmeldelsen, hvordan en blæksprutte kastes levende på en stegeplade. En makaber og heldigvis ikke myndighedsgodkendt eller sædvanlig måde at tilberede blæksprutte på.
Den pågældende blæksprutte blev udsat for en ekstrem, men, må man formode, dog relativt kortvarig lidelse. Uden at forklejne dyrets smerte eller på nogen måde retfærdiggøre hændelsen, som er politianmeldt, vil jeg i al stilfærdighed tillade mig at henlede opmærksomheden på den mere langtrukne, men sandsynligvis mindst lige så lidelsesfulde vej til døden, som hovedparten af vore landbrugsdyr, eksempelvis fjerkræ og svin, helt lovligt udsættes for.
I Danmark produceres omkring 200 millioner dyr årligt. Det ekstremt store antal gør det svært at forholde sig til det enkelte dyrs lidelse sammenlignet med den omtalte blæksprutte på stegepladen.
85 procent af æglæggende høns har smertefulde brud på brystbenet, før de slagtes cirka ét år gamle. Dette fordi de er avlet til tidligt i livet at lægge mange og store æg i forholdsmæssigt små kroppe. Den oprindelige junglehøne lægger højst 20 æg årligt, mens industrihønen er fremavlet til at lægge omkring 320 æg om året.
Slagtekyllinger vokser fra 40 gram til to kilo i deres 35 dage lange liv – altså en vægtøgning på 5000 procent på fem uger. Den hurtige vækst belaster de indre organer og benene voldsomt, og de fleste kyllinger sidder derfor ned, fra de er to-tre uger gamle. Mere end tre ud af fire kyllinger kan ikke gå normalt op til slagtetidspunktet, og mange dør forinden.
Slagtekyllinger produceres typisk i flokke på 40.000 individer. De indsamles af en maskine, som “fejer” dem sammen, før de transporteres tæt sammenstuvede i lave kasser til slagteriet. På slagteriet hænges den enkelte kylling op i benene, hvorefter fuglene på transportbånd sendes gennem et elektrisk vandbad, der har til formål at bedøve dem, ved at vandet rører hovedet. Det lykkes dog nogle af dyrene at løfte hovedet, så de ikke bliver bedøvede og således slagtes, mens de er ved bevidsthed.
Svinenes vej til døden er også fyldt med trængsler: Avlssøer fikseres på bart betongulv i lange perioder og lider ofte af sultfølelse, idet deres fodring er restriktiv og fiberfattig. Omkring 40 procent af dem udvikler på den baggrund pinefulde mavesår. Derudover får de en lang række andre organ-, kredsløbs- og benlidelser.
Der dør/aflives cirka 27.000 pattegrise i staldene dagligt. Skravlede pattegrise op til fem kilo aflives ved at slå dem hårdt mod gulvet.
Slagtesvin på op til 100 kilo tildeles hver et goldt areal på 0,65 meter og bider i frustration og stress halerne af hinanden, såfremt disse ikke forebyggende afklippes.
Når svinene når slagteriet efter en typisk lang, strabadserende transport, bedøves de med CO2 før aflivning. En bedøvelsesform, der af eksperter kritiseres for at være smertefuld og ubehagelig, idet dyrene hiver efter vejret og forsøger at flygte, inden de efter cirka 30 sekunder bliver bevidstløse.
I Danmark produceres omkring 200 millioner dyr årligt. Det ekstremt store antal gør det svært at forholde sig til det enkelte dyrs lidelse sammenlignet med den omtalte blæksprutte på stegepladen.
Et andet problem er den manglende synlighed. Såfremt man ude i detailhandlen havde videoinformation om hele produktionsprocessen til og med slagtning, er det min overbevisning, at det ville øge forståelsen for de såkaldte produktionsdyrs lidelser.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.